Anmeldelse

Skole 2.0

Skole 2.0

Ny bog kommer med bud på, hvordan skolen skal møde den it- og medierevolution, der præger hele samfundet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolens "lærings- og undervisningspraksisser må omdefineres fra en beskrivende best practice til en fremadrettet, proaktiv designorienteret praksis", skriver forfatterne, der er tilknyttet Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles forskningsprogram "Medier og it i læringsperspektiv". Bogens sprog kan - som antydet - af og til virke vel svulstigt proklamerende, men det opvejes i nogen grad af mange, lærerige og konkrete eksempler fra Maglegårdsskolen og Tjørnegårdsskolen i Gentofte.

Fakta:

Titel: Skole 2.0

Forfatter: Birgitte Holm Sørensen, Lone Audon, Karin Levinsen

ISBN: 9788779558090

Pris: 299 kroner

Sider: 260 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Klim

Forfatterne understreger, at selv om de har særlig vægt på it-perspektivet, "må det ikke forstås således, at" de mener, at it er den eneste drivkraft i samfundsudviklingen. Så rigtigt, så rigtigt. Men den måde, de omtaler it, internet og medier på, kan få i hvert fald denne læser til at mistænke forfattertrioen for at mene, at it både er udfordringen og svaret for skolen. Og sandt er det, at digitaliseringen og web 2.0-revolutionen præger hele samfundet. Det er skolen nødt til aktivt at tage konsekvenserne af, og dér tager forfatterne godt fat. Ofte med afsæt i observationer og interview fra skolerne, så læseren kan følge med i refleksionerne over, hvad der sker, og i diskussionen af mulige perspektiver. Men forfatternes it-begejstring betyder, at der dukker påstande om it's lyksaligheder op, som læseren ikke har mulighed for at afprøve eller vurdere. Det er ikke nok at skrive, at det, der sker omkring den interaktive tavle, "tydeligvis faciliterer erkendelsen og evnen til at anvende de faglige elementer på nuancerede måder".

Et helt kapitel er helliget "faglige læringsforløb og digitale medier". Man slår her fast, at forskningen viser, at integreret og nuanceret anvendelse af it virker positivt på elevernes engagement, motivation og lyst til at arbejde selvstændigt. Det vigtige spørgsmål bliver jo så, om it også virker positivt på de faglige læreprocesser og læringsresultater. Jeg tror, at forfatterne svarer ja. I hvert fald får vi nøjagtig den samme konklusion to gange. På side 186 (om sprogfagene) og side 197 (om natur/teknik): "Når denne komplekse interaktion foregår i en reflekterende og meningsforhandlende ramme, hvor læreren intervenerer fagligt inden for rammerne af den åbne og foranderlige skole, kan børnene magte at fastholde deres overblik og fokus, samtidig med at deres evne til at overskue fællestræk og forskelle udvikles".

Børnene i bestemt form! Det gælder altså alle? Og så er der lige det med lærernes faglige "intervenering". Det er vel dér, den didaktiske hund ligger begravet? Og den graves ikke overbevisende frem med det nye begreb "didaktisk design".

Nødvendigheden af en ny lærerprofessionalitet tematiseres derimod godt i et afslutningskapitel, hvor den svage projektlærer beskrives som fysisk tilstedeværende, men fagligt fraværende. Sammen med et vægtigt kapitel om projektarbejder fra begyndertrinnet gør det, at anmelderen ender med at være glad for at have læst bogen.

Men hvor de mange name dropping-henvisninger dog forstyrrer læsningen. Ti referencer (i parenteser) på én side plus fodnoter. Til gengæld mangler i den grad et register og en liste med begrebsdefinitioner.

Læs et uddrag fra bogen i linket øverst til højre under EKSTRA.

""