Det er indlysende, at alle ansatte i den offentlige sektor har en stor og fælles interesse i, at arbejdsgiverne ikke lykkes med at få indført et system, der betyder, at den offentlige lønudvikling konstant vil sakke agterud i forhold til den private lønudvikling.

Alle offentligt ansatte har imidlertid også en stor fælles interesse i de andre hovedtemaer: Arbejdstid og spisepause.

Sygeplejerskerne og andre dele af sundhedspersonalet er blevet mødt med krav om, at de skal overgå til årsnorm samtidig med, at de gældende rettigheder i form af planlægnings- og varslingsbestemmelser skal fjernes. Det er jo helt uhørt! 

Det er imidlertid værd at bemærke, at arbejdsgivernes krav til forveksling ligner de regler, som lærerne blev påtvunget gennem lovindgrebet i 2013.

Vi har med den danske model grundlæggende accepteret ledelsesretten - retten til at lede og fordele arbejdet - mod, at vi har aftalte rammer, som ledelsesretten skal udøves indenfor. Det handler om, at medarbejderne skal vide, hvornår de skal være på arbejde, at de skal  have et rimeligt varsel, hvis der sker ændringer i dette, og at de skal have opgjort og afregnet deres præsterede arbejdstid med bestemte intervaller.

Netop disse elementer er totalt fraværende i den lov 409, der siden 2013 har reguleret lærernes arbejdstid. Og det er netop de elementer, som arbejdsgiverne nu forsøger at underminere i den aftale, der gælder for sygeplejersker m.fl.

Bliver Danmarks Lærerforening og de øvrige lærerorganisationer nu tvunget eller presset til at gøre bestemmelserne i lov 409 til deres overenskomst med stiltiende accept fra de øvrige organisationer, ligger vejen i den grad åben for, at det kan blive en helt ny standard for arbejdstidsaftaler på det offentlige område. Det er NU, at vi i fællesskab skal forhindre det. 

Arbejdsgiverne forsøger ihærdigt, at tegne et billede af, at den betalte spisepause kun er et problem for forkælede AC’ere i staten. I 2013 var det lærerne, der skulle isoleres og blev kaldt forkælede. Men den betalte spisepause er i høj grad et anliggende for os alle sammen. 

Mange tænker, at deres såkaldte spisepause er urørlig, fordi de bliver nødt til at være til rådighed, mens de spiser. Problemet er bare, at den logik ikke tæller i forhold til Finansministeriets regneark. Hvis ministeriet ønsker at hente en besparelse på det område, meddeler man styrelser og institutioner, at budgetterne reduceres tilsvarende, og så er det den lokale ledelse, der skal sikre at provenuet realisere. 

På samme måde kan vi risikerer, at provenuet modregnes i fremtidige økonomiaftaler mellem Finansministeriet og Kommunerne/Regionerne. Uanset hvor uhensigtsmæssigt det kan forekomme, bliver det så ledelsen på daginstitutionen, plejehjemmet, sygehuset, skolen osv., der bliver nødt til at realisere besparelsen. Lærernes nuværende arbejdstidsregler har således udspring i en økonomiaftale mellem regeringen og KL.

Og ingen af os tror vel på, at Finansministeriet har tænkt sig at stoppe ved spisepausen. Det er ganske enkelt et af Moderniseringsstyrelsen klart definerede mål at hente resurser ud af de ansattes arbejdsvilkår. Det kan vi være tilbøjelige til at ryste på hovedet af, men det er altså en benhård kendsgerning. Det er NU, at vi sammen skal markere, at det ikke er vores arbejdsvilkår, der skal fylde det hul, der opstår, når politikerne underfinansierer den offentlige sektor.

Når vi denne gang har muligheden for at ændre den dagsorden, skyldes det udelukkende, at vi med det overordnede perspektiv for øje har etableret et historisk sammenhold på tværs af organisationer og sektorer. Det slipper vi ikke nu!