Specialundervisning
1   336

Kaspers kamp mod kommunen

Kasper har ADHD og Aperger og startede i skole det år, kommunalreformen trådte i kraft. Men han fik ikke den specialundervisning, han ifølge folkeskoleloven har krav på. Først efter morens tre år lange kamp gennem Klagenævnet har Kasper fået et nyt skoletilbud

»Jeg synes, det har været en kamp. Jeg har virkelig følt, at jeg skulle stå og skrige og være på barrikaderne, og ingen har gjort noget, før sagen røg igennem klagesystemet«, siger Rikke Simonsen om de mange år, det har taget hende at få den hjælp til sine børn, som de ifølge folkeskoleloven er berettiget til.

Rikke Simonsen er mor til tre drenge. Kasper på ni, der har ADHD og Asperger, Viktor på syv, der har ADHD, og Robert på fem, der har nogle vanskeligheder, men som endnu ikke er diagnosticeret.

Artiklen fortsætter under banneret

»Det har været rigtig hårdt, siden Kasper blev født. For vi vidste ikke, hvad pokker det var med det her barn, der bare skreg og skreg og konstant opførte sig voldsomt og anderledes, så da vi lige pludselig havde to psykologer i kommunen, der sagde, at han havde autisme, blev vi meget lettede, fordi vi så ville kunne få noget hjælp og nogle værktøjer til at takle det«, siger Rikke Simonsen.

Kasper blev sendt til Børnepsykiatrisk afdeling i Hillerød. Men han fik ikke nogen diagnose, og fra at forældrene var blevet mødt med stor forståelse af omverdenen, havde alle nu travlt med at vaske hænder. Psykologerne havde pludselig ikke sagt noget om autisme, og pædagogerne mente, at det så måtte være forældrene, den var gal med, især fordi barn nummer to, der startede i børnehaven, også havde nogle af de samme vanskeligheder.

»Jeg blev angrebet og irettesat konstant med alt, hvad jeg gjorde. Det, at der skulle bruges så mange kræfter på at slås med omgivelserne, gjorde, at jeg kørte helt ned. Så på et tidspunkt gik parforholdet fuldstændig i stykker med tre børn, intet samliv og problemer alle vegne«.

Da forældrene senere stod for at skulle finde et egnet skoletilbud til Kasper, havde de et netværksmøde med repræsentanter fra børnehave, kommune og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

»Psykologen spurgte os, hvad vi mente var bedst for Kasper. Der var ingen rundt om bordet, der kunne se Kasper i en almindelig folkeskole. Psykologen var selv meget overbevist om, at det bedste tilbud for Kasper var en specialskole for højtfungerende autister, hvor der ville være en høj grad af struktur og støtte«.

Kasper skulle starte i skole det år, hvor kommunalreformen trådte i kraft, og Kaspers psykolog ville derfor vende tilbage til forældrene, når han fandt ud af, hvilke autismetilbud der ville blive oprettet i den nye Egedal Kommune.

»Han vendte bare aldrig tilbage, så da vi nåede til december, hvor de indstiller til specialundervisning, tog jeg fat i ham for at høre, hvad der skete, for jeg vidste, at hvis man kommer senere, så må man vente et helt år. Hans svar var, at der ikke blev oprettet noget tilbud i Egedal Kommune, og at vi måtte indskrive Kasper til normalskole«.

»Som forældre til et barn, der har nogle vanskeligheder, men ikke nogen diagnose, så vil man også gerne helst tro på, at ens barn er okay. Så jeg tænkte, at det kan da også godt være, at han kan klare sig i en normal skole, og vi begyndte derfor at glæde os til, at vi havde et barn, der skulle gå i almindelig folkeskole«.

Det stod dog hurtigt klart, at Kasper havde brug for støtte i skoletiden. Forældrene kontaktede skolecenteret, der gik med til at sætte skolens såkaldte flyverkorps på Kasper ti timer om ugen. Denne støtte var kun midlertidig, men måtte forlænges frem til jul. Da støtten blev taget fra Kasper, indgav læreren fra flyverkorpset en rapport til skolecenteret. Heri indskærpede hun nødvendigheden af, at Kasper fik vidtgående støtte, når han startede i 1. klasse. Skolen søgte nu for anden gang vidtgående støtte til Kasper.

»Denne gang modtog vi intet afslag, hvilket vi tolkede som et godt tegn - det måtte jo betyde, at han ville få den støtte, han havde behov for«, fortæller Rikke Simonsen.

