Den offentlige sektor er kendetegnet ved en kompleks bundlinje. Der er mange forskellige faktorer, der skal styres efter. Vi har et retsvæsen, der bl.a. skal styre efter loven, vi har et sygehusvæsen, der bl.a. skal styre efter folks helbred, vi har et ældreområde, der bl.a. skal styre efter selvbestemmelse og værdighed, vi har et børneområde, der bl.a. skal styre efter omsorg og læring.

Over for det står en ledelsesstrategi i det offentlige, der er koncernstyret. Det er der for så vidt ikke noget galt med. Men de har fået skabt sig en ensrettet styring, hvor én styrelse har overhånd over alle de andre styrelser. Fra den ene styrelse skal alle andre rammer sættes. Og denne ene styrelse regner med én poleret bundlinje.

Skurken er Moderniseringsstyrelsen. De har fået en opgave, som omlægger den offentlige sektor. Den er dén styring, vi er vidne til. Det, kan vi så være mere eller mindre enige i, er en god ide. Men det er i alle fald blevet tydeligt og anderledes, end det var for bare 10 år siden.

Førhen var vi vant til at nogle få tog mere, end de var berettiget til, så alle kunne få, hvad de havde behov for. Nu styrer vi efter, at ingen får mere, end de er berettiget til, uanset at nogle så får for lidt.

Vi flytter os fra et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt, til et samfund, hvor nogle har for meget og flere for lidt. Sådan går det, når de entreprenante får frit lejde til at skabe. Så tager de en pæn del af kagen. Det er liberalisme. Den politiske kamp er rykket langt ind på det felt.

Vi har et Socialdemokrati, der rykker til højre sammen med resten af partierne til højre for midten. De er endnu ikke ude af vores socialliberale samfundsmæssige kontekst, vi har dog stadig pension og kontanthjælp. Men vi kan også tydeligt mærke, at vi er i et samfund, hvor, hvis vi kan, så presser vi citronen og forsøger at skabe merproduktion for samme midler. Det går et stykke hen ad vejen også fint.

Men når de, der skal levere arbejdet, ikke længere kan se sig selv i det; når modtagerne af ydelserne ikke længere får, hvad de efterspørger, så står vi i en situation, hvor den politiske styring er blevet ensidig. Den er forfejlet i dens intenderede sigte: at hjælpe borgerne i samfundet. Vi har fået en styring, hvor alt dikteres efter én styring, ét organ, som skal forestille at være vores fælles talerør og arbejde for vores fælles bedste og fælles interesser.

Det har gennem det 20. århundrede for så vidt været ligegyldigt, om det er socialistisk, liberal eller kommunistisk styring. De er alle endt i samme blindgyde, når de har prøvet at styre efter én kam. Der har været nationalsocialisme, fascisme og kommunisme. I tiden op til disse styreformer var det styringen, den var gal med, ikke kun politikken. Udviklingen i samfundet gik den gale vej. Der var nationalsocialismens os/dem-tankegang, facismens korporative ensrettede tankegang og kommunismens planstyring af mennesker.

Som vi styrer nu, så skubber vi samfundet i retning af nationalsocialisme eller facisme, ikke at vi er der, men retningen er tydelig. Vi er på vej derhen, hvor nogle har mere ret end andre. Nogle er “rigtige” og andre er “forkerte”. Der er ikke helt plads til alle i en ensartet poleret bundlinje.

Dét kan være svært at se på for “varme hænder” i den offentlige sektor, for vi skal se ind i øjnene på dem, der troede, at de havde os som deres sikkerhed, men desværre landede mellem to stole og måtte få det bedste ud af det eller klare sig selv.

Det her kan ende med at være det sidste samlede skud i bøssen for at få talt forholdene igennem. En lockout af den offentlige sektor vil skabe en uvilje på tværs af faggrupper så stor, at der ikke vil være mange, der vil lytte længere. På begge sider af bordet.

Vi er godt alle klar over, at vi ikke kan leve uden en velfungerende offentlig sektor. Og vi ved også godt, at vi ikke bare kan presse effektivitet ud af mennesker i en uendelighed. Vi ved også, at vi ikke kan blive ved med at overdøve dybt ansvarlige menneskers moralske opråb fra en helt nære kontekst.

Når fagforeningerne står sammen denne gang under sloganet “Nok er nOK 18”, så er det ikke sagt, fordi vi vil have mere fra den polerede bundlinje. Så er det sagt, fordi vi vil have mere end styring efter den polerede bundlinje. Vores modpart har noget at lære.

De ikke kan finde ud af at styre os.