Debat
0   46

Professionsmord ved højlys dag?

Du er kommet til skade og mødes af en student som skal vurdere din skade på skadestuen. Du bliver standset på en gade og visiteret af to studenter som præsenterer sig som politiet. Studenter står foran skoleklasser og skal varetage undervisningen af elever; et ansvar som indbefatter undervisning, dannelse og socialisering af elever med vidt forskellige baggrunde og behov, herunder psykiske lidelser, personlige og faglige problematikker.

Ovenstående beskrivelser er eksempler på forskellige professioner, som varetages af fagprofessionelle som har taget en professionsrettet uddannelse. De står med ansvaret for menneskers liv; sygdom, retssikkerhed og uddannelse. Vi sætter vores lid til, at deres profession sikrer os en saglig, velbegrundet og etisk korrekt behandling. Kan du forestille dig at mødes af en student i skadestuen? Blive visiteret af en student på gaden en mørk aften? Dét har vi (endnu) ikke oplevet. Men vi oplever i stigende grad ansættelse af studenter og ufaglærte til at varetage uddannelsen af vores børn. Kan vi acceptere det?

Ansættelse af studenter og folk uden læreruddannelse i folkeskolen bliver mere og mere udbredt. Der mangler lærere i mange kommuner. Man kunne derfor tænke, at der er tale om en nødløsning. Men når en nødløsning bliver dagligdag, må der være tale om et generelt problem. Kan det være udtryk for hvordan vores professioner behandles i dagens Danmark?

Artiklen fortsætter under banneret

Der findes andre eksempler. Mennesker med komplekse sygdomsforløb møder såkaldte sagsbehandlere på Jobcenteret. Sagsbehandlere, som i nogle tilfælde ikke er uddannet indenfor området, men har en helt anden uddannelsesbaggrund, som efter et kort kursus bliver sat til at varetage kompleks sagsbehandling. Til gengæld har socialrådgivere nogle steder så store sagsmængder, så det reelt modarbejder en saglig og professionel sagsbehandling. Andre steder styres afgørelser ikke hos socialrådgiveren, men centralt i forvaltningen. Ligefrem i form af måltal i forhold til afgørelser. Ulovlig sagsbehandling på det sociale- og beskæftigelsesmæssige område er blevet dagligdag. SOSU’er fortæller om manglende tid til værdig og saglig behandling hos medborgere. Ældrechefer i mange kommuner erkender offentligt, der er for lidt tid. Normeringer på institutionsområdet, en problematik som ikke er ny, men er blevet værre og værre gennem de seneste 15 år, medfører skader på børnenes udvikling. Dette er velbeskrevet af forskere og fagprofessionelle.

Kan vi finde en forklaring på, hvad der er i spil? Jeg vil komme med forskellige bud, som forhåbentlig får skabt opmærksomhed på hvilke bevægelser vi står midt i:

Samtidige styringsparadigmer og skizofren dekobling

I Bogen Offentlige styringsparadigmer: Konkurrence og sameksistens (Andersen, Greve, Klausen & Torfing 2017) redegøres der for historisk styringsparadigmer i den offentlige sektor: Bureaukrati og professionsstyring, New public Management, Neo-Weberian state, Digital Era Governance og New Public Governance. De forskellige styringsparadigmer eksisterer i forskellig grad samtidigt, hvor jeg vil fokusere på hvad jeg vil kalde for sammenstødet mellem flere paradigmer med et citat fra bogen, da dette afdækker nogle vigtige tidstypiske problematikker:

Her støder f.eks. NPM (New Public Management, red.) og NPG (New Public Governance, red.) sammen, idet NPM tilskynder til selvstændig profilering og udkonkurrering af andre, mens NPG tilskynder til (selvudslettende) samarbejde. Nogle gange kan det lade sig gøre at dekoble hensyn, så man stiller flere parter tilfredse på samme tid […]. Det kan blandt andet gøres i forhold til forskellige genstandsfelter og over tid. Endvidere kan det være et taktisk træk at stikke en nødløgn, at søge udsættelse og at sige et og gøre noget andet. Den form for hykleri og dekobling kan imidlertid give bagslag i form at tabt legitimitet.

