Læring som et ensidigt fokus synes at vippe andre væsentlige områder af pinden. Børn og unge skal lære mere og det skal gå hurtigere, men dette snævre fokus på læring kan resultere i at hæmme den faktiske læring.

Ambitionen i folkeskolereformen er, at børnene skal være et år dygtigere. Mærkværdigt ja, det må siges. Det betyder at børn i 8. klasse, skal være ligeså dygtige som børnene tidligere var i 9. klasse. Jeg ved ikke hvad dette ”et år dygtigere” dækker over, men udfaldet bliver noget i retningen af; fylde mere på, hurtigere og uden svinggerninger. Det der i midlertidig sker er, at vi presser et snævert læringsbegrebet nedad i skolesystemet, mod barnets tidlige skoleliv, som altså starter i indskolingen. Og i indskolingen sker der det samme – det snæver læringspres skubbes nedad mod barnets børnehaveliv. ”Skoleparathed”, ”skolemodenhed” og andre skæve og upassende forventningstermer kommer i spil, med det formål at pege nedad. Et overdimensioneret fokus på læring bliver et snæversyn og forhindre en helhedsorienteret pædagoggik og en forståelse for det liv barnet sådan set allerede lever og lærer i.

Der peges nedad - det absurde nedadgående læringspres

De seneste par år har dette nedadgående læringspres ført til at børnehaver landet over, har indført skolegrupper og førskoler. Det som man før skulle lave og lære i skolen, skal nu ske i børnehaven. Vi skal være et år dygtigere, som folkeskolereformen antyder. Man tør jo slet ikke spå om, hvordan dette absurde nedadgående læringspres vil ende. Jeg har netop siddet med min ældste søn på 2 ½ år og spurgt ham, hvad han skal være når han bliver voksen, ja for vi skal jo nødigt have ham til bare at flakke rundt uden at tage ansvar for sin egen læring. Glad og smilene svarede han ”åh abe”.

Det er et misforstået forsøg på at gøre børnene klar til skolelivet

De seneste år har jeg har besøgt over 50 dagtilbud. En af de barrierer for læring, som står mig klart, er et misforstået forsøg på at gøre børnene klar til skolelivet. Der laves samlinger og aktiviteter, hvor det pædagogiske personale beder børnene om at række hånden op. Der terpes dato, antal børn og stilles spørgsmål til børnenes videns parathed. Alt sammen aktiviteter som det forventes at børnene møder i skolen. Folkeskolen har dog rykket sig fra sit ellers mere traditionelle læringssyn – selvom vi nok må erkende at der stadig er lang vej nogle steder.

Et eksempel fra børnehaven

Lad mig give et eksempel. Jeg var ude og observere i en børnehave. Børnene var samlet om formiddagen på stuen til samling. På Stuen var der 19 børn til 3 pædagogiske medarbejdere. Den voksne går rundt mellem børnene, hvorefter hun trækker et billedkort i en æske. Hun holder kortet op og spørger højt ud til børnene; ”hvad er der på billedet?” Børnene råber i kor ”en bil”. Hun spørger igen ”Hvad rimer på bil?”. Nogen af børnene kigger nysgerrigt op imens andre kigger på hinanden og deres mad, som de netop har taget frem. En dreng på 3 år rækker hånden op. Pædagogen gentager sit spørgsmål ”hvad rimer på bil?”. Drengen bliver et øjeblik stille og siger derefter promote ”min far har en blå bil”.

Intentionen med denne aktivitet er i den grad berettet, nemlig at lære børnene rim, sprogligudvikling, udvikling af fokuseret opmærksomhed og gøre dem klar til skolelivet mm. Aktivitetsformen som er en skjult og misforstået skoleforberedelse, matcher ikke børnenes læringsforudsætninger, hverken socialt eller kognitivt. I værste fald forbereder vi børnene på en læringsform og et liv – som de ikke kommer til at leve i skolen eller i arbejdslivet.

Vi forbereder børnene på en læringsform og et liv som ikke leves

Jeg tænker ikke at vi skal kaste os frådende over pædagogerne – og pege fingere af en misforstået skoleaktivitet. Det handler om pædagogernes viden om børns udvikling og læring. Det handler om et manglende samarbejde mellem dagtilbud og skole. Det handler om børnesyn og kultur! Dette snævre og stærkt overdimensioneret fokus på læring, kan i sidste ende med at udgøre en betydelig barriere for børns læring.

Børns læring er afhængig af relationer og en forståelse af sig selv

Hvis børn skal lære er der en række forhold, der gensidigt skal arbejdes med. Et overdimensioneret læringssyn kan netop betyde, at andre væsentlige aspekter omring børn overses og nedprioriteres; trivsel og selvværd i det enkelte barns liv hér og nu. Det enkelte barn skal ikke blot ses som en beholder, der skal fyldes med læring og skubbes hurtigt videre til næste ”fyldemaskine”. Det handler om børns relationer, deres venner og de fællesskaber børnene indgår i og som er platformen for trivsel og læring. Det handler om leg og samvær, hvor fantasi, innovation og kognition udvikles. Forskning viser klart, at hvis børns læring skal sikres på kort såvel som på lang sigt, kræver det at dagtilbud arbejder både med barnets trivsel, deres relationer og barndommen som en selvstændig livsperiode – samt deres læring og udvikling.

De tre B’er for kvalitet

I Australien har man indført tre begreber og områder i deres dagtilbudslov. Vi ved fra forskningen at, dagtilbud der arbejder ligeværdigt med disse tre områder, skaber de bedste betingelser for børns læring, udvikling og trivsel, både på kort og på lang sigt. (Walkerdine, 2004 & Kragh-Müller & Ringsmose, 2015).

De tre b’er for kvalitet er følgende:

• Being, handler om det gode børneliv - at leve et godt liv, her og nu i den livsperiode barnet befinder sig i.
• Becoming, handler om at barnet har gode muligheder i omgivelserne for at lære og udvikle de kompetencer, der er vigtige for at kunne klare sig i samfundet.
• Belonging, handler om at muligheden for barnet i at deltage og være inkluderet i sociale fællesskaber. Det vil sige relationen og fællesskabet som den afgørende faktor for udvikling.

Min bekymring, går på at et overdimensioneret fokus på læring, altså Becoming, kan føre til at de to andre områder overses og nedprioriteres. Så afslutningsvis, vil jeg sige, at der skal være balance i det fokus og i de rammer vi skaber for børnene i dagtilbud, såvel som i skolen. Alle tre områder har betydning og ingen vigtigere end andre, men gensidig afhængige. Der skal være ligevægt ellers glemmer vi barnets hele liv. Det gode børneliv, hvor barnet lærer og udvikler sig, sker kun i de relationer og fællesskaber børnene indgår i og som de voksne sætter rammerne for.

Sebastian Damkjær-Ohlsen, Direktør, Cand.pæd.pæd.Psyk hos Be-coming og Rådsmedlem i Børnerådet