Som forholdvis nyuddannet skolelærer med knap tre års erfaring inden for jobbet, må jeg desværre indrømme, at Staten kvæler min motivation for arbejdet som lærer. Denne dag kom meget før end ventet, og det ærger mig dybt!

Jeg har ikke lyst til at arbejde for en stat, hvor man tramper på sine ansatte, som en elefant i en porcelænsforretning. 

Jeg troede, at den sidste lockout havde skabt så megen kaos i den danske model og befolkningen, at de kommende politikere ikke ville turde at lave et lignende stunt foreløbig. Men ak, jeg tog fejl! Endnu engang ser vi et politisk forsøg på at gøre op med den danske model. Og endnu engang bliver der sat spørgsmålstegn ved, hvor meget vi lærere samt andre offentlige ansatte rent faktisk arbejder. Måden hvorpå de fremstiller os som kaffedrikkende hyklere med en lav arbejdsmoral, der nærmest nasser på samfundet er grotesk! Yderligere må jeg tilføje, at alle de negative kommentarer fra civile borgere om vores “betalte frokostpause” skuffer mig. I går læste jeg et indlæg via LinkedIn af Josefine Eiby, grundlæggeren til edu21.dk, hvor hun så fint formulerer, at det er en fejl og et politisk spin at kalde det betalt frokostpause. For at citere Josefine Eiby burde man i stedet kalde det en arbejdsdag med ringe muligheder for pauser. 

Det kan ydermere være svært at forstå (for en ikke stærk talknuser som jeg), hvordan folketingspolitikerne kan lade sin egen løn og lukrative pensionsordninger stige, mens vi  i Danmark helst ikke må bruge nogle penge på offentlige lønninger, sygehusvæsen, dagsinstitutioner, skole og ældrepleje. Derudover skal den almene arbejder være længere tid på arbejdsmarkedet, mens politikerne selv kan gå på pension tidligere end os andre.  Det skal nævnes, at ingen her forventer en lønfest, men at arbejde efter en overenskomst frem for en lov, ville være prisværdigt, så vi lærere kan være på lige fod med andre arbejdere.

Politikerne er i den grad selvfavoriserende og afspejler et problem, som vi lærere taler meget om, når vi snakker om nutidens ungdomskultur - nemlig egoisme og konstant selviscenesættelse. Problemet med folketinget er blot, at de ikke længere er unge. Så hvem afsejler hvem? Kommer denne egoisme i virkeligheden fra det politiske Danmark selv? 

Jeg undrer mig alt imens, jeg i stille protest har oprettet et CV og er begyndt at lede efter mulige veje ud ad folkeskolen igen. Og det gør ærligt talt ondt på mig, for jeg ved, at jeg er god til mit arbejde! Derudover elsker jeg at undervise de mange unge mennesker, jeg ser hver dag på jobbet. Jeg vil savne dem samt føle skyld, hvis denne udvej fra folkeskolen melder sig.

I stedet håber jeg på, at de danske politikere kan få sig et wakeup-call og opføre sig som voksne mennesker, der er i stand til at forhandle, fremfor  at fremstå som børn, der kun tænker på sit eget bedste og sit eget ry blandt de politiske kollegaer. Vores ungdom ville have godt af den slags voksne politiske rollemodeller. Jeg håber ydermere, at det arbejdende Danmark vil stå sammen i stedet for at kaste mudder på hinanden via de sociale medier samt nyhedsmedierne.