Dermed er vi fremme ved den iagttagelse, at ikke kun de beslutninger, man træffer i almindelighed, men specielt hykleri og dekobling som coping-strategi kan kompromittere både ledere og institutioner. Konkurrerende og inkonsistente styringsparadigmer skaber således usikkerhed og lægger dermed op til styringsmæssig skizofreni, som udfordrer den ledelsesmæssige håndteringsevne, i og med lederne må vælge mellem (eventuelt lige legitime, men uforenelige) alternativer. Sådanne beslutningssituationer udfordrer dermed også lederne helt personligt, når de kan føle sig splittede i forhold til, hvad de skal gøre, selvom de godt ved, hvad der er rigtigt (et moralsk dilemma), splittede imellem helt uforenelige og lige rigtige eller gale hensyn (logiske dilemmaer) og splittet imellem, hvilken forklaring de skal give efterfølgende (etiske dilemmaer). Dermed bliver dygtig, situationsbestemt ledelseskommunikation og strategisk kommunikation som et medie for meningsskabelse så meget desto vigtigere […]. (Andersen, Greve, Klausen & Torfing, 2017: 135)

Nogle vigtige pointer baseret på ovenstående citat:

  • Vi har flere, samtidige paradigmer som konflikter. Vi oplever, at NPM er dominerende, men politikere og embedsmænd udtaler sig fra flere, samtidige positioner som viser dekoblingen og hykleriet. Eksempelvis: - At elever skal inddrages i skolen, men at man samtidig ikke tager elevers mening alvorligt
  • Der er ikke konsistens, logik eller fornuft. Der siges et, og gøres noget andet. Forfatterne bruger begrebet ”skizofren” i citatet. Jeg vil nok hellere bruge begrebet ”double bind” (Bateson). Dette skaber en konstant tilstand af dysfunktionalitet på et systemisk niveau.
  • Strategisk kommunikation – og anvendelsen af sproget har fået en større og større betydning. Eksempelvis: - Spindoktorer har fået en større og større rolle politisk - Der ansættes flere og flere kommunikationsfolk i det offentlige på alle niveauer - Udtryk som at ”tale skolen op” indikerer anvendelsen af sproget politisk - Floskuløse vendinger og storladent sprog anvendes i højere og højere grad fx verdensklasse, ambitiøs, Danmarks bedste.

Da den strategiske kommunikation og sproget får en større og større betydning, står kampen også om ”sproget” – dét der kaldes for det ”fælles sprog” som umiddelbart kan indikere et ønske om at skabe sammenhæng mellem forskellige perspektiver/områder, men som reelt ender med, at sprog fra ét paradigme eller område bemægtiger sig andres.

Det fælles ”sprog”

Flere aktører har efterlyst et ”fælles sprog”. Men ved at insistere på et ”fælles sprog” sker der reelt en overtagelse af fagprofessionernes egenart. Der er ikke tale om, at embedsmænd og politikere forventes at tale fagprofessionernes sprog. De forstår ikke fagprofessionens sprog. Derfor forventes det, at fagprofessionen ”lærer” at tale et såkaldt ”fælles sprog” som viser sig ikke at være fælles, men underlagt andre logikker end fagprofessionen selv. Dermed afmonteres fagprofessionens egen identitet, da den skal underlægge sig andres sprog, og hermed, andre logikker og antagelser.

Sproglige forskydninger

Et eksempel på en sproglig forskydning er begrebet ”data”. Begrebet kommer ikke fra pædagogisk praksis. Det kommer udefra. Men begrebet har bemægtiget sig den daglige sprogbrug, når vi taler skole og pædagogisk praksis. I diskussioner kan der måske betones, at ”man” skam både mener kvalitative og kvantitative data. Men reelt, når det handler om offentlig (NPM) styringslogik, er data udtryk for kvantificerede digitale data og indikatorer. Men alene sprogbrugen i sig selv er problematisk, for hvad sker der med en fagprofession, når dens sprog infiltreres og overtages af begreber, som kommer fra andre professioner (underforstået med andre logikker og antagelser)?

  1. Der sker en forskydning og afmontering af fagprofessionens sprog. Mangfoldigheden indsnævres. Begreber som observation, dialog, samtale, oplevelser, erfaringer, elevprodukter, elevsamtaler, diskussioner, klassesamtale, testresultater for blot at nævne nogle, bliver indsnævret til ét begreb; data. Samtalen bliver ikke længere baseret på fagprofessionens egne præmisser og mangfoldighed, men på ”data” som opsamler og opsluger fagprofessionens sprog.
  2. Med den sproglige forskydning sker der også noget med selve fagprofessionen. Dens egne begreber smuldrer og erstattes af andre. Med tiden går mangfoldighedens fagprofessionelle sprog tabt, og den nye sprogbrug erstatter og internaliseres i fagprofessionen selv.

