Debat

Forskning i læsning og skrivning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Annelise Sønderriis efterlyser i Folkeskolen nummer 40 forskning i skrivningens betydning for læseindlæringen. Den findes skam. Mest kendt er herhjemme nok Elisabeth Hansens studier i sammenhænge mellem skrivning og læsning som hun har skrevet en artikel om i Lærerhøjskolens forskningstidsskrift (3. årgang nummer 3, februar 1999, 'Veje ind i skriftkulturen'). Her demonstrerer hun hvordan barnet ud fra genrekendetegn kan opnå en frugtbar vekselvirkning mellem produktion og læsning af analoge teksttyper. Og i samme nummer har Vibeke Hetmar skrevet om dialoglogbogen som et redskab der kan frisætte barnets iboende fiktionskompetence og gradvis opbygge en faglighed der åbner barnets øjne for aspekter i teksten der fører frem mod en kvalificeret læsning af litteratur.

Inden for den såkaldte emergent literacy-forskning ('førskolelæsning') har man længe kendt til betydningen af et samspil mellem skrivning og læsning. Ja, i virkeligheden kan man slet ikke forestille sig skrivning helt løsrevet fra læsning alene fordi barnet altid prøver at genlæse sin tekst under skriveprocessen. Bente Eriksen Hagtvet har i alle sine bøger og artikler gjort rede for skrivningens betydning for læsetilegnelsen, skrivning betragtet mere som en sproglig handling end en motorisk. Endelig har jeg selv behandlet emnet i min ph.d.-afhandling 'Skriftsprog og skolestart' som kan købes på Danmarks Pædagogiske Bibliotek.

Din artikel demonstrerer i øvrigt ganske glimrende at læsning og skrivning tilegnes effektivt i et miljø hvor skriftsproget bruges efter sit formål, og hvor den voksne ikke er bange for generøst at skrive ord og tekster for barnet som det kan opøve sin læseevne på. Inspirerende at se Freinet taget frem igen. Dit arbejde bekræfter mit motto: Ikke træne for at lære, men bruge så man lærer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kjeld Kjertmann

adjunkt, ph.d.

Institut for Humanistiske Fag

Danmarks Lærerhøjskole

Powered by Labrador CMS