Tre af landets regioner gør det svært for lærere at henvise bekymrede forældre til, hvor de kan læse om ADHD, mens de venter på, at deres barn bliver udredt.

Tre ud af fem regioner informerer stort set ikke om ADHD

Mens det er let at klikke sig frem til information om ADHD hos Region Hovedstaden og Region Midtjylland, er det svært at blive klogere på landets hyppigste børnepsykiatriske lidelse i de andre regioner. Det rammer især forældre, men også lærere, mener forsker.

Publiceret

Eksempler fra Region Syddanmark

Om ADHD-centret:

Vi udreder og behandler børn, unge og voksne med komplekseADHD-problemstillinger, henvist fra øvrige afdelinger iPsykiatrisygehuset

Vi formidler specialviden og initierer forskning på ADHD-områdetsamt yder konsulentbistand og sparring til fagfolk

Råd til forældre:

Under overskriften Patienter & Pårørende skriver RegionSyddanmark:

Besøg ADHD-foreningens hjemmeside, hvor du blandt meget andetkan finde råd og vejledning til at håndtere sygdommen og den sværevej gennem de offentlige hjælpesystemer.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Region Hovedstaden og Region Midtjylland er gode til at informere om deres behandlingstilbud til børn og unge med ADHD, mens bekymrede forældre næsten ingen beskrivelser kan finde på de tre andre regionernes hjemmesider. Det står især galt til i Syddanmark og i Nordjylland, men også hos Region Sjælland halter det.

Det viser en dokumentationsanalyse, som lektor Ole Michael Spaten og videnskabelig assistent Therese Rauff Høyer har lavet. De kommer begge fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

To regioner præsenterer en bred vifte af dokumenter

Ifølge analysen beskriver Region Syddanmark ikke et eneste tilbud, mens Region Nordjylland har en pjece med praktiske informationer, hvor psyko-edukation (undervisning i sygdommen, red.) er den eneste form for behandling, der nævnes. Heller ikke Region Sjælland fortæller, hvad behandlingen indebærer.

De to regioner, som klarer sig bedst i undersøgelsen, har en bred vifte af dokumenter, der beskriver tilbud som rådgivning, tiltag og støtte i institutioner, psyko-edukation, medicin og terapi.

"Region Hovedstaden og Region Midtjylland har valgt, at det skal være tilgængeligt, hvordan de stiller diagnosen ADHD, og hvordan de behandler og forebygger symptomerne ved ADHD. Det er fagligt kompetente, velskrevne og let læste dokumenter, og hos Region Midtjylland er de suppleret af små cases, som forældre kan holde deres eget barn op imod", siger Ole Michael Spaten.

Uden beskrivelser googler forældre sig ind i en gråzone

Det er et problem, at især Region Syddanmark og Region Nordjylland og til en vis grad også Region Sjælland informerer så ringe, mener Ole Michael Spaten.

"Vi ved meget om, hvordan man behandler ADHD, men vores undersøgelse viser, at den viden ikke altid er tilgængelig for borgerne. Et ADHD-forløb begynder tit med, at forældrene får at vide i skolen, at deres barn forstyrrer voldsomt, larmer og er meget uopmærksom, hvorefter lærerne foreslår, at barnet bliver udredt for ADHD. Men det er komplekst og tager tid at stille diagnosen. Ofte er der også ventetid, og bekymrede forældre har brug for at finde ud af, hvad der er op og ned på ADHD", siger han.

I undersøgelsen har de to forskere søgt på ordene psykiatri og ADHD på regionernes hjemmesider. Hvis forældre gør det samme, og der ikke dukker brugbar viden op, er de ilde stedt.

"Når der kun popper et par overskrifter op om ADHD på regionens hjemmeside, hvad gør forældre så? De googler videre og finder ind i en gråzone, hvor noget er skrevet af nogle, som ved noget om ADHD, mens andre udtrykker, at de ved noget, fordi de vil tjene penge", siger Ole Michael Spaten.

Det behøver ikke tage lang tid at lave brugbare informationer

Forskeren har ikke noget bud på, hvorfor det kniber med informationer hos tre af landets regioner, men han sætter sin lid til, at undersøgelsen kan være med til at ændre det, så borgere som minimum kan læse om, hvilke behandlingstilbud deres region tilbyder, og hvad de indebærer.

"Mange undersøgelser bliver ikke læst af ret mange, men jeg vil tro, at denne undersøgelse får betydning, fordi regionerne kan se, det er himmelråbende galt. For eksempel er Syddanmarks hjemmeside meget overfladisk: 'Vi behandler ADHD'. Hvorfor laver de ikke et link på samme side til dem, der vil vide mere om lidelsen? Det skal man kunne finde frem til med få klik".

Det kan man hos Region Hovedstaden og Region Midtjylland, og de tre andre regioner bør lære af best practise, mener Ole Michael Spaten.

"ADHD er den samme lidelse i hele landet, så regionerne skal ikke begynde forfra med deres beskrivelser, men kan læne sig op af de to 'førende' regioner. Så det bør ikke tage lang tid at lave brugbare informationer".

Lærere bør kunne henvise bekymrede forældre til information

Gode beskrivelser af ADHD vil også komme lærere til gavn, vurderer Ole Michael Spaten.

"Så behøver lærere ikke kun opfordre forældrene til at få deres barn udredt. De vil også kunne henvise til, hvor forældrene kan finde viden om ADHD. Tidlige pædagogiske og psykologiske indsatser er væsentlige for et forløb med ADHD, så god information til forældre og lærere er en fordel for børnene", siger han.

De to forskere understreger, at undersøgelsen ikke siger noget om, hvilken behandling de knap så meddelsomme regioner rent faktisk tilbyder. Deres pointe er, at uden information om en given behandling er det alt andet lige svært for borgerne at finde frem til den som en mulighed. De peger også på, at selv de to bedste regioner formentlig kan gøre det bedre, for ifølge de tilgængelige dokumenter tilbyder Region Hovedstaden ikke terapi, mens Region Midtjylland ikke tilbyder rådgivning.

Du kan læse mere om undersøgelsen via nedenstående link til videnskab.dk. Her finder du også link til pjecerne 'Information om ADHD hos børn og unge' fra henholdsvis Region Hovedstaden og Region Midtjylland:

Læs mere

videnskab.dk

Pjece fra Region Hovestaden

Pjece fra Region Midtjylland

Powered by Labrador CMS