Men der er mere i spil i forhold til fagprofessioner og det ”fælles sprog”, hvoraf jeg vil beskrive det næste jeg kalder for Fagblinde bobler

Fagblinde bobler

Fagprofessioner under pres er ikke kun (som beskrevet i starten) et fænomen som rammer skoleverdenen. Det er heller ikke kun et dansk problem.

Gennem flere år har et internationalt konsulentfirma været hyret ind til at lave analyser og rapporter, for at undersøge massive problemer i hvad der kaldes for ”Oslo-skolen”. Dette har blandt andet resulteret i, at konsulenter observerer undervisningen med forudtrykte skemaer, bl.a. for at registrere det såkaldte ”læringstryk”. Konsulenterne er ikke pædagogisk uddannede. Men de observerer lærerens undervisning og skal vurdere lærerens praksis. Undervisningen og lærernes arbejde sammenlignes med en ”ferskvare” hvor problemer skal identificeres straks og håndteres på skolen. Oslo-skolen har store problemer med vold og skæv fordeling af elever med socioøkonomiske problemer. Men det er ikke, hvad konsulenterne undersøger. De undersøger lærernes praksis. Der tales om, at de dygtige lærere skal blive endnu dygtigere.

Hvem har hyret konsulenterne ind? Det har lærerne ikke. Skolelederen har heller ikke. Det har man gjort på forvaltningsniveau. ”Etaten” som der hedder i Norge, har været ansvarlige for et millionforbrug af konsulenter på skoleområdet, selvom om konsulentfirmaet ikke har viden om pædagogik, psykologi og socioøkonomiske problematikker. Hvordan kan det være? Mit bud er, at ”etaten” deler samme ”sprog” som konsulentfirmaet. De er uddannet indenfor samme paradigme, bruger samme ”sprog” og forstår hinanden. Samme problematik ser vi også i Danmark. Der bruges millioner på projekter i kommunalt regi på skoleområdet. Hvorfor? Mit bud er, at projekterne bliver afsat, fordi udbydere formår at tale det rigtige ”sprog” som deles af forvaltning og KL. Men det må også betyde, at der gennemføres projekter som ikke er baseret på faglighed (eks. fra det pædagogiske felt) men fra andre logikker. Rationalerne kan være (igen floskuløse og storladne vendinger) såsom; mere læring, bedre trivsel, ambitiøs.

Men samtidig med de milliondyre projekter er der en parallel virkelighed, som udstiller hykleriet, dekoblingen og double bind. Det er, når der er åbenlyse problemer, der ikke tages hånd om. Eksempelvis at sikre at gode arbejds- og undervisningsmiljø, inklusion, fysiske rammer opfyldes i folkeskolen.

Det er forståeligt, at embedsmænd og politikere har brug for at handle. Der er dog tre overordnede problematikker som er væsentlige, når embedsmænd og politikere vil handle:

  1. Hvis embedsmænd og politikere forfalder til de ”nemme løsninger” som lover virkninger, er der en overhængende risiko for at de forskyder opmærksomheden fra virkeligheden ude på skolerne til dén virkelighed, de ønsker at skabe. På det menneskelige plan vil en forsvarsmekanisme som fornægtelse og forskydning være en risiko, når man står med uhyre komplekse problematikker. At få tilbudt løsninger som ”løser problemer” kan være tillokkende, især når det serveres på en måde, man forstår. Men her kommer vi til næste problematik, nemlig sårbarhed i forhold til manglende viden.
  2. Embedsmænd og politikere er sårbare i forhold til manglende viden. Eksempelvis indenfor skoleverdenen. Hvor skal de søge viden og grundlag for beslutninger? Som tidligere nævnt har strategisk kommunikation også fået en væsentlig rolle. Endda på ”strategisk niveau”. Men da hverken embedsmænd, politikere eller kommunikationsfolk (generelt) er uddannet pædagogisk, eller har en videnskabelig baggrund, bliver de mere sårbare i forhold til hvad de præsenteres for, da de ikke har de faglige forudsætninger for at vurdere kritisk. Her spiller styringsparadigmet også ind. Eksempelvis tilbydes der flere koncepter som hævdes at være ”evidensbaserede” eller baseret på managementtilgange, men som viser sig ikke at være evidens eller være videnskabeligt funderede.
  3. Et styringsparadigme præget af NPM er blindt for professionsparadigmet – og professionen. Det eneste ”sprog” der findes, er NPM-sproget. Eksempelvis, hvilke ord fylder mest i stillingsannoncer for skolechefer? Skal de have en skolefaglig baggrund? Hvad får de ansvaret for? Skal de udvikle skolen ud fra strategier og visioner? Hvis der eksempelvis nævnes ord som strategier og visioner for skoleområdet, er der ikke længere tale om en forståelse af skolen som en kulturinstitution, men at skolen skal drives som en virksomhed.

