Nyuddannet lærer sælger hotdogs

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pernille Rubeck Tseliki tog sidste år læreruddannelsen som fjernundervisning fra Haderslev Seminarium, men sælger i dag danske hotdogs i Brighton på den engelske sydkyst.

Hvorfor?

»Det er faktisk min engelske mands idé. Da han først havde smagt en dansk hotdog, nægtede han at sætte tænderne i en engelsk igen. Og han var overbevist om, at der var en niche i det engelske marked. Samtidig havde vi begge lysten til at blive selvstændige, så det var faktisk ikke svært at tage springet og åbne Danish Sausage Company, hvorfra vi sælger danske hotdogs«.

Kommer du til at bruge din læreruddannelse?

»Jo, det regner jeg da med. Jeg er født ind i en lærerfamilie. Begge mine forældre har en skolekarriere. Lige nu er jeg gravid med barn nummer to. Men efter barsel planlægger jeg at få et deltids lærerjob på en engelsk skole. Min danske læreruddannelse er godkendt herovre, dog giver den ikke adgang til at undervise i de ældste klasser. På et tidspunkt håber jeg også at komme til at undervise danske elever i Danmark«.

Kan man blive en god lærer på fjernundervisning?

»Absolut. Jeg har været igennem det samme forløb som en seminarieuddannet lærer, og jeg har haft de samme praktikperioder som alle andre lærerstuderende. En del af den teoretiske undervisning er blot foregået online eller som gruppearbejde. Desuden var fjernundervisning min eneste mulighed for at blive lærer, når jeg nu boede i England. Som dansk statsborger kunne jeg endda få Statens Uddannelsesstøtte. Og studiet føltes meget internationalt. Jeg har for eksempel været til gruppemøder i Schweiz og Hannover«.

freelance@dlf.org