En af de uenigheder, der gør det svært for arbejdsgivere og arbejdstagere at nå hinanden i de igangværende overenskomstforhandlinger, er spørgsmålet om resultatløn. Løhde har meldt ud, at flere af lønkronerne skal fordeles lokalt, så chefer i højere grad kan belønne medarbejdere, som gør det særligt godt.

Det er en dårlig idé med et øget resultatfokus, fordi det fremmer de kortsigtede og lette løsninger på bekostning af det seriøse og langsigtede arbejde. Og det gælder sådan set alle de dele af den offentlige sektor, hvor opgaveløsningen vanskeligt lader sig kvantificere, herunder navnlig i børneinstitutioner, hos politiet, i ældreomsorgen og store dele af sundhedssektoren. Her vil jeg dog koncentrere mig om skolerne, fordi jeg som lærer kender det område bedst.

I mere end en snes år har det været fast rutine for arbejdsgiverne at kræve øget brug af resultatløn i skolen, men lærerne har konsekvent sat hælene i. Det er der rigtigt gode grunde til. Resultatløn til lærere virker i bedste fald ikke, i værste fald er det ødelæggende for undervisningens kvalitet. Og det er ikke bare noget, vi lærere siger.

På Uddannelsesstyrelsens opfordring undersøgte SFI sagen i 2011 i samarbejde med to amerikanske universiteter. SFI konkluderede: »På skoler, hvor ledelsen bruger økonomiske belønninger til at motivere lærerne, er læringen blandt eleverne dårligere end på de øvrige skoler«. Hvorfor det er sådan, er uklart, men SFI peger på motivationsforskning, der viser, at »introduktion af økonomiske belønninger over for personer, der i udgangspunktet har en høj indre motivation (f.eks. brænder for lærergerningen red.), under visse omstændigheder reducerer den indre motivation«.

Konklusionerne bakkes op af erfaringer fra Sverige, hvor man siden midten af 90’erne har afmonteret den kollektive løn. Resultatet er bl.a. PISA-rekorden i forringelse af elevpræstationer, underskud på ca. 65.000 lærere (ud af ca. 200.000), og ca. 38.000 lærere, der har fravalgt jobbet til fordel for andre erhverv. I et forsøg på at vende udviklingen iværksatte man i 2016 det såkaldte ’lærerlønløfte’ med tre milliarder kroner årligt, øremærket til præmiering af de ’bedste’ lærere. Ifølge Per-Arne Andersson, direktør for skoleafdelingen i SKL (der svarer til Kommunernes Landsforening i Danmark), har resultatlønnen medført udbredt misfornøjelse, masser af opsigelser, destruktiv forvirring og tiltagende bekymring på ledelsesplan. Fagforeningen Lärarförbundet taler om dyb frustration blandt medlemmerne, splittelse og forringet arbejdsmiljø, og rekrutteringsproblemet ser bare ud til at vokse og vokse.

Især amerikanerne har undersøgt, hvordan resultatløn påvirker skolen. F.eks. deltog godt 200 skoler i New York for 10 år siden i et forsøg kaldet ’Schoolwide Performance Bonus Program’, hvor man kastede 20 mio. dollars ind det første år og 30 mio. det andet år. Alle lærere fik adgang til bonusser, og de var ganske vist tilfredse med pengene, men elevpræstationerne blev ikke forbedret overhovedet. I forklaringen pegede man på, at lærerne i forvejen gjorde det så godt, de kunne, på de givne vilkår, samt at bonusser ikke spillede nogen større rolle for lærerne sammenlignet med andre faktorer.Dokumentationen for resultatlønnens manglende velsignelser er ganske overvældende. Lad mig nævne endnu et par eksempler: I en rapport fra 2012 finder en uvildig forskergruppe på Vanderbilt University i et projekt støttet af det amerikanske undervisningsministerium ingen forbindelse mellem resultatløn for lærere og elevpræstationer.

PISA/OECD konkluderede i maj 2012: »Det overordnede billede viser ingen forbindelse mellem gennemsnit af elevpræstationer og brugen af resultatlønprogrammer (…) Lande, der er lykkedes med at gøre undervisning til en attraktiv profession, har ofte gjort dette, ikke bare via løn, men ved at hæve undervisningens status, tilbyde virkelige karriereforløb og give lærere ansvar som professionelle og reformledere«.

Selv en organisation som det internationale analysefirma McKinsey, der næppe kan beskyldes for at være lærernes talerør, kommer til samme resultat. McKinsey fremlagde i 2011 en rapport, hvor 22 landes skolesystemer var taget under luppen, blandt andet hvad angår motivationsfaktorer. Om resultatløn konkluderer McKinsey, at mens det kan have en effekt på lavt udviklede skolesystemer i fattige lande, kan der ikke påvises nogen positiv effekt i højt udviklede skolesystemer. Lærere, hvis løn er sikret på et acceptabelt niveau, går ikke voldsomt op i lønforhold. Det, der driver dem, er faglig stolthed og ønsket om at gøre en forskel. McKinsey anbefaler endda politikerne i disse højtudviklede lande at anerkende de dygtige lærere, give dem udstrakt autonomi i opgaveløsningen og samarbejde respektfuldt med dem og deres fagforeninger.

Foruden de udeblivende positive effekter er det også velkendt, at resultatløn underminerer skolers integritet og etik. Et eklatant, men langt fra enestående eksempel, sås i 2015, hvor en betragtelig del af Atlantas skolefolk blev taget med fingrene i klejnekassen. Man havde ganske enkelt svindlet systematisk med testresultater med henblik på at opnå bonusser, og 10 ansatte endte med fængselsdomme på op til syv år.

De højt udviklede nationer, hvor lærere i høj grad er underkastet resultatløn, har alle mere eller mindre dysfunktionelle skolesystemer. Resultatløn afsporer simpelthen skolen. Det forfladiger undervisningen med ’teaching to the test’, fører til svindel og bedrag, drukner ledelsen i papirnusseri, demotiverer lærerne og ødelægger arbejdsmiljøet med enorme rekrutteringsproblemer til følge.

Er der noget, den danske folkeskole ikke har brug for nu, er det resultatløn. Og det gælder formentlig også for de fleste andre steder i det offentlige.

(Offentliggjort i Politiken ultimo frebruar 2018)