Debat

Skolereform har gjort arbejdet som lærer til en faglig ørkenvandring

Kronik bragt i Berlingske mandag den 12. februar 2018

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen anden offentlig institution har været genstand for så mange lovændringer som folkeskolen. I Poul Nyrop Rasmussens regeringstid (1993-2001) lavede Folketinget 14 lovændringer, under VK-regeringen (2001-2011) 28. Lovgivningsihærdigheden er ikke blevet mindre siden og nåede sit klimaks med SRSF-regeringens folkeskolereform i 2013. Ændringerne er, må man formode, gennemført ud fra et ønske om at gøre en god skole bedre med overvejende fokus på faglighed. Spørgsmålet er, om det er lykkedes.

Reformen har fokus på folkeskolens faglighed i sit Indsatsområde 2, der skal styrke lærernes faglighed gennem øget efteruddannelse med primært sigte på linjefagsuddannelse. Oprindeligt skulle 90 procent af lærerne have linjefagsuddannelse i de fag, de underviser i. Det blev siden reduceret til 80 procent og er endt med, at de ikke nødvendigvis skal have linjefagsuddannelse, blot de har linjefagskompetence. Om de har det er op til skolelederen at afgøre.

Umiddelbart er kravet om linjefagsuddannelse ambitiøst, hvis de økonomiske resurser havde været til stede. Reelt er virkeligheden en ganske anden, idet linjefagsuddannelsernes faglige niveau er faldet voldsomt gennem de seneste tre årtier.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Bertel Haarder satte faldet i gang i sin første periode som undervisningsminister (1987-93) med parolen: »Vi skal have de tomme kalorier ud af læreruddannelsen!« Denne parole fulgte skiftende regeringer frem til 2006, der var den første finanslov efter 1990, hvor der ikke var besparelser på læreruddannelsen. Besparelserne gik blandt andet ud over fagene. Dansk var på 588 lektioner, da Haarder trådte til, men faldt hen over ændringerne af folkeskoleloven i 1991, 2006 og 2012 til 29 procent af 1989-niveauet. Andre fag blev omtrent halveret.

Denne udvikling har haft fatale konsekvenser. Censorkorpset i dansk konstaterede i august 2017, at »Uddannelsen til dansklærer er forringet«. To måneder senere fastslog Censorformandskabet for Læreruddannelsen i sin årsrapport for 2016-17, at problemet er generelt: »Antallet af indrapporteringer, der peger på et utilfredsstillende fagfagligt niveau, er alarmerende højt, og på tværs af samtlige fag kan man se præcis den samme tendens: En betydelig gruppe af censorerne vurderer, at det fagfaglige vidensniveau hos de studerende simpelthen ikke er tilstrækkeligt højt til at sikre undervisning af høj kvalitet i folkeskolen.«

For at højne niveauet i læreruddannelsen kræver bekendtgørelsen, at ansøgerne skal have et gennemsnit på mindst 7 for at blive optaget direkte. Ansøgere med under 7 har mulighed for at blive optaget på dispensation i kvote 2 efter en optagelsessamtale. I 2017 havde 47,3 procent af de nye studerende under 7, heraf knap halvdelen under 5. Tallene viser, at læreruddannelsesstederne har ignoreret 7-kravet for at få fyldt studiepladserne op. Nødvendigheden af denne praksis skal ses i sammenhænghæng med, at optaget på læreruddannelsen faldt med en fjerdedel fra 2012 til 2013 og siden har stabiliseret sig på det lave niveau.

En forringet læreruddannelse er én ting. Noget andet og langt værre er, at de ændringer af lærernes arbejdstid, der efter folkeskolekonflikten i 2013 blev indført med Lov nr. 409, gør det umuligt for lærerne at dygtiggøre sig inden for de arbejdstidsrammer, som loven udstikker.

Under konflikten i 2013 fastslog KL’s chefforhandler, Michael Ziegler, at det at være lærer er et lønmodtagerjob som alle andre lønmodtagerjob: Læreren skal være på arbejdspladsen i arbejdstiden og holde fri, når han kommer hjem, lige som fabriksarbejderen. Og sådan blev det med regeringens lovindgreb.

Det skortede ikke på advarsler mod Ziegler-doktrinen og de fatale konsekvenser, den ville afstedkomme, men ingen lyttede. Faglig og erfaringsmæs­sig kritik havde ingen inter­esse. Regeringen og KL havde skabt et propaganda- og magtbåret ja-hattens momentum, der forlods miskrediterede alle indvendinger mod reformen og Lov nr. 409.

