Det kæmper vi for

At overenskomstforhandlingerne endte med et sammenbrud kom ikke som en overraskelse. Alle offentlige ansattes krav er blevet pure afvist, uden topforhandlerne Sophie Løhde (Moderniseringsstyrelsen) eller Michael Ziegler (Kommunernes Landsforening) i øvrigt er kommet med reelle alternative og konstruktive forslag.

Det gør ondt og føjer ekstra spot til skade hos lønmodtagerne, når den regering, som Sophie Løhde er del af, mente at der var råd til skattelettelser på 23 milliarder i sommeren 2017. Så der er råd til indrømmelser – også på lønnen.

Vi mener, at offentligt ansatte skal have ret til en gratis spisepause. Dels har vi selv betalt den, og dels kan vi ikke bare blive siddende med vores madpakker, når vi arbejder med mennesker, der har brug for hjælp. Vi mener også, at alle faggrupper – offentligt og privatansatte – har krav på en arbejdstidsaftale. Derfor skal der indgås en fair aftale om lærernes arbejdstid.

Desværre er det ikke sandsynligt, at forligskvinden kan sammenstykke er resultat, der kan tilfredsstille begge parter. Og ovennævnte topforhandleres skråsikre lockout-trusler i tilfælde af strejke, giver os mindelser om 2013. Skal vi se en gentagelse af lærerlockouten med dertil hørende regeringsangreb (ja, vi skrev angreb), denne gang på op mod 750.000 offentligt ansatte?

Vi står sammen

Det er vigtigt, at det allerede nu bliver gjort maksimalt synligt og tydeligt, hvad det er, vi kæmper for, og at vi kæmper sammen på tværs af faggrupper. Sosu'er, lærere, sygeplejersker, pædagoger, akademikere, servicearbejdere og andre faggrupper er ét fællesskab. Og selvom der forsøges kørt en slet skjult del-og-hersk-taktik fra modparternes side, falder vi ikke for det.

Vi vil reagere, når tal forvrænges, når falsk tale spredes og regulær uvidenhed betyder at der tales nedsættende om vores med-musketerer. Vi vil forsvare hinanden og fortælle folk, at det her også handler om dem, når vi møder modstand.

Ved en eventuel konflikt skal vi koordinere vores aktiviteter. Og vi skal bedst muligt inkludere dem, der ikke er udtaget til strejke, så de også får mulighed for at markere deres støtte. Vi har brug for at rykke sammen og mærke hinanden både på tværs og internt i vores faggrupper. Vi har så mange flere kræfter – og sammen er vi stærkest, når vi går ud og siger "nok er nok".

Regeringsindgreb – nej tak!

Mistanken om et aftalt spil, hvor arbejdsgiversidens topforhandlere lurepasser i forventning om, at regeringen vil gribe ind til deres fordel, er reel. Dette så vi jo ved lærerlockouten, der endte med "Lov 409", der underkendte en hel faggruppes ret til en arbejdstidsaftale. Forløbet under OK18 ligner forløbet fra OK13, der står som en ækel skamstøtte over magtmisbrug og aftalt spil. Vi ved, at hvis vi accepterer forringelser for én faggruppe, står den næste for skud, så snart der er en chance.

Vi bør protestere kraftigt, hvis den borgerlige regering griber ind overfor 750.000 offentligt ansatte i en eventuel konfliktsituation. Vi skal insistere på, at en konflikt skal løses mellem de implicerede og ikke ved at staten griber ind. Det vil være fuldstændig uacceptabelt, hvis vores løn- og arbejdsforhold igen skal dikteres af politikerne gennem lov.

Skulle det alligevel ske, bør regeringen og topfolkene i Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening ikke være i tvivl om, at vi alle vil gøre vores til, at kampen ikke stopper der.

For mere info: Kontakt Hans Jørgen Vad, 29 84 77 34.