Profession som ydelse, offentligt ansatte som ikke-borgere

Hvordan anses fagprofessionerne politisk?

Fra en artikel i Information (se kilder) beskrives der, hvordan Moderniseringsstyrelsen har taget livtag med offentligt ansattes overenskomster. Der er flere interessante citater jeg vil undersøge nærmere:

Noa Reddington udtaler:

»Lønmodtagernes opgave er at få så meget for deres opgaver som muligt. Og vi repræsenterer skatteyderne, og vi skal have så meget velfærd som muligt. Hvis ikke vi gjorde det, var der for alvor noget at kritisere.«

Hvad Reddington siger:

Lønmodtageres mål er at få så meget i løn som muligt. ”Vi”=Repræsentanter for skatteyderne, som skal have så ”meget velfærd som muligt”. Dermed opstilles der et modsætningsforhold mellem lønmodtagere (offentligt ansatte) og ”vi” som repræsenterer skatteydere (som er dem, der betaler).

Reddingtons antagelser:

  • Maksimal egennytte (lønmodtagerne)
  • Skatteydere = Betaler, og skal have så meget velfærd som muligt
  • Lønmodtagere (Offentligt ansatte)=En udgift

Direktør i Moderniseringsstyrelsen, Poul Taankvist udtaler:

»Pejlemærket handler grundlæggende om, at vi løbende skal have fokus på, hvordan vi bruger pengene i den offentlige sektor. Og det er jo faktisk ret enkelt: Den offentlige sektor er drevet for skatteborgernes penge. Og det er skatteborgerne, som vi leverer vores ydelser til. Derfor har vi og alle andre offentlige institutioner en pligt til at få mest mulig velfærd for pengene til gavn for borgerne.«

Hvad Taankvist siger:

  • Pejlemærke=Hvordan vi bruger pengene i den offentlige sektor
  • Offentlig sektor er drevet for skatteborgernes penge.
  • Det er skatteborgerne, som ydelser leveres til.
  • Derfor en pligt ”mest mulig velfærd for pengene”

Antagelser:

  • Penge er det vigtigste
  • Den offentlige sektor består af skatteborgere som betaler, og skal have leveret ydelser.
  • Mest mulig – velfærd – for pengene. Heri antages der implicit en merværdiskabelse indenfor eksisterende rammer. Dvs. der antages, at ressourcer kan udnyttes mere/bedre.
  • Og det er her, der tages livtag med den danske model, herunder decentral lønstyring. 

- senere:

»Til OK18 har vi eksempelvis stillet krav om decentralisering af løndannelsen, fordi ca. 90 procent af lønmidlerne til de statsansatte er fastsat i centrale regler og overenskomster. Vi tror på, at man får mere værdi for de 90 milliarder kroner, hvis en større del af dem bliver fordelt lokalt ude på de enkelte arbejdspladser. På den måde kan lønnen bedre kobles med den enkelte arbejdsplads strategi, kerneydelse og medarbejdernes motivation.«

Bemærk:

– ”vi tror på, …” hvilket viser en antagelse, som ikke er underbygget (dogme).

Hvordan kobles decentral løn med ”strategi og kerneydelse”? Hvor kommer de begreber fra?

Professor Jacob Torfing, der forsker i offentlig forvaltning på RUC :

»Problemet med Moderniseringsstyrelsen er, at man meget stædigt har holdt fast i NPM og ikke flyttet sig i takt med resten af den offentlige sektor. Det betyder, at styrelsen ikke kan understøtte kommunerne i den udvikling, de er i gang med,«

En ”moderniseringsstyrelse” drives efter en ideologisk konstruktion, som for det første ikke er ny, men baseret på efterhånden 30-40 år gammel ideologisk tankegods. Forskning, undersøgelser og rapporter understøtter, at PM ikke har vist sig at ”virke”, tværtimod.

