Debat
0   54

Et barn af velfærdsstaten

Her kommer en hyldest til de folk, der hver dag bidrager til, at Velfærdsstaten fortsat er i live.

Et barn af velfærdsstaten

Artiklen fortsætter under banneret

Af Danial Nouri, lærerstuderende og (forhenværende) kurdisk flygtning

 

Her kommer en hyldest til de folk, der hver dag bidrager til, at Velfærdsstaten fortsat er i live.

 

Kære velfærdsstat

Du skal vide, at du er værdsat. Du er god nok og mere til! Havde du ikke været ved min side, var mønsteret stadig det samme, og jeg havde levet op til de mørke forudsætninger. Gaden frem for skolen, kniven frem for bogen, og måske også døden frem for livet.   

Jeg skriver til dig, da du i disse tider bliver taget til gidsel i den politiske diskurs. Du føler dig måske alene og forladt af dine egne, men du skal vide, at du er god nok. Du har gjort det godt. Du var den, der lod mig bryde ud af betonblokkenes ubrydelige kæder. Jernkæder som ville forhindre ethvert forsøg på flugt fra den negative sociale arv.

 

Allerede tre dage efter min familie og jeg ankom til Danmark i november 2002, på flugt fra krig og forfølgelser, var du der til at følge den 9-årige flygtningedreng i skole. Udstyret med en skoletaske tog du mig i hånden, og åbnede døren til skolen for mig. En mulighed som kun var mulig i hverdagens dagdrømme i et krigshærget land, hvor skolegang for mit vedkommende var en del af barndommens fantasi.  I dag er jeg nået så langt takket være din hjælp, at jeg i den kommende fremtid selv kan undervise børn i skolen. Lad os for en stund gå tilbage til min opvækst i boligblokken og se på hvilken betydning du har haft for mit liv. Oppe på anden sal til venstre boede vi tre i et belastet område. Min mor, min lillesøster og jeg. En mor der pludseligt befandt sig i et fremmed land; ramt af krigsrelateret PTSD. Hun prøvede som enhver anden mor at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan ikke forestille mig et andet sted i verden end Danmark, hvor en alenemor med to børn ville kunne klare udfordringerne så godt uden din hjælpende hånd. Trods et liv på bunden af den økonomiske skala, lod du mig ikke gå for lud og koldt vand. Når jeg så på de andre børn i klassen og på mig selv igen, kunne jeg ikke mærke forskel på hverken tøj eller madpakke. Og når min mor ikke forstod sig på den unge nydanske teenager, kunne man altid trække i dig og få en snak om tilværelsen. Især disse samtaler har været min inspirationskilde til at bryde med idealet om ghettodrengen, der kun kunne slå og sparke, når han ikke fik sin vilje. Du udrustede mig med sproget, som jeg kunne udtrykke mig med. Det sprog, der i dag kan benyttes, når alting virker uoverskueligt, og man spørger om en hjælpende hånd. Særligt en episode glemmer jeg aldrig. Mon du stadig husker den dag i 10. klasse, hvor klassen skulle på skiferie. Husker du skammen i mine øjne, da jeg vidste at min mor ikke havde råd til at betale, og følelsen af at være udenfor langsomt omringede mig? Du tog mig til side i pausen, og fortalte, at jeg sagtens kunne deltage på lige fod med de andre. Aldrig har jeg følt magen til taknemlighed for din indsats. Kære velfærdsstat! Du gav mig følelsen af at være en del af noget større, du viste vej, og gjorde det umulige mulig. Du gav mig styrken og viljen til at bryde ghettoens jernkæder.

Fra fodboldstøvler til kontingent og muligheden for en snak når man følte sig alene mellem to verdener. Du var der!

Hermed en hyldest til de folk, der hver dag bidrager til det, vores kære Danmark er kendt for:Velfærdsstaten! Af hjertet tak for jeres indsats.

 

Med hilsen

Danial Nouri, lærerstuderende og et barn af Velfærdsstaten  


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