Lærere tror, at de tager hensyn til køn i deres undervisning. Men virkeligheden er oftest, at de er såkaldt kønsblinde og bevidst eller ubevidst cementerer stereotype kønsroller. Der er brug for en professionalisering af skolens kønsperspektiv, mener Cecilie Nørgaard og Bonnie Vittrup, som begge har en fortid som folkeskolelærere.

»Lærere har ofte en praktisk tilgang til køn, som tager afsæt i deres sunde fornuft. Enten tilrettelægger man bevidst undervisning forskelligt for drenge- og pigegruppen, eller også forsøger man at være fuldstændig kønsneutral. Begge dele betyder, at man i virkeligheden bliver kønsblind, fordi vi alle sammen i forvejen er en del af en kønnet kultur, som opfatter piger og drenge stereotypt og som to modsatte kategorier«, forklarer Cecilie Nørgaard.

De faste forestillinger om forskelle på piger og drenge henter lærerne fra deres erfaringer og ikke fra forskning om køn, fordi køn som videnskab ikke er blevet så gangbar i den danske skoleverden endnu.

»Det er egne erfaringer og fornemmelser, der ligger til grund for tilgangen til kønnene. Hvad lærerne har set på andre klassetrin. På den måde bliver det selvforstærkende. I mine feltstudier har jeg flere gange set, hvordan lærere ser det, de forventer at se - for eksempel at drengene i de større klasser ikke kan koncentrere sig og ikke kan tage noter - og så tolker de det typisk ind i en biologisk forståelsesramme, der handler om, at sådan er drenge på grund af deres køn - men de ser ikke, at nogle af drengene sagtens kan«, siger Bonnie Vittrup.

Den populærvidenskabelige hjerneforskning støtter de samme kønsroller og har ifølge Vittrup og Nørgaard vundet stort indpas i folkeskolen. Den dikterer, at der er klare forskelle på drenge og piger, som gør, at de skal behandles og undervises forskelligt. Køn ses som noget, vi har og er, og ikke som noget, vi gør og bliver. Der har de senere år været meget debat om den kvindedominerede skole og om, at skolen er til på pigernes præmisser.

»Individuelle forskelle inden for kønnene er langt større end forskellen på piger og drenge. Det er, hvad den videnskabelige forskning viser. Ud over en lille fordel for drengene i forhold til rumlig forståelse så er der ingen forskel i måden, de lærer på, og derfor intet videnskabeligt belæg for at dele dem op og undervise dem forskelligt alene ud fra køn«.

Vittrup og Nørgaard bliver ofte mødt med fordommen om, at vil man tale køn, så er det, fordi man ønsker at gøre alle ens. Men det er netop det modsatte, de ønsker - større variation inden for kategorierne. Køn skal betragtes som en faktor på lige fod med alder og etnicitet.

»Man deler jo heller ikke børnene op i grupper efter, om deres forældre kommer fra Tyrkiet, eller hvor mange penge de tjener. Sådan er man for længst holdt op med at tænke. Men i forhold til køn holder man fast i nogle gammeldags forestillinger, fordi man glemmer at reflektere. Det er ikke hensigtsmæssigt at undervise ud fra et muligt gennemsnit. Der er lovkrav om undervisningsdifferentiering«.

Bonnie Vittrup og Cecilie Nørgaard understreger, at deres ønske om større professionalisering af skolens kønsperspektiv ikke må høres som en kritik af den enkelte lærer. De er fuldt ud bevidste om, hvor mange krav der stilles til lærerne, og hvilket tidspres de arbejder under.

»Lærerne gør sig rigtig meget umage med at undervisningsdifferentiere og give god undervisning, og hvis de kønsopdeler, gør de det helt sikkert i den bedste mening. Men fordi der ligger et stereotypt kønsperspektiv bag, som aldrig bliver diskuteret, så bliver det en grundlæggende uprofessionel tilgang«.