Forældrene blev slemt chokerede, da de mødte op første skoledag, og der ikke var nogen støtte til Kasper. Efter en uge uden nogen nyheder og desperate beskeder fra lærerne om, at de ikke kunne rumme Kasper i undervisningen, tog de derfor kontakt til skolecenteret for at få et svar på Kaspers ansøgning. Svaret var, at hvis de ikke havde hørt noget, så var det, fordi han ikke havde fået tildelt støtte.

»Vi undrede os over, på hvilket grundlag afgørelsen var blevet truffet, og bad derfor om aktindsigt i sagen. Det viste sig, at det eneste dokument, der fandtes i sagen, var afslaget, som ikke engang var et individuelt afslag, men stilet til en mængde børn«, siger Rikke Simonsen.

Der var ikke et eneste dokument i sagen med notat om begrundelse for Kaspers afslag. Der var heller ingen rapporter eller andre dokumenter fra eksempelvis PPR med beskrivelser af Kasper. Ikke engang ansøgningen, hvor Kasper beskrives af lærerne, eller rapporten fra flyverkorpset var med, fortæller Rikke Simonsen. Begrundelsen var blot, at Kasper ikke havde nogen diagnose. Efter at have talt med både skoleleder og sagsbehandlere fik hun at vide, at kommunen kun tildelte støtte til de børn, der havde en diagnose.

Skolen fandt dog i første omgang to timer om ugen til støtte til Kasper, og skolepsykologen blev sat til at observere Kasper i undervisningen. Da Kasper efter flere måneder stadig ikke havde fået flere støttetimer, bad forældrene om en handleplan. Efter skolepsykologens udtalelse om Kasper blev der nu fundet tolv timer om ugen til ham - det vil sige tolv timer fordelt på tre forskellige personer og kun med garanti for fem af timerne.

På det tidspunkt blev der også lagt op til en revisitation af Kasper til Børnepsykiatrisk afdeling i Hillerød, fortæller Rikke Simonsen. Men for familien var det ikke diagnosen, men støtten, de manglede en afklaring om. Derfor skrev de et klagebrev til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.

»Kaspers sag er blevet meget lemfældigt behandlet, og vi har grund til at tro, at afgørelsen alene er blevet truffet på baggrund af økonomi og ikke på baggrund af en reel vurdering af Kaspers behov«, lød det i brevet til Klagenævnet.

»Det må være med udgangspunkt i barnet, at der tildeles støtte, og ikke på baggrund af en eventuel diagnose, der måtte blive sat på. Det kan ikke være rigtigt, at et barn, hvis problemer har været kendt i kommunen, siden han var fire år, og som har været observeret af flere forskellige fagfolk, der alle har givet udtryk for hans behov for støtte, gentagne gange bliver afvist på baggrund af et manglende mærkat. Kasper er jo den samme med eller uden mærkat, og hans behov ændrer sig ikke, fordi et nyt hold eksperter udtaler sig«.

Kasper havde et hårdt skoleår, hvor han var udsat for mobning og blev deprimeret. I maj blev han udredt og fik diagnosen Asperger og ADHD. Diagnosen blev sendt ind til Klagenævnet, og forældrene følte sig nu ret sikre på at vinde sagen. Klagen havde løbet så lang tid, at Kasper nu stod og skulle til at starte i 2. klasse, og der var stadig ikke kommet nogen afgørelse. Rikke Simonsen pressede på, for at Kasper ikke skulle starte tredje skoleår i almindelig skole uden støtte. Men skolecenteret ville ikke tage stilling til skoletilbud til Kasper, før man kendte Klagenævnets afgørelse. To dage før nævnets afgørelse ringede afdelingslederen fra skolecenteret og fortalte, at de nu havde fundet en plads til Kasper.

»To dage før vi får at vide, at det skal de give ham. Det er et meget mærkeligt sammenfald, vil jeg sige«.

Der er flere næser til kommunen i Klagenævnets afgørelse - for manglende sagsvejledning, manglende svar og manglende klagevejledning. Nævnet bemærker også, at det ikke er en forudsætning for en henvisning til specialundervisning, at eleven har en bestemt diagnose.

Viktor, Rikke Simonsens anden søn, har mange lighedstræk med Kasper. Derfor er hun tidligt opmærksom på, at han skal dia-gnosticeres og have støtte. Alligevel oplever Rikke Simonsen samme kamp mod systemet for at få den hjælp, som hendes dreng har krav på. Viktor startede med at få to støttetimer om ugen, selvom flere lærere sagde, at han ikke engang med fuld støtte ville kunne rummes i folkeskolen.

