Det er desværre bare sådan, at for meget skærmtid og spil foran computer, tv m.m. giver en overproduktion af lykkehormonet dopamin i børnenes hjerner og i nervesystemet. Dopamin er neurotransmitter, der dannes i hjernen og i mave-tarm-kanalen. I hjernen har dopamin betydning for fysiske og psykiske funktioner som indlæring, styring af bevægelser, tanker og hukommelse. Dopamin spiller altså en væsentlig rolle for vores adfærd.

På skanninger kan det efter skærmtid se ud som om at barnet har indtaget kokain. Uhyggeligt..

Så tror da pokker jeg har svært ved at trænge igennem med mit spil LUDO!

Det er jo ikke kun mig som forælder, det kæmper med dette problem, samtlige pædagoger, lærere og andet personale, der skal lære vores børn dannelse og uddannelse har også den udfordring dagligt.

I vores verden er børn og unge (og os voksne, velsagtens!) vant til at få elektroniske inputs fra flere medier og gerne flere på én gang.

Børn der ”keder sig”, ikke kan holde fokus, er træt af skolen, ikke kan koncentrere sig og fordybe sig uden hjælp fra deres telefoner eller andre elektroniske medier. Børnene viser det på mange forskellige måder. Nogle hænger i gardinerne og kan ikke sidde stille, nogle bliver vrede og kommer til at slå, før de tænker. Andre er angste eller næsten apatiske og løfter knapt blikket, eller kan ikke falde i søvn om aftenen, fordi tankerne og dagens indtryk myldrer rundt.

Samtidig med dette er der store daginstitutioner og skoler/ klasser med for få voksne, mange vikarer, lange dage, mange skift og omstillinger og mangel på struktur.

Alt sammen noget der kan koges ned til at der stilles ALT for store krav til børnene. Mange børn og unges sanseapparat overstimuleres og det kan medfølge at nervesystemet og hjernen er i en konstant stresstilstand.

Vi har efterhånden et samfund, hvor vi ikke har tid til det nærvær som børnene har brug for. Nærvær kræver fuld opmærksomhed og tid  - det er netop dét man har fået fjernet fra de offentlige institutioner og med indførelsen af voldsomt meget skærmtid i familierne.

Dopaminteorien om afhængighed af skærm mener, at et afvænningsprogram ikke blot handler om at lade være, men at man som den voksne på andre måder må sørge for at finde andre – ikke kemiske- måder at stimulere dopaminproduktionen på. Det kan f.eks. være ved at dyrke sociale, fysiske og andre aktiviteter, der kan give de samme tilfredsstillende følelser.

Vi har nu herhjemme lavet et fast skema med fast ramme og struktur i hverdagen. Vi har indført ”familieskærm” dvs. vi sammen ser en serie eller dokumentar 2 gange om ugen, så vi ikke sidder med hver vores skærm. Desuden har vi ” spillebulen” hvor vi spiller et familiespil.

Endvidere må drengene skærme 2 timer 3 gange ugentlig. Der er dermed fastsat skærmtid, så der er ingen undskyldning for ikke at slukke, når tiden er gået.

Jeg oplever at de bliver bedre i stand til at mærke og regulere sig selv. De falder i søvn, kigger ud af vinduet, leger med LEGO og vil spille kort. Vi har fået mere familietid sammen og på sigt vil deres hjerner og nervesystem forhåbentlig regulere sig til den indre ro, så de ikke synes de nye regler er helt unfair.

Jeg synes vi skylder vores børn mere struktur, mere regelmæssighed, mere rutine og forudsigelighed, faste skemaer, så deres ”indre liv” kan blive mere roligt og det dermed bliver lettere at mærke sig selv. Det store spørgsmål er så hvordan denne ro kan finde sted i daginstitutioner og skoler....