Institutionalisering af barndommen har siden 1970’erne været øget eksponentielt. Det er ikke til at komme udenom, at børnene er kommet indenfor. I stedet for at lære af livet, lærer de nu om livet og dette er med til at præge deres udvikling og læring. Det er dog mindre lystbetonet og mere tvangsmæssigt at lære om, i stedet bør børnene lære af livet.

Børnenes opvækst i den moderne tid foregår i institutioner. Det er blevet tydeligere i de seneste år gennem i starten af være i vuggestuen til børnehaven, men også op i skoleårene er der tale om institutionalisering. Helt til tolvårsalderen er barnet det meste af dagens vågne timer blandt sociale relationer i institutioner. Årsagen og baggrunden for dette mønstre må findes i den nye familie mønstre. Vi ser hvordan begge forældre er på arbejdsmarkedet, mens barnet opdrages institutionelt.

Udeliv i en institutionaliserings liv

Man bør udevidede klasselokalet, så børnene lever et mere aktivt udeliv med andre børn og voksne. På den måde lærer de måske bedre, end de gør ved skolebænken. Dette er fra småbarnsalderen til ældre børn, at de skal opleve og mælke, plukke, hamre og i det hele taget arbejde med kroppen. Dette udeliv kan være med til at moderere den øgede institutionaliserings skadelige virkninger.    

Der bør sættes spørgsmålstegn ved skolens hele struktur af ’undervisning’.

Institutioner bør ikke være karakteriseret ved lukkethed overfor omverdenen, udøve hierarki og magtudøvelse gennem diverse sanktioner. Det er yderst vigtigt at kigge på forholdet mellem børn og institutioner for at afklare forholdet til det naturlige og livsverdenen. Dette er vigtigt, da de voksne er blevet intitutionaliserede gennem strukturer, arbejde og økonomiske målsætninger. Både uddannelsessystemet og daginstitutionssystemet, har gennem historien være nødvendig, og nødvendigheden er udbygget så markant, at Danmark har fået verdensrekord i institutionalisering af barndommen. Før i tiden var et barn institutionaliseret 7-10.000 timer af sin barndom, nu er dette timetal steget til 26-27.000 timer af hver barndom. Det er derfor blevet omkring 16 til 20.000 timer af barndommen mindre til at udfolde det naturlige i barnet, arbejde med forældrene, være ude og lege, og bygge i skoven. Dette resulterer i mindre tid med mor og far og mindre deltagelse i det sociale og naturlige praksis.

Det udvidede klasselokale skal integreres og udvikles i folkeskolen og i lærerenes pædagogiske værktøjskasse. Klasselokalet har gennem årtier været det organiseret og struktureret form for læring i skolen. Her bør natur og kultur omgivelser også definere skolegangen. I det danske forskningsmiljø har man defineret udeskole begrebet, som regelmæssig undervisning i natur eller kulturomgivelser. Formålet med at kombinere inde og udeundervisning, har været med den tanke og hypotese om, at abstrakte faglige begreber formidles og læres bedre i en konkret kropslig virkelighed.

Børnene betragter naturen uden selv at handle i den, og på den måde skabes der en barriere mellem børnene, naturen og friluftsliv.

For at bryde disse tendenser kræves en bevidst indsats af institutionerne og skolens ansatte, i stedet for at være ukritisk overfor den iboende tendens til lukkehed som realiseres overfor børnene. Tværtimod ser vi en tendens til en intensivering af institutionalisering gennem flere timer, fag og måltænkning.

Det er opdragelsen og institutionalisering der kan true børns natur, men sådan behøver det ikke af gå. Forældrene kan bekæmpe institution-intensivering, ved at slippe børnene ud.

Rousseau skrev i sin opdragelsesroman Emile sådan: ”Naturen vil, at børn skal være børn, før de bliver mennesker. Hvis vi vil vende op og ned  på den orden, vil vi kun frembringe for tidligt udviklede frugter, som hverken har modenhed eller smag.”