Debat

Kampen om at leve op til 12-tallet kan ikke retfærdiggøre snyd

Snyderiet er ikke bare et tillidsbrud mellem mennesker, men vil i et videre perspektiv medvirke til at ændre billedet af Danmark som verdens mest tillidsfulde nation,

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Al anstændighed tilsidesættes, når snyd er den eneste mulighed for karaktersvage sjæle med en lav moral og (for) høje ambitioner for at komme videre i deres studieforløb eller blive optaget på drømmestudiet, skriver tidligere skoleleder Carsten Hogstad

Internetbureauet FixMinOpgave har succes med at organisere snyd ved at levere studie- og eksamensopgaver mod betaling. Ikke alene er det udtryk for dårlig moral hos udbyderen og kunderne, men måske også for den kendsgerning, at der er mange unge, der går på en uddannelse, som de ikke er egnede til, og derfor føler sig fristet til at snyde sig bedre, end de er.

Al anstændighed tilsidesættes, når snyd er den eneste mulighed for karaktersvage sjæle med en lav moral og (for) høje ambitioner for at komme videre i deres studieforløb eller blive optaget på drømmestudiet. Kampen om at leve op til 12-tallet retfærdiggør ikke snyd, selvom nettet og de stigende krav til de unge har gjort det lettere og mere fristende at snyde. De bedrager ikke bare sig selv, men også alle deres kammerater, som ved flid og egen indsats har skrevet deres opgaver selv – og måske fået en lavere karakter!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Snyderiet er ikke bare et tillidsbrud mellem mennesker, men vil i et videre perspektiv medvirke til at ændre billedet af Danmark som verdens mest tillidsfulde nation. Vores velfærdssamfund afhænger af den sociale tillid i befolkningen. 78 procent af danskerne mener, at vi kan have tillid til hinanden.

Fremover skulle vi nødig få brasilianske forhold, hvor kun tre procent svarer det samme. Mister vi først tilliden, vil det medføre øget kontrol og dermed udgifter og tab af velfærd. Derfor er FixMinOpgave en samfundsskadelig virksomhed.

Vi får mennesker, hvis livsbane og karriere hviler på en livsløgn med risiko for ikke at kunne leve op til forventninger og krav, enten det drejer sig om et studie, de må opgive, eller stillinger, deres kvalifikationer ikke rækker til – og som ikke bare bliver en personlig fiasko, men også giver samfundet problemer.

Derfor bør ”servicen” at skrive opgaver for andre mod betaling standses om nødvendigt ved lov – også gældende for portaler med adresse i udlandet. Folketinget må handle. Ellers får vi flere af den slags samfundsundergravende virksomheder i fremtiden. Det, der er virkelig bekymrende for det fremtidige velfærdssamfunds sammenhængskraft, er, at så mange finder det acceptabelt at snyde for egen vindings skyld. En tendens, der desværre har været stigende, ikke bare blandt unge, men generelt i samfundet, viser flere undersøgelser. Samfundet må vise såvel de unge som de ældre, at snyd og bedrag ikke kan tolereres.

Indsatsen mod det moralske skråplan bør derfor prioriteres højt lige fra grundskole til universitet – og ikke mindst i hjemmets opdragelse – hvis ikke vi som nation skal ende som brasilianerne.

Powered by Labrador CMS