Efter endnu en lang kamp bliver Viktor udredt på Børnepsykiatrisk afdeling i Hillerød. Det står klart, at Viktor er i målgruppen og dermed berettiget til Egedal Kommunes specialtilbud. Men heller ikke til Viktor er der nogen plads at få. Igen klager forældrene til Klagenævnet. Efter otte måneders klageforløb giver kommunen Viktor en plads. Men i stedet for at fortælle det til forældrene sender kommunen papirerne og dokumentation ind til Klagenævnet. Det er derfor ikke fra kommunen, men igennem Klagenævnet, at forældrene får svar om, at deres barn er optaget i et specialtilbud.

»Klagenævnet spørger, om jeg så vil droppe klagen, og det siger jeg nej til. Jeg vil gerne fastholde den, for det kan godt være, at mit barn har en plads fra august næste år, men der er stadig mange måneder af det her skoleår, hvor mit barn ikke får støtte i undervisningen i den normale skole«, fortæller Rikke Simonsen

Familien vinder sagen i Klagenævnet, og Viktor får tildelt 12 timers støtte i børnehaveklassen indtil sommerferien, hvor han starter i 1. klasse i et ADHD-tilbud i nabokommunen Furesø.

I dag er Kasper kommet i en specialklasse, men han trives ikke og mener, at de andre børn er nogle pattebørn, fortæller Rikke Simonsen. Hun har derfor snakket med klasselæreren, der vil undersøge, om Kasper kan komme over i en anden klasse med nogle børn, der ligger tættere på hans niveau.

»Jeg ville gerne have, at mine børn kunne rummes i en almindelig folkeskole, hvis der var nogle krav, der var opfyldt«, siger Rikke Simonsen og fortsætter.

»Hvis der var flere resurser, mere efteruddannelse og flere lærere på, så jeg trygt kunne gå på arbejde hver dag uden at frygte at blive ringet op med besked om, at mit barn har været i konflikt eller er stukket af fra undervisningen«. |

Egedal: Vi overholder loven

Hverken Hampelandskolens ledelse eller Egedal Kommune ønsker at udtale sig om konkrete personsager.

»Det eneste, jeg kan sige i den konkrete sag, er, at børnene er visiteret til specialtilbud i kommunen«, siger Egon Agerlin, skolechef i Egedal Kommune.

Han ønsker heller ikke at forholde sig til specifikke afgørelser i Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.

»Det er selvfølgelig Egedal Kommunes opfattelse, at vi overholder lovgivningen. Nogle gange har forældrene en anden opfattelse og klager til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Enten får kommunen ret i Klagenævnet, eller også får forældrene ret. Hvis forældrene får ret i, at vi ikke gjorde det godt nok, på trods af at vi troede, vi gjorde det godt nok, så må vi jo rette ind efter det, og gøre som Klagenævnet pålægger os at gøre«, siger han.

Fra Rikke Simonsens e-mail-kontakt med lærerne på Kaspers folkeskole:

Hej

Kasper udeblev fra idræt i dag. (.) henter ham oppe ved B-bygningen og får ham med ned i hallen. Her nægter han at klæde om, hvis hun er i omklædningsrummet. (.) lover så at gå ind i hallen, mens han klæder om.

Da Kasper efter nogen tid stadig ikke er kommet ind i hallen, går hun ud for at se efter ham. Han har låst sig ude på toilettet og nægter at komme ud.

Da idrætstimerne er slut og drengene kommer ud i omklædningsrummet, er Kasper smuttet op til B-bygningen igen.

Han var meget optaget af en gravemaskine, som han tilsyneladende har stået og betragtet det meste af dagen. Han er også kommet for sent ind til flere andre lektioner.

Dette er selvfølgelig meget utilfredsstillende - vil I tage en snak med ham om dette?

Med venlig hilsen

(.)

Hej (.)

Nej det vil jeg ikke!

Kasper har autisme og hører ikke hjemme på Hampelandskolen. Det er ikke hans ansvar at tilpasse sig jeres regler, skema og forventninger. Tværtimod er det overgreb på ham at han uge efter uge skal deltage i idræt. Det er kaotisk, forvirrende og stressende. Han er stærkt lydoverfølsom og der er rungende omklædningsrum og haller en stor stressfaktor. Han prøver netop pga. idræt at undslippe at skulle i skole hver torsdag. Jeg ville faktisk gå så langt til at sige, at jeg ville ønske at han løb væk hver gang! For det er forfærdeligt hvad I udsætter ham for.

Men tak fordi at du informerer mig om hændelsen.

Mvh. Rikke Simonsen


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.283 andre er allerede tilmeldt