Cecilie Nørgaard har i forbindelse med feltstudier på en skole i København oplevet eksempler på både synlig og usynlig kønsdisciplinering i skolen. De synlige er, når lærere organiserer undervisningen ved hjælp af gentagen brug af kønsopdeling. Sætter en pige ved siden af en dreng i forventning om, at hun vil holde drengen i ro, eller bruger kønsstereotype undervisningsmaterialer eller for eksempel historie- og litteraturkanonen, som i stor udstrækning kun repræsenterer det ene køn. Cecilie Nørgaard fortæller blandt andet om en temauge om køn på skolen i København, hvor læreren præsenterer emnet ved at sige »Ugen skal handle om . hvordan er piger? Og hvordan er drenge?« Samtidig griner han og imiterer henholdsvis »fin dame« og »bodybuilder« med stemmeføring og kropssprog.

»Lærere kommer til at reproducere den almindelige kultur. Han gentager de stereotype køn i stedet for, som det var meningen, at åbne op for elevernes forståelse. Det vigtige er at stille spørgsmål og ikke komme med svar«.

Den usynlige disciplinering er en ubevidst normativ gentagelse af den traditionelle fortælling om de to køn, uden hensyntagen til at kønnene kan være anderledes. For eksempel når kun drengegruppen er aktiv i en undervisningssituation, som omhandler et traditionelt maskulint emne, og læreren ikke forsøger at inddrage pigerne. Eller når der ikke er krav eller forventninger til, at drengene skal deltage, når der skal købes gave til en fødselsdag.

Kønsdisciplineringen foregår ikke kun i skolen, men overalt i samfundet. Men Vittrup og Nørgaard mener, at skolen har et stort ansvar i forhold til, hvordan unge bliver formet, og hvilke muligheder de har fremover.

»Vi kan ikke forvente, at mændene tager barsel, og at mødrene tager lederjob, hvis vi bliver ved med at reproducere en traditionel kønsforståelse. Hvordan kan vi undre os over, at drengene ikke uddanner sig, når vi, fra de er helt små, forventer, at de ikke kan sidde stille og ikke er interesserede i at læse?«

Det, der er brug for i skolen, er en holdningsændring og en bevidstgørelse. Køn og ligestillingsarbejdet skal integreres i alle skolens kerneopgaver, så lærerne kan:

- støtte eleverne i at udnytte deres mangfoldige potentialer

- reflektere over egne kønnede arbejdsmetoder og kønskulturen i skolen og samfundet

- sammen med eleven opnå kønskompetencer og en refleksiv tilgang til stereotype kønsmønstre.

Det kræver, at både undervisere og studerende allerede på læreruddannelsen får et blik for, hvilken betydning køn har for undervisningen. Det vil også have en stor effekt, hvis skolelederne får et bevidst kønsperspektiv, mener Vittrup og Nørgaard. Og endelig mener de, at kønsperspektivet skal indtænkes i formål og fagplaner og i folkeskoleloven.

»Danmark var blandt de første til at indføre fri abort, ligeløn og masser af ligestillingstiltag. Det har haft en betydning for vores selvforståelse som et meget ligestillet land, men i virkeligheden har vi stået stille i en del år. I vores nabolande har køn og ligestillingsarbejde været en specifik del af skolens opgave og ansvar siden slutningen af 60'erne. Det er det fortsat ikke i dansk lovgivning. Det eneste sted, ligestillingsperspektivet er nævnt, er i det timeløse fag uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering. Det burde være et underliggende princip i alle fag på alle klassetrin«. |

Kønsforfattere

Bonnie Vittrup og Cecilie Nørgaard er begge læreruddannet fra N. Zahles Seminarium i 2000 og har arbejdet henholdsvis fem og tre år i folkeskolen. Bonnie Vittrup er i gang med sit speciale i didaktik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), og Cecilie Nør­gaard er kandidat i pædagogisk sociologi fra DPU. I 2006 udgav de »Skolens bog om køn og ligestilling«, og efterfølgende har de udviklet en række undervisningsmaterialer til folkeskolen. Senest har de bidraget til antologien »Åbne og lukkede døre - En antologi om køn i pædagogik«.

»Hvordan kan vi undre os over, at drengene ikke uddanner sig, når vi, fra de er helt små, forventer, at de ikke kan sidde stille og ikke er inter­esserede i at læse?« Bonnie Vittrup»Lærerne gør sig rigtig meget umage med at undervisningsdifferentiere og give god undervisning, og hvis de kønsopdeler, gør de det helt sikkert i den bedste mening« Cecilie Nørgaard