Debat
1   74

OK18: Rationalet hos Moderniseringsstyrelsen

Mange er vrede på Moderniseringsstyrelsen. Vreden er forståelig. Det er straks sværere at forsøge at forstå, hvad der er i spil. Hvilke præmisser arbejdes der efter? Hvilke antagelser arbejder man med? Hvilket grundlag er der for handlingerne?

Dét er der mange bud på for tiden. Mon ikke, mange forsøger at forstå hvad der er i spil? Meget er allerede afdækket. At overenskomsterne indgår i udgiftspolitikken, og at man arbejder efter en ”smal økonomisk ramme”. Som nogle udtrykker det – det offentlige område er udelukkende en udgift, som skal minimeres.

Men der ligger også mere, og andet under, eller bag, om man vil.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg hørte radioprogrammet ”Centralmagten slår til igen (2)” i Det Røde Felt på Radio 24syv fra mandag den 19. marts 2018 (anbefales! – jeg linker til podcast) hvor Lars Trier Mogensen (herefter kaldet - LTM) har inviteret flere i studiet for at diskutere Moderniseringsstyrelsen. Og der er meget at blive klogere på.

Men lige her vil jeg tage fat i udtalelser fra Henrik Hjortdal (redaktør af Ledelsesavisen denoffentlige.dk og mangeårig chef i Finansministeriet – herefter kaldet HH).

Spørgsmål og svar fra udsendelsen:

Hvad er moderniseringsstyrelsen for et dyr på Slotsholmen? (LTM)

"Det er et dyr som opstod dér i 2011 fordi man i 20-30 år har kigget lidt på den røde bygning i overenskomstforhandlingerne, og set at folkeskolen, politiet, sygehusene, som alle sammen er udgiftstunge institutioner, hvor lønnen udgør 70-80% af udgifterne, at der var man ude af stand til at gå ind og påvirke effektiviteten af den arbejdstid der var. Og dermed kan man sige, at et meget vigtigt udgiftspolitisk redskab manglede så at sige i værktøjskassen. Man kunne godt stoppe lønudviklingen i procenter, men hvordan sikrer man sig der kom mere arbejde ud af det – på institutionerne? Der var det overenskomsterne og det gælder altså politiets beredskab …" (HH 5:30-06:18)

… Hvordan kan man i 2011 oprette en styrelse, som i virkeligheden, sådan læser jeg det i hvert fald, faktisk har som mål at kortslutte de forhandlinger? (LTM)

”Det er jo fordi man i 30 år har prøvet ved hjælp af konsensusmodellen at finde nogle fælles løsninger. Man startede et moderniseringsprogram i 1982, og da man kommer næsten 30 år længere frem må man konstatere, set fra Finansministeriets side, at der ikke er sket ret meget. Og jeg tror, at det er derfor man gør det. Og det er jo fordi, løn fylder 80%, eller 70-80-90% af det her, og dét der sker med dannelsen af styrelsen er jo, at man går så at sige fra, at man er en ”vi” institution, til man bliver en ”dem og os” institution, i den forstand at man indser, at man den her forestilling om, at vi er i samme båd, vi vil gerne have en god offentlig sektor, og nu indgår vi en aftale om dét, dén har ikke ført til, at man arbejdede mere for pengene i den offentlige sektor (HH 6:54-7:41)

--

En vigtig bevægelse HH giver udtryk for, er fra ”vi” til ”dem og os”. Denne bevægelse viser sig også, når andre sætter en skillelinje mellem ”os, der præsenterer skatteydere” versus ”offentligt ansatte”.

En anden vigtig pointe er, at den angiveligt tidligere konsensmodel ikke har "ført til, at man arbejdede mere for pengene i den offentlige sektor”.

HH’s udtalelser er udtryk for en dobbelt opsplitning – Moderniseringsstyrelsen splittes fra samfundets liv (konsensusmodellen) og et ”vi” – til et ”dem og os. Samtidig medfører opsplitningen, at offentligt ansatte ikke længere anses som en del af et ”vi” (samfundet) men bliver et ”dem” (som modsætningsforhold til skatteyderne, nemlig borgerne).

