Der er ikke meget nyt i skolen eller under solen

Læsning, regning og bibelhistorie. Det var de tre fag, der udgjorde den obligatoriske fagrække på de første lærerseminarier tilbage i 1800-tallet. Det var også skolens hovedfag. Pædagogiske nye tiltag kom og gik, helt som nu.

Da Danmarks økonomi var noget miserabel i årene efter bankerotten i 1813, så måtte man have en pædagogik i skolen, der var særdeles besparende. Den Lancasterske undervisningsmetode, også kaldet den indbyrdes undervisning, blev den dominerende metode i den danske folkeskoles undervisning indtil midt i 1800-tallet. En pædagogik, der blev foretrukket, fordi læreren sammen med de ældre elever her kunne undervise et stort antal elever samtidig. Smart. Især når klassekvotienten var høj og først i 1899 blev sat  ned til højst 37 elever i landskolerne og 35 elever i byskolerne. Med den Lancasterske metode blev al undervisning sat i et system, hvor kvikke og dygtige elever foran ”skrivetavler” overhørte mindre grupper af elever. Når læreren fløjtede, så skiftede man ”station” og kom til en ny ”overhøring”. Mange skolevante vil kunne genkende elementer af dette system i den digitaliserede skoleverdens mange cooperative læringsstrategier. Om man lærer noget af den metode? Tja, man lærer jo at indordne sig i et system, hvor tiden spiller en afgørende rolle for disciplineringen, og det er et system for træning af færdigheder, men det er ikke en undervisningsmetode, der kan bidrage til selvstændig stillingtagen.

Metoden med den meget mekaniske undervisning forlod man, da man indså, at elevernes forberedelse til en verden som frie demokratiske samfundsborgere nødvendiggjorde en anden tilgang end ”regning og læsning og bibelhistorie” lært gennem en mekanisk indlæring kunne give.

Anskuelsestavler blev det nye hit i begyndelsen af 1900-tallet. Helt som i oplysningstidens store encyclopædi-ånd, så tænkte man, at gennem store plancher med billeder af ”hele verden og i særdeleshed den danske verden” kunne elever få den grundviden, der var nødvendig for at begå sig i en stadig mere kompleks verden. På Sæby Museum har de en række anskuelsestavler, og det har de også på Aalborg Historiske Museum, hvor den faste ”skolestue” viser billeder af ”livet på landet” og ”blomsternes opbygning med støvdragere, grifler og kronblade”. Man tænkte jo, at det var godt for børn at ”se” verden fremfor altid at læse om verden. Anskuelsestavlerne var multimodale tekster, der kunne give anledning til undren, nysgerrighed og fantasi, og så kunne billederne også udvide den verden, man befandt sig i som skoleelev, hvor meget få kom uden for sognets og herredets grænser. Man skulle have viden og indsigt i verden.

Reformpædagogikkens indtog i mellemkrigstiden havde med John Dewey som teoretikeren over alle et syn på undervisning, der i højere grad tog udgangspunkt i barnets syn på verden. En erfaringspædagogik, hvor man tilegner sig viden gennem de handlinger og eksperimenter og projekter, man deltager i. ”Learning by doing”, var slagordet på godt engelsk, og også reformpædagogikken har vist sig holdbar i dagens folkeskole. Projekter og projektopgaver fylder i skolens overbygning, ”fremlæggelser” på alle klassetrin, litteratursamtaler, undersøgende matematik og ikke mindst folkeskolereformens ønske om at inddrage egnens kulturinstitutioner, naturområder og erhvervsliv i skolen, er alt sammen noget, reformpædagogikken har lagt grundsten til.

Sådan er der (som Prædikeren har sagt det) ikke noget nyt under solen. Heller ikke i skolen.

Når der bliver arbejdet med matrixgrupper og cooperative grupper i de respektive fag, så er der en snert af Den Lancasterske metode i det. Med de fordele og ulemper, det nu indebærer. Når multimodale tekster tages i brug i form af youtube-tutorials, billedmateriale og videoklip, så er det anskuelsestavlernes tankegang, der kan refereres til. Og når projektopgaverne i al deres mangfoldighed står på skolens dagsorden sammen med tværsuger og fagdage, så er det reformpædagogikkens aftryk, der holder endnu. Også når klassen er på besøg på det nærliggende museum eller når udeskole-begrebet bliver til virkelighed er det reformpædagogikkens tese om, at det er den, der arbejder, der lærer noget, der bliver afprøvet.

Det vigtigste i denne mangfoldighed er dog at der fortsat er lærere, der kan vise eleverne den verden, der venter. Med en passende balance er det lærernes opgave at give plads for at eleverne tilegner sig nogle grundlæggende færdigheder, at de får en undervisning, der kan udvide, deres egen verden og ikke mindst at de lærer at forvalte og bruge såvel håndværk som viden i virkeligheden. Eva Chortsen skrev i 2014 i anledning af 200-års jubilæet for den danske folkeskole  således om skolens opgave:” ”Og giv os tal at tælle med, og lær os hvad der tæller, at være dem, man stoler på, som er der, når det gælder.” Det er (en af) lærerens opgave at bidrage til elevens dannelse og uddannelse.

Fagrækken er udvidet betragteligt siden der hovedsageligt var læsning, skrivning, regning og bibelhistorie på skemaet, men lærerens rolle er fortsat at balancere mellem et fokus på uddannelse og et fokus på dannelse. Opdragelse og undervisning er fortsat skolens opgave.

Der er ikke meget nyt under solen. Indholdet er det samme, indpakningen skifter blot med pædagogikkens strømninger, der heller ikke altid er så nye, som man kunne tro.

P. S. Vil man se flere anskuelsestavler, så findes de alle digitalt her: http://skolehistorie.au.dk/samlinger/anskuelsesbilleder/