Niveaudeling
0   404

Nu lærer vi noget i timerne

Lea Hasselsteen Nielsen træner håndbold på eliteplan, men hun har også et godt hoved. På idrætslinjen på Bellahøj Skole får hun faglighed, træning og fællesskab

Mandag morgen er en god morgen for Lea fra 7.i. Op klokken 6.30, havregryn med mælk, et kvarters cykeltur, så hun kan være på skolen 20 minutter i otte og varme op, og klokken otte sharp lyder fløjten til to timers intensiv håndboldtræning.

»Det er en dejlig måde at starte på. Jeg er meget mere frisk resten af dagen, end hvis jeg skal sidde stille i klassen fra morgenstunden«.

Musikken dundrer fra højttalerne. Med fast blik og flagrende hestehale løber hun frem mod målet. Den klistrede lyd af harpiks, da hun slipper bolden, som banker af sted mod øverste højre kryds, mens hun selv kaster sig frem og lander i en kolbøtte på gulvet. Hun synger med og fjoller med veninderne på vej tilbage i rækken, men så giver træneren en besked, og alle bolde er øjeblikkelig i ro, og ingen snakker.

»Rullefaldet er netop en af de ting, jeg har lært til træning i skolen. Der er meget mere tid til individuel feedback i skolen end til klubtræningen, hvor vi koncentrerer os mere om at spille sammen«.

Artiklen fortsætter under banneret

Lea Hasselsteen Nielsen er 14 år og har siden august gået på idrætslinjen på Bellahøj Skole. Det betyder, at hun har fire timers håndboldtræning i skoletiden oven i de fem idrætslektioner om ugen, alle på skolen har. I fritiden spiller hun på eliteplan og træner syv timer om ugen plus kampe, stævner og indimellem weekendtræning. 7.i har det samme antal lektioner som alle andre 7.-klasser, men de er fordelt, så der er plads til træningen.

En folder dumpede ind ad døren sidste år før jul. Her læste Leas mor Helena første gang om idrætslinjen. På det tidspunkt trænede Lea også elitesvømning syv gange om ugen, og forældrene var begyndt at synes, at det blev for meget. Samtidig var Lea ikke ret glad for undervisningen på Kirkebjerg Skole i Vanløse.

»Vi lærte ikke så meget. Indtil 4. gik jeg på en skole på Frederiksberg, hvor der virkelig skete noget. På Kirkebjerg var der tit timer, hvor vi ikke rigtig lavede noget. Jeg kedede mig en del«.

Leas forældre mener ikke, at Kirkebjerg er en dårlig skole, men Lea var vant til et højere fagligt niveau og fik ikke udfordringer nok. Så Lea og faren Andreas tog til intromøde på Bellahøj. De var helt høje, da de kom tilbage.

»Det lød rigtig godt med træningen. Der var en god gård, fede lokaler, og det hele var nyrenoveret. Det hele virkede bare rigtig, rigtig godt«, fortæller Lea.

»Skolen havde haft et ret dårligt ry, men vi fik virkelig indtryk af, at det var vendt. Og vi var meget trygge ved, at det faglige blev vægtet meget højt. Det var ikke noget med, at der ville blive slækket på kravene på grund af sporten. Tværtimod virkede det, som om de ville lægge et meget højt niveau og bevise, at sporten kunne være en fordel der også«, fortæller Helena.

Lea skulle skrive en personlig ansøgning med udtalelser fra træner og klasselærer, og hun var så heldig at være en af dem, der blev kaldt til samtale blandt de 100 ansøgere.

»Jeg var ret nervøs inden. Men det var meget afslappet. De spurgte mest til, hvordan jeg er som person. Jeg fortalte, at mit yndlingsfag er matematik, og at jeg faktisk ikke har nogen fag, jeg hader. Jeg synes, det meste er ret sjovt«.

Mens de ventede på svar, blev Helena og Andreas bekymrede.

