Foto: Palle Peter Skov

Børn låses fast i stereotype kønsroller (kommentar)

Når piger og drenge bliver skilt ad, kan man bedre rumme dem, præcis som de er, mener børnehaveklasseleder Ane Bendixen. Hun er ikke i tvivl om, at der er afgørende forskelle på drenge og piger i relation til skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Drenge og piger går hver for sig, når de begynder i børnehaveklasse på Skærbæk Skole ved Fredericia. På den måde kan børnehaveklasseleder Ane Bendixen og hendes kollega vente med at dele dem i klasser, til de har lært dem at kende. Hun mener, at der er store fordele ved det for børnene.

»Det, jeg oplever, er, at det er sværere for drenge at sidde stille. Specielt lige når de starter i skole. Hvis vi ikke skal kvæle dem, så skal der være plads til, at de kan være fysiske. På samme måde vil pigerne ofte gerne blive siddende og diskutere et emne længere, og det får de så plads til. Det allervigtigste for mig er, at de bliver glade for at gå i skole, og det kan vi bedre sørge for, når de er hver for sig«.

Skærbæk Skole har arbejdet med kønsopdeling i børnehaveklassen i fem år, og det har udviklet sig undervejs. Det startede med et foredrag af Ann E. Knudsen, som hele skolen hørte, men efterfølgende har Ane Bendixen og hendes kollega arbejdet videre og tilpasset ideerne til deres skole og børn. Børnehaveklassebørnene starter dagen med at være opdelt, men senere arbejder piger og drenge side om side.

»Jeg kan sagtens kende det, at man kan være kønsblind som lærer. Man kan nemt komme til at putte børnene i bås. Men jeg synes faktisk, at vi er gode til at se på det enkelte barn og ikke hænge fast i stereotyper. Vi arbejder med læringsstile, så vi forsøger at møde dem, som de er. Jeg synes netop, at al den debat, vi har haft i forbindelse med kønsopdelingen, har gjort os meget bevidste om deres forskelligheder og gjort os mere rummelige«.

Ane Bendixen er selv vild med den energi, der er i en ren drengeklasse, men hun oplever kolleger, som bliver trætte af de vilde drenge og ønsker, at de kunne være stille.

»Pigerne er skoleklar, når de starter, og de kan ofte sidde stille et kvarter længere. Det er sværere at fange drengene. Der er det godt, at de er opdelt. Vi laver for eksempel eventyrforløb, hvor pigerne kan leve deres prinsessedrømme ud, og drengene kan arbejde med riddere«.

At der ikke er videnskabelig forskning, der støtter kønsopdeling, er Ane Bendixen godt klar over. Men de erfaringer, hun har gjort sig gennem 12 år som børnehavepædagog og efterfølgende 12 år som børnehaveklasseleder, siger hende, at der er forskelle på drenge og piger.

»Det kan godt være, at det skyldes opdragelsen og ikke noget medfødt, det skal jeg ikke kunne sige. Men der er grundlæggende forskelle. Og det synes jeg også gerne, at der må være. Det er jo netop ved at anerkende forskellene, at vi kan hjælpe dem. Det med at der er nogen, der hele tiden bestemmer, hvad de skal, det er særlig svært for drengene. Pigerne æder mere det, læreren siger. Derfor prøver vi også at provokere pigerne. Om onsdagen har vi udeskole, hvor vi cykler ud i skoven og bygger huler, kigger på naturens frugter, finder blomster og snitter. Det er meget drengede aktiviteter, men pigerne er også vilde med det«.

For hende handler undervisningsdifferentiering netop om, at der er plads til, at piger og drenge kan løse opgaverne forskelligt. De tilrettelægger undervisningen efter, hvad det er for nogle børn, de har med at gøre. For eksempel sørger de for i værkstedsundervisning, at både det maskuline og det feminine er repræsenteret.

»Når de for eksempel har bogstavværksteder, så vil drengene ofte hellere udenfor og finde ting, der starter med k. Mens pigerne gerne vil sidde og skrive pæne k'er. Der bestemmer de selv. Jeg forsøger også at finde edderkopper og barbiedimsedutter for at gøre det sjovere, når de skal tælle. Der vælger drengene langt hen ad vejen automatisk edderkopperne. Men selvfølgelig må de også gerne lege med barbierne, og det gør de også«.

I begyndelsen af forløbet med kønsopdelt undervisning blev det for stramt, fortæller Ane Bendixen. Der begyndte drenge og piger at sige aad om hinanden. Så vidste lederne, at de havde fået adskilt dem for meget. Det skal også være helt okay for eksempel at gå ind til pigerne, hvis man er en stille dreng, der trænger til lidt ro.

»I år har vi haft en pige, som er meget mere drenget. Hun siger selv, at hun ville ønske, hun var en dreng. Men jeg synes ikke, at vi fastlåser hende. Hendes prinsesse bliver måske ikke lige så lyserød som de andres, men jeg tror ikke, hun føler sig forkert. Hun får netop plads til at være sig selv i pigegruppen. I stedet for at hun måske i en almindelig klasse kunne blive sat til at spille lille frøken og holde en dreng i ro. Det er jo dybt urimeligt«.

Ane Bendixen synes, det ville være en god ide, at køn i højere grad blev diskuteret på skolerne, og hun så også gerne, at det var en del af læreruddannelsen. Men der er så mange ting, de studerende skal forholde sig til, at det heller ikke må tage overhånd.

»Jeg kan godt se, at skolen har et ansvar i forhold til, om drenge for eksempel får en uddannelse. Men spørgsmålet er, om alle skal have en boglig uddannelse. Måske skulle der bare være bedre plads til at bruge hænderne. Vi behøver ikke alle sammen at være bogkloge, heller ikke pigerne. Jeg er helt enig i, at vi skal støtte eleverne i at udnytte deres potentialer. De skal præsenteres for alle de muligheder, der er, uden at man har et stereotypt billede af piger og drenge. Det synes jeg også, at vi i høj grad gør«. |

Børnehaveklasseleder

Ane Bendixen er uddannet pædagog fra Kolding Pædagogseminarium i 1986 og har arbejdet som børnehavepædagog i 12 år. Efterfølgende har hun arbejdet 12 år som børnehaveklasseleder på Skærbæk Skole ved Fredericia.

»Pigerne er skoleklar, når de starter, og de kan ofte sidde stille et kvarter længere« Ane Bendixen»Når de for eksempel har bogstavværksteder, så vil drengene ofte hellere udenfor og finde ting, der starter med k. Mens pigerne gerne vil sidde og skrive pæne k'er. Der bestemmer de selv« Ane Bendixen