De gule ”fagforeninger” har de senere dage fået ekstra opmærksomhed, fordi særligt en af dem har opfordret sine medlemmer til at påtage sig konfliktramt arbejde, og det stiller resten af os i en situation, hvor vi er nødt til at forholde os til de gule medlemmer.  

Jeg var ung i 90’erne. Dengang man rendte rundt i Dr Martens støvler og piercede alt andet end øreflipper med kirurgisk stål. Til den dunkende lyd af grungemusik dansede vi ud i livet med stor tillid til, at gode løn- og arbejdsvilkår var noget, man havde ret til – ikke noget man skulle kæmpe for at bevare. Vi havde måske hørt om septemberforliget i skolen, men vi opfattede nok mest faglig kamp, som en kærkommen lejlighed til at pjække 1. maj og drikke lunkne Hof i Fælledparken. Fagpolitik var bare kedeligt. Vi var simpelthen født ind i en tid, hvor forarbejdet var gjort for os, og ingen bøjede i neon, hvorfor man aldrig måtte tage noget for givet.

Det var før globaliseringen rigtig viste tænder, og begreber som social dumping og working poor blev lige så almindelige i det danske sprog som frossen pizza. Det var også i den periode, at de gule fagforbund oplevede en kraftig medlemsfremgang og medmindre, at man var ud af sådan en klassisk arbejderfamilie, der spiste flæsk på valgaften, var der ikke stor sandsynlighed for, at nogen forklarede os, hvorfor det var bydende nødvendigt at organisere sig i en rigtig fagforening. Det var naivt, men svært at forestille sig, hvor alvorligt det hele ville ende.

I dag står vi i en helt anden situation. Lønmodtagere i vores del af verden får det sværere og sværere. I lande som USA og Tyskland er middelklassen ved at gå i opløsning, og flere har svært ved at forsørge deres familie på trods af fuldtidsarbejde.

Herhjemme står vi overfor en storkonflikt, hvor meget tyder på, at hele aftaleretten er på spil. Landet vil lukke ned, og det kan virke uoverskuelig, når man ikke kan få passet børn, køre i tog eller blive gift, men den virkelige alvor er den mørke tid, som kan følge efter konflikten, hvis ikke fagbevægelsen sejrer.  

Man kan være medlem af en gul fagforsikring af mange grunde, men uanset forklaringen overlader man kampen om sine vilkår til andre og lever derved groft sagt på nas hos dem, som kæmper for ordentlige forhold, fordi man får lige dele i det, som forhandles i sidste ende. Hvis man samtidig udfører konfliktramt arbejde, skader man ovenikøbet sagen. De kontingentpenge, som man har sparet på en lidt billigere fagforening, kan vise sig at blive en meget dyr besparelse uanset, om de er blevet brugt til en kop kaffe på Barasso, en tur i svømmehallen eller astmamedicin.

Derfor bør ingen selvfølgelig udføre andres arbejde under konfikt. I stedet bør man solidarisk stille sig skulder om skulder med alle de mennekser, der kæmper imod de samfundsmekanismer, der er ved at bringe os ind i dystopia. Hvis vi alle vækker den slumrende kamphund, er der måske stadig håb for fremtiden.

Som sagt har jeg en vis forståelse for, at man kan være uvidende om, hvad der egentlig er på spil. I så fald har vi alle et ansvar for at få det formidlet. Under alle omstændigheder er resten af os nødt til at forholde os til, hvordan vi håndterer, at flere tusinde offentligt ansatte skal på arbejde under konflikten, fordi de ikke er organiseret i en rigtig fagforening. Hvordan skal vi forholde os til den situation? Er det OK(18) at være medlem af en gul fagforsikring?