Det at være lærer indebar tidligere, at man tilstræbte at være på omgangshøjde med udviklingen inden for sine fag og videreudvikle sig fagligt. Man gik på kurser, læste bøger og artikler og orienterede sig gennem medierne om aktuelle politiske og kulturelle forhold. Fra aviser og tidsskrifter saksede man artikler, kronikker, læserbreve, anmeldelser m.v. for at gøre undervisningen mere spændende, aktuel, nærværende, og man holdt øje med tv-programmerne i tilfælde af, at der kom en udsendelse, der kunne bruges i undervisningen.

Lærerens løbende, individuelle dygtiggørelse blev drevet frem af en levende faglig inter­esse og en stor ansvarlighed for den opgave, som han var betroet. Engagement og frihed var det, der gjorde lærergerningen attraktiv.

Det er fortid. For at eksemplificere det, må jeg blive personlig. Efter indførelsen af Ziegler-doktrinen ved Lov nr. 409 har jeg ikke læst en eneste bog med sigte på mit virke som lærer. Det har der ikke været tid til i en hverdag, hvor jeg ikke engang har tid til at forberede min undervisning og evaluere mine elever på anstændig vis. Jeg er blank, hvad angår kendskab til nye materialer til mine fag. Min arbejdsgiver har købt adgang til Gyldendals fagportaler, men ofte ser jeg først et forløb, når jeg præsenterer det for eleverne. Jeg inddrager så at sige aldrig tv i min undervisning mere. Avislæsning er en privat sag, der foregår i min fritid, så derfor sakser jeg ikke artikler og læserbreve m.v. som før. Lærergerningen er blevet en faglig ørkenvandring.

Klynk? Det er ikke desto mindre lærernes reelle arbejdsbetingelser i reformfolkeskolen på femte år, og den kendsgerning ændres ikke af, at nogen benægter fakta. Mens fordommene og polemikken raser, og folkeskolen går ned i slowmotion som en institutionel Titanic, der har ramt Lov nr. 409-isbjerget, står én ting fast: Disse betingelser trækker ikke de rigtige ansøgere til læreruddannelsen.

Hvad skulle i dag få en person med en levende interesse for historie til at vælge at blive historielærer? Først får han en discount-linjefagsuddannelse, som hverken tilfredsstiller ham i bredden eller i dybden, og som ikke dækker de emner ind, som han skal ud at undervise i. Så får han at vide, at han ikke skal regne med at komme på kurser, eftersom han allerede er linjefagsuddannet. Og sidst, men ikke mindst, bliver han præsenteret for Ziegler-doktrinen:

Han skal være på skolen i hele sin arbejdstid og levere en undervisning, der, baseret på umulige vilkår, er så god som mulig. På skolen har han ikke tid til at pleje sine historiefaglige interesser, for al hans tid går med at få undervisningen til at hænge sammen, hvilket alligevel ikke lykkes, fordi der er for mange strukturelle benspænd og for lidt forberedelsestid. Det forventes heller ikke, at han opkvalificerer sig hjemme, for han har fri, når han forlader skolen. Men det er sådan set også lige meget, for skolen har slet ikke brug for hans faglighed. Han skal bare gå ind på den historieplatform, som kommunen har købt adgang til, tappe løs og give det hele et personligt twist.

Politikerne har lavet en læreruddannelse og en folkeskole, der trods nominelt høje faglige mål reelt er kendetegnet ved faglig recession. Deres tale om »vidensproduktion« og »kompetenceudvikling« er blålys. Folkeskolen af i dag humper videre på den faglige og pædagogiske kapital, som den har opbygget i bedre tider. Den fagligt kompetente, selvstændigt tænkende og ambitiøse lærer er reduceret til teknisk platforms-operatør for upersonlige automat-undervisningsforløb.

Tre årtiers politisk vanrøgt fra Christiansborg er den egentlige årsag til, at folkeskolen i dag ligger voldsomt underdrejet med lærerflugt og rekrutteringsproblemer. Den negative udvikling kan kun vendes ved igen at gøre læreruddannelsen og lærergerningen så attraktiv, at det i kraft af sig selv trækker kvalificerede kræfter til.

Dårlige beslutninger er ikke fremskridtets fjende nummer ét. Det er uviljen mod at erkende og omgøre dem. Men politikerne vil ikke tabe ansigt. Så hellere tabe folkeskolen på gulvet.

Powered by Labrador CMS