»Lea var så opsat på det, at vi godt kunne se, at det ikke ville fungere, hvis hun bare skulle fortsætte på Kirkebjerg. Vi begyndte at overveje andre muligheder og kiggede på en privatskole. Vi har ellers hele tiden tænkt, at hun skulle gå i folkeskole, men det gik jo heller ikke, at hun kedede sig«.

Lea blev udvalgt som en af de 28 elever i idrætsklassen, og selv om kammeraterne på den gamle skole blev lidt kede af, at hun skulle stoppe, så er hun selv helt sikker på, at hun føler sig bedre hjemme her. Efter morgentræningen om mandagen har klassen en mellemtime, og her går snakken højt, og de koncentrerede sportsudøvere forvandler sig til helt almindelige 7.-klasse-elever.

»Har du husket at lave staveord?« »Nej«, svarer veninden og skynder sig at fiske hæftet op. »Men har du hørt om ham, der var lige ved at blive arresteret i fredags, fordi han rendte rundt og fægtede med lyssværd. Folk troede, han var en terrorist eller noget .«.

De første to uger var der lidt stille i klassen, men nu er der godt gang i den, fortæller Lea. Og selv om de er delt op i fem forskellige sportsgrene til morgentræningen, er der ingen kliker. Alle snakker med alle.

»Jeg havde også gode kammerater på min gamle skole, men her har vi bare meget mere til fælles. Alle går meget op i deres sport. Og selv om vi gerne vil snakke i frikvartererne, så vil vi også helst høre beskederne første gang i timerne, så det bliver meget hyggeligere. Vi er bare på alle måder mere ens«.

Engelsk efter mellemtimen kan Lea godt lide - højtlæsning, lidt konversation og absolut ro. Og så er der spisefrikvarter. Grovbolle, grøntsager og masser af frugt.

»Det er ikke sådan, at jeg skal spise noget bestemt. Jeg får meget det, jeg godt kan lide. Men jeg tænker da over, at det er sundt, for ellers bliver jeg for træt i løbet af dagen«.

Frikvarteret går ofte med fodbold ude eller bordtennis i den nyrenoverede aula, men er det dårligt vejr, så bliver de inde i klassen og snakker. De to almindelige 7.-klasser på skolen har de ikke så meget med at gøre, selvom de har tysk sammen. De er meget søde, men nogle af dem gør somme tider nogle lidt underlige ting og render rundt og råber på gangene, fortæller Lea. »Jeg kan bedst lide min egen klasse«.

Leas mor Helena er ikke i tvivl om, at det er en privilegeret klasse, Lea går i, men hun synes ikke, at det bliver elitært.

»Niveauet er højt, og der er ikke nogen af forældrene her, som ikke går op i, at der bliver læst lektier. Men jeg har ikke indtryk af, at de blev udvalgt efter, at de skulle være på eliteniveau. Det virker mere, som om det handler om engagement. Og det har de også alle sammen i stor stil. De må være fantastiske at undervise«.

Forældrene er begge akademikere, og hun er fuldt bevidst om, at det kræver et vist bagland at søge ind på linjen.

»Jeg kan sagtens se, at det er vigtigt, at de stærke elever går i folkeskolen, men det gør de jo også her. Jeg håber bestemt, at de kan påvirke de andre klasser. Og alternativet havde jo været, at hun var kommet på privatskole. Sådan et tilbud er netop med til at fastholde dem i folkeskolen«.

Skoledagen slutter klokken 14 for Lea i dag, for hun skal til bøjletandlæge. Der er ingen træning om mandagen, så der er tid til lektier og afslapning og lidt hygge med lillebroren Magnus.

»Jeg går i seng, når jeg er træt, og det er tit allerede klokken otte. Jeg læser lidt, men så skal jeg altså også sove«. |

»Det var ikke noget med, at der ville blive slækket på kravene på grund af sporten« Leas mor Helena Nielsen

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Idrætsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.004 andre er allerede tilmeldt
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen