... dengang for 20 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kulturformidling er også undervisning.

Det er tiden for de store begivenheder inden for voksenspecialundervisningen. Den årlige Musik/Teater- Festival i Jelling er netop overstået med 1.400 deltagere.

Landsidrætsstævnet afvikles i Odder i maj måned, og der afvikles endnu en festival omkring musik, dans og teater i Vejle, hvor der samtidig er en stor kunstudstilling med danske handicappede kunstnere.

I voksenspecialundervisningen er bevægelsen gået i retning af et helhedssyn på eleven som en personlighed, der ikke blot ud fra nogle defektologiske synsvinkler skulle have en overhaling, men en person, der på lige fod med andre mennesker har behov for at leve et kvalificeret og meningsfuldt liv.

aviS81 nummer 4, maj 1990

A fatal attraction.

Rygning opfattes af mange som en primært social handling. Man ryger med vennerne, deler sine smøger med dem og med kollegerne som udtryk for fællesskab. Mange kvinder har det også godt med at bruge cigaretten som pausemarkør, man sætter sig selv i parentes et kort øjeblik, kobler af eller giver sig selv en belønning.

Og så er der jo alle forbillederne i reklameverdenen - de unge, de smukke og de rige, dem med tjek på det hele.

Faktisk er der meget, der taler for at være ryger, ikke mindst hvis man er ung - og kvinde. Og danske kvinder har da også rygerekord i Europa - men desværre samtidig denne verdensdels rekord i lungecancertilfælde!

Husholdningslæreren nummer 5, maj 1990

Vikingetiden.

På håndarbejdsinspektørens kontor under Københavns kommunale Skolevæsen har man nu udviklet en ny emnekasse i rækken af tværfaglige undervisningstilbud.

Den består af en kvindedragt med særk, selekjole og sjal, udsmykket med vævede brikbånd og rekonstruktioner af smykker i Borre-stil. Mandsdragten, bestående af kjortel, bukser og kappe, er rekonstrueret ud fra Bayeuxtapetet og sparsomme tekstilrester fra Hedeby. Desuden foreligger et bånd på engelsk om danskernes liv i York på basis af materiale fra York Viking Center.

Emnekassen er først og fremmest lagt til rette for 6.-7. klasse, men kan også bruges på andre klassetrin, og den udlånes til hele landet mod en mindre afgift.

Folkeskolen nummer 20, maj 1990

Powered by Labrador CMS