Tænk i alternativer

Overvej andre jobmuligheder, hvis det kniber med at finde arbejde som lærer i folkeskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan være rigtig svært at finde et job, hvis man er nyuddannet lærer. Det ved Mette Randrup Nielsen, Århus, alt om. Hun har i løbet af de sidste måneder søgt mange stillinger og blandt andet personligt mødt op på ti folkeskoler med uopfordrede ansøgninger i hånden. Heldigvis lykkedes det til sidst, så hun til august kan begynde som AVU-lærer på et voksenuddannelsescenter. »Beskæftigelsessituationen er ikke god for nye lærere«, siger hun. »Det skyldes, at mange kommuner skal spare, og derfor ansætter så få lærere som muligt. Mange af mine medstuderende har ikke kunnet finde et job, selvom de har gjort en stor indsats«. Når det lykkedes at finde et arbejde, hænger det sammen med, at Mette Randrup Nielsen begyndte at tænkte i alternative muligheder: »Jeg har hjemkundskab som linjefag, og fandt derfor på at lede efter andre typer af arbejdspladser. I den forbindelse blev jeg klar over, at voksenundervisning tiltalte mig«. Det nye job betyder, at Mette Randrup Nielsen må droppe at undervise børn og unge, og praktisk skal hun indstille sig på en del aftenundervisning. »Det kræver ændrede tanker omkring at undervise, men i mine øjne er det ok, fordi jeg har fundet mit rette job. Under alle omstændigheder er det godt at tænke i alternativer, hvis jobmulighederne inden for et område i en periode tørrer ud«.

Vælg efter interesse

Mette Randrup Nielsen har nogle gange oplevet, at hendes linjefag ikke har matchet de behov, der har været på skoler, hvor hun gerne ville ansættes. Alligevel ville hun ikke have valgt anderledes, hvis hun skulle begynde forfra på læreruddannelsen. »Det er bedst at vælge efter interesse, men er du orienteret mod flere fagområder, er det en god idé at se på, hvilke af dem der er mest brug for på arbejdsmarkedet«, siger hun. Maria Louise Munk Schmidt er enig. Hun er også nyuddannet lærer, og synes også det har været hårdt at finde arbejde. »Efter at have søgt en række stillinger og været til fire samtaler fik jeg i anden omgang job som årsvikar, da en nyansat lærer sprang fra. Det er jeg meget glad for, men som en skoleleder sagde til mig, det er købers marked i år«, siger Maria Louise Munk Schmidt. Hun mener som sagt ikke, at man skal vælge linjefag efter, hvad der giver størst chance for at få et job. I stedet bør man sørge for at få relevante erfaringer fra arbejdsmarkedet eller fra foreningslivet, mens man er under uddannelse. »Er der overskud til det, er det rigtig godt at tage et job som tilkaldevikar eller at hjælpe til i en forening. Det giver ballast, når man skal til at arbejde som lærer, og arbejdsgiverne sætter pris på, at man har været aktiv i uddannelsestiden«, siger hun. Maria Louise Munk Schmidt har linjefag i idræt, og i sin uddannelsestid har hun været frivillig medhjælper i en gymnastikforening. Hun har også i perioder arbejdet som vikar på en folkeskole.