At verden er fuld af konflikter, er ikke noget nyt, men lige nu er det ikke de store vinde, der blæser mod dialog, kompromiser og konsensus.

Her hjemme springer lockouten i øjnene. Forløbet har været præget af gensidige beskyldninger og ikke mange forsøg på at finde et fælles udgangspunkt, hvilket er ved at ende med at hele samfundet bliver taget til gidsel. Især børnene ser ud til at betale prisen, da hele det sociale område bliver ramt hårdt.

Det vil sige at pædagogerne og lærerne, det ene øjeblik skal lære børnene at tale sammen, og det næste øjeblik må de fortælle børnene, at de ikke kan komme i skole, fordi de voksne ikke kan tale sammen. 

En konflikt kan betragtes som uoverensstemmelser, der forventes løst gennem forhandlinger. Man kan sige at finanslovsforhandlingerne er ved at gå fra konflikt til krig.  Hvordan kom de derhen?

Der er tre afgørende trin i en konflikt som, når de overskrides, med stor sandsynlighed vil optrappe en konflikt.

Den første er generaliseringen. Dette trin indebærer gerne ordet altid fx: Det er altid regeringen der vil presse de offentligt ansatte.

På det næste trin stopper dialogen. Det er her i overenskomstforhandlingerne at parterne forlader forhandlingsbordet.

På det sidste trin er der enten vold eller isolation. I overenskomstforhandlingerne er lockouten den ultimative eskalering.

Dette afspejler sig i retorikken lige nu. Der bliver brugt ord som krig og mobilisering. Vi er dermed ved at nå det maksimale konfliktniveau i samfundet. Generelt er det nødvendigt at løse konflikten så hurtigt som muligt. Jo længere der går, jo svære er det at komme tilbage til udgangspunktet for konflikten. Det vil sige, vi skal være på vagt, så snart vi begynder at komme med generaliserende udsagn om hinanden.

Der er flere tilgange til konflikter, der effektivt kan nedsætte konflikt niveauet, men de kræver noget af os. At vi giver noget, eller bare forsøger at forstå den anden part.

Som udgangspunkt er vi nødt blive på egen banehalvdel. Når vi siger noget, er vi nødt til tale ud fra vores eget perspektiv, vores egne følelser og behov. 

Et eksempel på hvor galt det kan gå, når det modsatte sker kom i en artikel i Information. Overskriften lyder ”KL´s chefforhandler efterlyser samfundsansvar hos de offentlige fagforeninger”. Læser man artiklen grundigt, er det tydeligt, at det handler om økonomi og Zieglers påstand er, at det går ud over Danmarks økonomi, hvis lønnen i det offentlige bliver højere end i det private. Pointen er, at når Ziegler siger, at andre skal udvise mere samfundsansvar, definerer han andres virkelighed, og det får naturligvis konfliktniveauet til at stige. Uanset hvad der er rigtigt eller forkert i hans udtalelser ellers.   

I det ligger også at tage ansvar for sine egne følelser. Her kunne Ziegler have sagt, at det er vigtigt for hameller KLat tage ansvar. Det kan man så være enig eller uenig i, men han har jo ret til at mene det.

Det næste punkt er svært. Det der med rent faktisk at lytte aktivt. I forhold til overenskomstforhandlingerne kan det virke lidt overflødigt at snakke om, da de umiddelbart forhandler om fordeling af ressourcer. Men som regel er der også nogle værdier i spil i en hver konflikt. Fx vil de offentlige ansatte gerne anerkendes for det ansvar de tager i hverdagen. Ansvar er en værdi, som jeg tror mange der arbejder på det sociale felt, virkelig sætter en ære i. Derfor gjorde Zieglers udtagelser ekstra ondt, da den sætter spørgsmålstegn ved den værdi, som virkelig giver mening for mange menneskers arbejde. 

Igennem vores opdragelse og dannelse lærer vi at forholde os til konflikter. Mest igennem dialog, men også gennem strukturer som de nuværende overenskomsthandlinger eller i børnehøjde, hvor vi har klassemøder, børnemøder, elevsamtaler osv.

Socialisering og dannelse er processer, som vi voksne i høj grad er ansvarlig for og som gerne skulle støtte og udvikle børns evne til den gode dialog, og de forhandlinger der kan løse konflikter. 

Et gammelt ordsprog i opdragelse siger: ”Børn gør hvad de voksne gør, og ikke hvad de voksne siger børnene skal gøre”. Vi har, som de voksne, en stor opgave i konkret at vise dialogen som vejen frem også selv om vi må sluge nogle kameler. Det skylder vi vores børn og demokratiet.