Debat
1   14

Jeg er offentlig ansat. Og jeg er bekymret.

I disse OK-tider kunne man godt tro, at det jeg var bekymret for, var mine egne arbejdsvilkår og måske især min løn. Men hvis man tror det, så er man helt sikkert ikke offentlig ansat. Min bekymring går ikke på mig selv, men på de borgere, som det er min opgave at hjælpe, og så er jeg bekymret for selve velfærdssystemet

Mine borgere, er nogen af dem, som har det største behov for hjælp. Det er dem med fysiske arbejdsskader, der betyder at deres ordblindevanskeligheder pludselig bliver tydelige og aktuelle, det er dem med erhvervet hjerneskade, der betyder, at de pludselig ikke længere kan varetage deres arbejde fordi de læser og skriver for langsomt. Det er de unge uden afgangskarakterer og uden håb. Engang var det sådan, at dem med det største behov for hjælp, mødte dem med de højeste uddannelser inden for området. Der skulle store kandidateksamener til, folk skulle læres op og være specialister, før end de blev sat til at træne sprog med den hjerneskadede eller varetage specialundervisning. 

Sådan er det stadig, men der sker en heftig udlicitering af disse opgaver mange steder. Pludselig er det ikke en audiologpæd, men en pædagog med en kort efteruddannelse der sidder med dem med Afasi, eller en SoSu-assistenter med en et kort kursus i mindfuldness der varetager psykologsamtaler med pårørende, eller en almen dansklærer der varetager ordblindeundervisning uden forudgående videreuddannelse. Og nu er det ikke fordi, at jeg synes at pædagoger, lærere eller SoSu-assistenter ikke er dygtige, eller at deres uddannelse ikke er noget værd. For det er den, inden for deres felt, hvor de er specialisterne. Deres fagområder oplever det samme. Pludselig er det en medhjælper der varetager pædagogens, lærerens eller Sosu-assistenten opgaver.

Artiklen fortsætter under banneret

Der sker en stille degenerering af fagligheden i hele velfærdssystemet. Og det sker helt bevidst. Moderniseringsstyrelsen har fået det opdrag, at den skal sikre “en øget effektiv arbejdstid og en stærkere kobling mellem løn og produktivitet”. Oversat til hverdagslingo betyder det, at de offentlige ansatte skal mindske tiden de bruger på hver borger, altså at de skal skynde sig lidt mere, samt at man skal have mest mulig ‘borgertid’ for færrest mulige penge. Det sidste indbærer fx at hvis pædagogen kan dække 10 undervisningstimer billigere end en lærer, så foretrækkes der en pædagog, hvis en SoSu-hjælper kan nå 10 patienter på samme tid som en Sosu-assistent, så foretrækkes hjælperen osv. Fagligheden og kvaliteten skrider på den facon. Som det er nu, virker det, fordi det endnu ikke er fuldt implementeret. Men der er ingen tvivl om, at opgaverne i den nære borgerkontakt i stadig højere grad varetages af nogen med mindre uddannelse og lavere løn.

Moderniseringsstyrelsen måde at sikre kvaliteten på, synes at være, at man ved at forringe løn og arbejdsvilkår, vil kunne sænke udgifterne til de højtuddannede folk, og derved måske kunne beholde kvaliteten. På den korte bane vil det måske kunne gå an, men om ti år, hvor velfærdsområdet har udviklet sig til et sekundaarbejdsmarked med dårlige arbejdsvilkår, lave lønninger, og manglende entusiasme, vil det formentlig være ret svært, at få de unge til at vælge uddannelser der er målrettet det offentlige.

Borgerne får således en stadig ringere kvalitet, i deres møde med velfærdssystemet, og velfærdssystemet vil få stadig sværere ved at leve op til kontrakten mellem skatteborger og velfærdsstat. Som borgere betaler vi skat, fordi skatten sikrer os sygeforsikring, alderdomsforsikring og arbejdsløshedsforsikring, samt sørger for infrastruktur og sikkerhed. Hvis det ikke længere er af en ordentlig kvalitet, hvis man skal tilkøbe en masse via private ordninger, hvorfor så ønske at blive ved med at indbetale nogen af verdens højeste skatter? 

Det offentlige har vokset sig stort og voldsomt, men det er ikke i den borgernære kvalitet, at der er brug for en rundbarbering. Det er i alle de mange ekstraopgaver, der har sneget sig ind. Det er kontrolsystemerne, indkøbssystemerne, samkøringssystemerne, og datasystemerne der er dyre, ineffektive, tunge og teknokratiske. Det er de planøkonomiske tendenser der er det største problem. Ikke de offentlige ansattes beskedne lønkrav eller værnsregler.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