Begrundelsen for at afvikle konsensusmodellen er angiveligt en form for manglende levering i forhold til hvad man i Finansministeriet har haft en forventning om (” dén har ikke ført til, at man arbejdede mere for pengene i den offentlige sektor”).

Der er et gennemgående tema i HH’s udtalelser:

” påvirke effektiviteten af den arbejdstid der var”

” men hvordan sikrer man sig der kom mere arbejde ud af det”

” dén har ikke ført til, at man arbejdede mere for pengene i den offentlige sektor”

Bemærk ordvalget; ”effektivitet” – ”mere arbejde ud af det” – ”arbejdede mere for pengene”.

Hvordan opgør man effektivitet af arbejdstid? Dette kan fortolkes på flere måder. For det første må man gøre sig klart, hvad der ligger i begrebet effektivitet. For lærernes vedkommende så vi, at der dels blev argumenteret med, at mere undervisning ville give bedre resultater for eleverne, dels at man ville udnytte lærernes ressourcer bedre (ved at de skulle undervise flere timer). I dette tilfælde handler forståelsen af effektivitet altså om, at effektivitet alene er udtryk for flere timers undervisning. At denne undervisning så ikke er forberedt, og at kvaliteten falder, er ikke medtaget i overvejelserne. Dette viser – for mig – at man alene vurderer effektivitet ud fra nogle simple kriterier (mere undervisning er bedre, og billigere ift. udnyttelse af lærernes tid).

Det samme gælder de nuværende forhandlinger omkring sygeplejerskernes vilkår. De kan risikere at blive kastet rundt på hospitaler i regionerne uden varsel. Her ser man alene på sygeplejerskerne som en ensartet ressource, som kan allokeres frit på sygehusene. Men man er blind for, at sygeplejersker ofte er højt specialiserede, og at arbejdsrutiner og samarbejdet på afdelingerne er uhyre vigtig for en god kvalitet i patientpleje- og omsorg. Igen, effektivitet i forhold til ressourceudnyttelse tæller højere end kvalitet.

”Mere” går igen – ”mere arbejde ud af det” og ”arbejdede mere for pengene”. Det eneste rationale man arbejder med, er ”mere”. Ved alene at fokusere på dette rationale, bliver man blind for fagprofessionernes egenart og kvaliteten.

Så er der også noget helt andet. At anse offentligt ansatte som mennesker vs. ensidigt som ressource. Det kan godt være, at man taler om ”god arbejdsgiveradfærd” m.m. men det underliggende rationale indeholder kun ”effektivitet” – ”mere” – en grundlæggende antagelse, som i sagens natur aldrig vil stilles tilfreds – ”mere” er jo uden grænser!

Senere i programmet omtales neoliberalismen, som nok nuancerer billedet af, at neoliberalismen udråbes som ”alt det onde” - og om Moderniseringsstyrelsen kan kaldes for ”moderne”. Der tales om, at den ikke er moderne, men tilbageskuende. Hvor private virksomheder har områder som etik m.m. i højsædet, arbejder Moderniseringsstyrelsen modsat med forældede værktøjer og tilgang til de ansatte.

Det handler ikke kun om løn, betalt frokostpause eller små justeringer i nogle arbejdstidsaftaler. Det handler grundlæggende om meget forskellige menneskesyn. Det handler også om et Finansministerium og en Moderniseringsstyrelse, som både har frakoblet sig selv fra samfundet, men også frakoblet offentligt ansatte som borgere. Det handler også om en Moderniseringsstyrelse, som er blind for kvalitet i offentlig praksis, om fagprofessionernes egenart, om god ledelse, om eks. Folkeskolens rolle som kulturinstitution. Det er en styrelse, som ender med at bekrige ikke kun de offentligt ansatte, men samfundet selv. Med de bedste intentioner – men med stor skade.

Hvordan kan vi få skabt et nyt ”vi” og fjerne blindheden? Det er ikke nok at nedlægge Moderniseringsstyrelsen. Der er tale om en dybtliggende struktur som agerer dysfunktionelt i forhold til vores samfund og demokrati. Det handler ikke kun om OK18!

Kilde:

www.radio24syv.dk/programmer/det-roede-felt/26813791/centralmagten-slar-til-igen-2


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