Interessant nok udtalte Corydon ellers (i en McKinsey & Company video):

»Man er nødt til kontant at transformere den måde, man regulerer og regerer på og hurtigt flytte sig med de globale forandringer. Det bliver styret af Finansministeriet,«

Bemærk ordet ”kontant”. Hvad er det udtryk for? Er det en mildere version af ”nådesløs implementering” som McKinsey ellers er kendt for? Og hvordan flytter man sig ”hurtigt” ved at operere under en efterhånden gammel ideologi, og efter en styreform, som indtil flere gange er erklæret for død? Som Torfing giver udtryk for, er Moderniseringsstyrelsen nærmere stivnet og rigid? Men det kan måske tænkes, at selve Moderniseringsstyrelsen holder fast, mens det er samfundet som ”kontant” skal transformeres, reguleres og regeres på? Her gives der udtryk for et modsætningsforhold mellem hvad der siges, og hvad der gøres. Og det er Moderniseringsstyrelsen, som har definitionsmagten i forhold til, hvad der er ”nødvendigt”. Dette bunder nok i, at Corydon og Moderniseringsstyrelsen opererer efter et dogme. Et dogme kan man ikke diskutere eller argumentere imod! Det ser vi i næste citat:

Direktør i Moderniseringsstyrelsen, Poul Taankvist:

»I forhold til arbejdstid så arbejder vi i Moderniseringsstyrelsen for, at de ansatte i den offentlige sektor bruger mest muligt af deres arbejdstid på kerneopgaven – altså på at levere den bedste mulige service til borgerne. Når det kommer til overenskomstforhandlinger, arbejder Moderniseringsstyrelsen for enkle og fleksible overenskomster og regler. Som alle andre arbejdspladser i Danmark skal de statslige arbejdspladser også løbende modernisere og forny sig i den måde, de løser opgaverne på, i takt med at nye behov og krav opstår. Borgerne har en forventning om, at staten leverer service og velfærd 24/7 og ikke kun på hverdage fra 9-16. Derfor er det afgørende, at vi har fleksible arbejdstidsregler, så de lokale arbejdsgivere har mulighed for at tilrettelægge arbejdet, så man bedst muligt kan imødekomme borgernes behov.«

Hvad siger Taankvist:

Ansatte i offentlig sektor skal bruge mest muligt af deres arbejdstid på kerneopgave = levere bedst mulig service til borgerne:

Offentlige ansatte skal bruge mest mulig af deres arbejdstid på at levere service! Hermed omskabes hele den offentlige sektor til leverandør af serviceydelser (markedsgørelse) og der sker en dekobling mellem det offentlige bl.a. som kulturinstitution (se eksempelvis folkeskolens formål) og borgerne bliver brugere/købere af offentlige ydelser. Igen – offentligt ansatte anses som leverandører af service overfor ”borgerne”. Der splittes mellem ”ansatte i offentlig sektor” og ”borgere”. Men offentligt ansatte er vel også borgere? (er de ikke?).

Er kerneopgaven virkelig ”bedst mulig service” for alle offentligt ansatte? Her sker der også en reduktion af de forskellige fagprofessioners identitet, bidrag og vekselvirkning i samfundet, da deres profession afmonteres til at blive et spørgsmål om at yde en ”service”.

Statslige arbejdspladser skal løbende modernisere og forny sig – på grund af nye behov og krav:

Hvilke nye behov og krav er der tale om? Er det nyt eller noget særligt, at borgere forventer service og velfærd 24/7 og ikke kun på hverdage fra 9-16?

