Lille tilbagegang i kvote 2-ansøgninger for andet år i træk

Kl. 12 her til eftermiddag var der frist for at lave en kvote 2-ansøgning til de videregående uddannelser. For andet år i træk oplever læreruddannelsen lidt færre ansøgninger.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vanen tro er 15. marts lig med deadline for kvote 2-ansøgninger til de videregående uddannelser

Ligesom sidste år har læreruddannelsen samlet fået lidt færre ansøgninger i forhold til året før. Sammenlignet med sidste år har 31 færre søgt læreruddannelsen som deres første prioritet. Det svarer til et fald på 1,5 procent.

Sidste år lød faldet i ansøgertallet fra 2016 til 2017 på 1,4 procent.

 

På Sjælland kan Absalons læreruddannelse dog glæde sig over, at 19 procent flere end sidste år har valgt læreruddannelsen som deres førsteprioritet. 

"Det er fantastisk dejligt, at så mange unge søger mod lærerjobbet. Det betyder, at folkeskoleeleverne i Region Sjælland kan se frem til flere uddannede lærere med masser af mod på at give eleverne en god skolegang både fagligt og socialt", siger rektor Camilla Wang i en pressemeddelelse.

Absalon har udviklet nye profillinjer på læreruddannelsen inden for blandt andet sport, musik og science. I pressemeddelelse fortæller Camilla Wang, at de blandt andet oplever stor interesse for deres såkaldte skolebaserede læreruddannelse, der giver mulighed for at kombinere løn og SU, da man er ansat på en skole nogle dage om ugen, mens man uddanner sig til lærer.

"Skolebaseret læreruddannelse gør det lettere at tiltrække flere lærerstuderende til yderområderne fx på nogle af de skoler, hvor man måske har vikarer, der gerne vil uddanne sig, mens de fortsætter med at arbejde", siger hun.

Fremgangen er på 25 procent i Roskilde og 13 procent i Vordingborg.

Hos Via er der også en stigning at finde. Her er den samlede stigning dog noget mindre på omkring 3 procent.

Via's afdeling i Nørre Nissum oplever dog en stor procentuel fremgang på 78 procent. Sidste år valgte 37 personer læreruddannelsen i Nørre Nissum som deres første prioritet, mens det antal i år er steget til 66 personer.

Både Via's læreruddannelser i Silkeborg og Aarhus oplever en tilbagegang. Efter at have talt ansøgningerne igennem i Silkeborg kan læreruddannelsen her konstatere at have modtaget seks ansøgninger færre end sidste år. Læreruddannelsen i Aarhus har fået 14 færre.  

Færre har søgt ind på UCN

UC Nordjyllands læreruddannelsen har modtaget lidt færre ansøgninger end sidste år. 211 har uddannelsen, der udbydes i Aalborg og Hjørring, som deres 1. prioritet. Sidste år var det tal 221.

"På trods af et lille fald har vi stadig en tro på, at vi samlet set kan nå et tilfredsstillende resultat til sommer. Vi har brug for, at endnu flere dygtige, ambitiøse og motiverede unge vælger læreruddannelsen. Og så er det værd at bemærke, at vi havde et fantastisk godt vinteroptag på læreruddannelsen i Hjørring. Det bedste nogensinde", siger rektor Lene Augusta Jørgensen i en pressemeddelelse.

UCL er positive trods lille tilbagegang

På UC Lillebælts to læreruddannelser har man også samlet oplevet en mindre tilbagegang i antallet af førsteprioritetsansøgere.

Læreruddannelsen på Fyn har oplevet en tilbagegang på 18 procent, da uddannelsen har modtaget 38 færre ansøgninger, der har læreruddannelsen som første prioritet, sammenlignet med sidste år. Fem flere har søgt læreruddannelsen i Jelling i forhold til sidste år.

Selvom UC Lillebælts to læreruddannelser samlet har modtaget tre procent færre ansøgninger med en af de to læreruddannelsen som første prioritet, er rektor Erik Knudsen tilfreds med dagens ansøgertal.

Ucl har nemlig indført vinterstart på begge deres læreruddannelser, hvor over 100 nye studerende startede i tilbage i februar.

"Med dagens resultat har jeg en forventning om, at Læreruddannelsen på Fyn kan fastholde vores ambition om at optage mindst 400 studerende om året, siger Erik Knudsen i en pressemeddelelse..

"I Jelling kan vi glæde os over en fremgang på læreruddannelsen i forhold til sidste år. En del af forklaringen er formentlig vores traineelæreruddannelse, som vi laver i samarbejde med Fredericia Kommune", siger han.