I pressematerialet til aldrigmere.dk fortæller afsenderne, Batavia Media, som har modtaget midler fra Undervisningsministeriet til udviklingen af undervisningsmaterialet om det lidet muntre emne folkedrab, at de ”… har […] sat [sig] selv den opgave at få folkedrab som tema i øjenhøjde med danske skoleelever”. De skriver, at dette er noget af en udfordring – jeg synes snarere, det er en misforståelse.

Jeg vil skynde mig at understrege, at jeg sagtens kan forstå, hvordan man kan finde på at vælge den tilgang – at prøve at legemliggøre det ubegribelige for eleverne. Det er jo en vigtig del af vort didaktiske arsenal at være i øjenhøjde, tage udgangspunkt i egen hverdag og så videre. I det lys giver det mening, om end opgaven er utaknemmelig.

Jeg forstår også godt, at man vælger at lave nogle små YouTube-størrelse film med oplæg til debat om det danske samfunds degeneration til et totalitært regime med over- og undermennesker. Man benytter en udtryksform, der er en integreret del af ungdommens medievirkelighed, og kan man lægge ord og handlinger i mund og hånd på mennesker, der ligner de unge selv, så må man vente, at identifikation og debat følger med.

Det vender vi tilbage til.

Først vil jeg vende opmærksomheden mod de to andre dele af materialet. Skulle man yde materialet fuld retfærdighed, forfattede man tre separate anmeldelser, for der er i den grad tale om tre meget forskellige leverancer. Ud over hvad nu hvis-materialet er der et om holocaust og et om IS' brutale fremfærd over for det religiøse mindretal yazidierne.

Holocaustmaterialet trækker i sagens natur på et omfattende korpus af kilder, vidnesbyrd og så videre. Det har rod i vores fælles verdensforståelse, alle har vel set de groteske billeder af ligdynger, ovne og uhyrligheder, der i både indhold og omfang undflyr vor fatteevne. Svagheden ved dette stofområde er afstanden i tid. Billederne er sort-hvide, og beretningerne antager legenders kvaliteter. Der arbejdes ganske vist med nutidige tyskeres forhold til den horrible fortid, men det føles som en anden fortælling. Nutidig antisemitisme i Tyskland burde i øvrigt have været bearbejdet grundigere, for selvom de tre korte film om emnet giver noget at snakke om, synes jeg for eksempel, at man springer for let hen over de forskelle, der givetvis er mellem antisemitisme hos muslimske tyskere og antisemitisme hos nationalistisk orienterede majoritetstyskere. Holocaustmaterialets styrke er kildeteksterne, øjenvidneskildringerne, Goebbels' taler, Kapoernes erindringer. Trods de mange årtier, der er gået, kræver de ingen analyse – til gengæld vil et par minutters stilhed være på sin plads.

Yazidi-materialet er det umiddelbart mest vedkommende. Det er nutidigt, der er tv-optagelser og udtalelser af statspersoner, som lever i bedste velgående. Selvom man ikke kan påstå, at vi kommer i øjenhøjde med folkedrabet – eller hvad det nu ender med at blive kategoriseret som af det internationale samfund – så betyder det noget, at disse hændelser er sket i vores levetid, og at de folk, der fortæller, ligner nogle, vi kunne møde på gaden eller i vores klasse. Når billederne af massegrave vises på dokumentaristens MacBook, og der ligger sorte affaldssække som dem i bryggerset og badesandaler som dem i svømmehallen mellem kranierne og hofteskålene, og hele mareridtet er i høj opløsning og farver, så ved vi, at det er vores verden, der er tale om.

Holocaust- og yazidi-materialet er bygget op ens, hvad opgaver angår, og en stor del af forklaringer og forløb er identiske, ligesom hjælpetekster og lignende går igen. Det er ikke epokegørende, men bestemt brugbart – i dette tilfælde mener jeg, at stoffets særlige karakter i relevans langt overstiger de metoder og andet, der bringes i spil. Som nævnt kunne man blot sætte eleverne til at læse teksterne, så er de oplyste, og man kunne lade trinmål være trinmål for en stund. Men desuagtet ligger der et udmærket forløb i alle tre materialer lige til at kaste sig og sine elever ud i.

Jeg vil vove den påstand, at man ikke kommer i øjenhøjde med folkedrab, medmindre man er så ilde stedt, at man på den ene eller den anden måde er i direkte kontakt med et. De tre film, der er produceret til at vække tanker om, hvordan det ville være hvis … er i sig selv ikke ret gode. At lave film er ikke nemt, og selvom man lykkes med fine klip og gode billeder, så kan det ikke skjule det dilettantiske udtryk. Både manuskriptet, skuespillet og ideen om, at kølige hvide og grå/blå/sorte nuancer kommunikerer ”fremtidsvision”, bidrager til, at filmene ikke fungerer. Bevares, de kan bruges sammen med det øvrige materiale, men min anbefaling er, at man bruger yazidi- og holocaustmaterialet og eventuelt ser filmen "The Wave" som optakt til hvad nu hvis-snakken.