Opsamlende fra Informations artikel:

  • Offentligt ansatte er nytteoptimerende individer, som er en udgift
  • Borgerne/skatteyderne betaler, og ”vi” (som repræsenterer borgerne/skatteyderne) skal sikre optimal brug af pengene
  • Penge er det vigtigste
  • Offentligt ansatte leverer service(ydelser)
  • Offentligt ansatte skal kunne disponeres over 24/7 (uden det koster ekstra)
  • Alle fagprofessioner reduceres til serviceleverandører
  • Der er intet (civil)samfund, politik, demokrati, pædagogik, vekselvirken, kultur, respekt for fagprofessioner. Begrebet ”velfærd” bruges flere gange (honning-tale), men hvad dækker begrebet ”velfærd” over? Ifølge ordnet.dk betyder velfærd ”en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed”. Så – dét Taankvist kalder for velfærd gælder ikke alle? Offentligt ansatte repræsenterer jo en udgift, og er nytteoptimerende – og sættes op som modsætning til et ”vi” som repræsenterer borgere/skatteydere? Så ”velfærden” gælder ikke offentligt ansatte?
  • Logikken er altså: Vi afmonterer velfærden for offentligt ansatte, for at give bedre velfærd (i form af besparelser og optimere udnyttelse af offentligt ansatte) for borgere/skatteydere (som offentligt ansatte ikke er en del af).

Skrotningen af professionerne

Ifølge Lars Løkke i 2011 skulle den nye innovationsminister Sophie Løhde sikre, at det offentlige ”kører længere på literen”. Dette udtryk har Løhde netop gentaget ”kører længere på literen” i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Lad os tage fat på metaforen ”længere på literen” som er gentaget af Løkke og Løhde adskillige gange siden 2011.

  • Hvad kører længere på literen? Det forbindes sædvanligvis med bilers brændstofforbrug
  • Hvad sker der, når man kører stærkere? Så bruger man mere brændstof
  • Hvad sker der, når man kører langsommere? Så bruger man mindre brændstof
  • Så man ønsker en bil, der både kører stærkere og stærkere, men samtidig bruger mindre og mindre brændstof?

Hvad er Moderniseringsstyrelsens arbejde udtryk for? Er der fokus på innovation, kreativitet, samarbejde? Lydhørhed overfor fagprofessionerne? Som tidligere beskrevet i indlægget fra Information er det eneste ”man” kan skrue på i den offentlige styring nedskæringer i Moderniseringsstyrelsen, mens man forventer mere ”effektivitet” i forhold til de ansatte og fagprofessionerne, som reduceres til ”ydelser”.

Der postes til gengæld milliarder af teknologi, eksempelvis digitalisering af folkeskolen, selvom ingen forskning eller undersøgelser har underbygget, at det i sig selv skaber en bedre undervisning. Der postes milliarder i skoleprojekter på kommunalt regi, som viser sig ikke ”at virke”. Der postes milliarder i et nyt it-system i region Hovedstaden og Sjælland som har vist sig at være fatalt.

Rationalet for investeringerne er (som tidligere nævnt) enten floskuløse og storladne udtryk som ”mere læring og bedre trivsel”, ”verdensklasse” eller ”Danmarks bedste” eller blot udtryk for et simpelt besparelsesrationale, som ofte viser sig at blive dyrekøbte erfaringer, både direkte og indirekte.

For at blive i metaforen for biler, så har vi her et eksempel på en bil som ikke sendes til service, i nogle tilfælde får hældt benzin i dieselmotorer, får mindre og mindre brændstof … og man forventer en Formel 1 Racer der kan køre på en dråbe brændstof. Det er ikke innovation. Heller ikke disruption. Det er destruktion. Men bilen har lædersæder, den dag den bliver skrottet.

Brugen af metaforen er udtryk for, hvor forsimplet et syn der er på dét at lede et land og en offentlig sektor. Kan man virkelig lede et helt land på baggrund af en så primitiv metafor? Hvad fortæller det om det politiske, om menneskesynet?

Og det handler ikke kun om fagprofessionerne. Der er langt mere i spil. Det handler om vores fælles liv, demokrati og måden, vores samfund ledes på.

 

Kilder:

https://www.dr.dk/ligetil/indland/loekke-vil-oprette-nyt-ministerium

https://laererraad.wordpress.com/2012/11/10/konsulentenes-klasseromsobservasjoner-ernst-youngs-skjema-for-observasjon-av-undervisning/

Andersen, L. B., Greve, C., Klausen. K. K. & Torfing, J. (2017). Offentlige styringsparadigmer: Konkurrence og sameksistens. Jurist- og Økonomiforbundets forlag

https://www.information.dk/indland/2018/02/flere-penge-hente-velfaerd-paa-skat-reformer-resultatkontrakter-kastede-moderniseringsstyrelsen-offentlige-ansattes-loen-fridage?lst_mst

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