Der er en talemåde, der siger, at tale er sølv, men tavshed er guld, men lige netop nu, hvor en storkonflikt er på vej, er vi nogle, der gerne ville høre nogle klare udmeldinger.

Der er i dag, efter at både en tidligere minister – Annette Vilhelmsen - samt DFs formand Christian Thulesen Dahl har udtalt sig om forløbet, ikke ret mange, der er i tvivl om, at indgrebet mod lærerne var aftalt spil. Når man dertil lægger den daværende statsministers ”freudian slip” i Politiken i december 2016, som hun dog fik lov til at rette, så må det være åbenlyst, at lock-outen i 2013 var aftalt på forhånd. Flere journalister og nuværende folketingsmedlemmer har nu accepteret det, vi andre har vidst i årevis, og der er tilmed kommet en læseværdig bog om det.

Men der har været skrevet meget lidt om de mennesker, der rent faktisk stod bag indgrebet mod lærerne. Ikke så meget KL, som allerede i 2012 begyndte at planlægge forhandlingerne om en ny overenskomst. Dem kender vi godt, og en del af dem røg heldigvis ud kort efter. Men hvad med de mennesker på Christiansborg, som valgte at acceptere – lang tid før lockouten – at en folkeskolereform skulle finansieres gennem et bestemt resultat ved overenskomstforhandlingerne i 2013, og at det resultat skulle opnås ved at knægte lærerne? At man samtidig prøvede at smadre den danske model for at regeringens prestigeprojekt kunne gennemføres, fordi reformen kun kunne hænge økonomisk sammen, hvis lærerne underviste mere uden at få mere i løn, blev åbenbart betragtet som ”collateral damage” af de politikere, som ved enhver given lejlighed talte så varmt for samme danske model. Men hvem sad med de afgørende beslutninger? Ifølge ”Søren og Mette i benlås” blev den daværende S-SF-R-regerings Økonomiudvalg allerede orienteret om arbejdet med en ændring af lærernes arbejdstid tilbage i 2012 – lang tid før lockout og forhandlinger. Så hvem sad i det økonomiudvalg, og hvor er de i dag? Det gjorde Bjarne Corydon, der i dag er redaktør på Børsen efter en tur over McKinsey. Det gjorde Margrethe Vestager, der i dag er EU-kommissær. Det gjorde Thor Möger Pedersen, der på daværende tidspunkt var SF’er, men som i dag er socialdemokrat – og endda en højtplaceret rådgiver. Det gjorde Ole Sohn, der var SF’er, men som i dag også er socialdemokrat. Og endelig sad der de to ministre: Morten Østergård fra De Radikale og Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet. Begge er i dag partiformænd.

Det rejser i den nuværende situation nogle spørgsmål, for de to partiformænds holdninger vil være meget vigtige for, hvordan den nuværende konflikt håndteres.

Hvad vidste de? Hvad skete der på de møder i Økonomiudvalget? Nikkede de virkelig til en meget målrettet politisk strategi om at ”normalisere” lærernes arbejdstid? Hvad mener de overhovedet om den måde, lærerne blev kørt over på?

Det er tankevækkende, at netop de to mennesker, der i dag er formænd for to af de daværende regeringspartier og påstår at kæmpe for folkeskolen, kan slippe så let om ved at have været en del af den gruppe, der igangsatte det største angreb på den danske model i nyere tid. Og nu, hvor vi er mange, der gerne vil have klare udmeldinger om denne models fremtid i forbindelse med OK18, taler de om alt muligt andet. Hvad har de tænkt sig at gøre, hvis der kommer endnu et ensidigt indgreb mod lønmodtagerne? Vil de bare se stiltiende til?

Man kunne frygte det værste, men man bør vel håbe det bedste. Folk har jo lov til at blive klogere.