Folkeskolen har brug for at få HELE befolkningen i tale

Hvis man vil trække overskrifter i den offentlige debat findes der to oplagte hovedveje for meningsdannere og politikere: Enten markante synspunkter omkring flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund eller også lancering af kritiske holdninger til folkeskolen. Begge områder fortjener en langt mere nuanceret offentlig debat. Der er ingen tvivl om, hvor det politiske Danmark burde lægge sit hovedfokus, når det kommer til ovennævnte sprængfarlige temaer: Folkeskole og uddannelse!

En del af den pædagogiske debat, som for tiden er meget centreret for og imod lærings - målstyring, og en heraf afledt diskussion om forskningsmæssig uredelighed, bliver primært fulgt af en forholdsvis lille gruppe professionelle.

Der er noget på spil i denne diskussion. Især for de involvererede.

Groft karikeret tegner der sig et meget personligt fokus, enten for eller imod professor Jens Rasmussen. Der er tale om en diskussion, der langsomt har bevæget sig fra at være en substantiel vigtig pædagogisk debat, til mere og mere at få karakter af en diskussion med personlige motiver. Der er simpelthen gået han-elefant i den! Mon dette tjener folkeskolen på sigt?

I dagbladet Politiken, diverse fagblade og på de sociale medier kan denne person-bårne debat dog en hel masse, og den er åbenbart langtidsholdbar, og indrømmet så er den for indviede også på nogle plan yderst interessant (underholdende). Men for de mange mennesker, der ellers ønsker en lys og bedre fremtid for folkeskolen og hele uddannelsestænkningen i Danmark fremstår ovenstående debat som et orgie af påstande, der ikke rigtig kommer ud af stedet, og som simpelthen pga. af sin form, kommer til at fremstå uvedkommende for flertallet af folkeskolens aktører. Lidt ligesom at antænde et kanonslag i en stor lydisoleret bygning med et par tusinde mennesker forsamlet. Garanteret akut vedkommende for de tilstedeværende i denne bygning, men for de millioner, der færdes udenfor, er der tale om et lille ubetydeligt knald.

Det er helt centralt, at alle vi, der har aktier i folkeskolen, får sat en dagsorden, der handler om, hvad folkeskolen i almindelighed og uddannelsessektoren i særdeleshed skal kunne i årene frem, uden konstant at bide os fast i lange diskussioner om detaljer, hvor fokus og indhold til sidst forsvinder.

For det første er det nødvendigt, at der arbejdes benhårdt politisk for, at et flertal af befolkningen forstår, at en generel oprustning på hele uddannelsesområdet i Danmark, bør have det absolutte hovedfokus i dette land. Det er svært at forestille sig et mere vigtigt politisk område. De kommende års udfordringer med miljøpolitik, handel, socialområdet, sundhed osv. er hele vejen rundt afhængig af, at vi formår at skrue et fremtidssikret uddannelsessystem sammen. Vi har brug for viden. Vi har brug for mere af den og vi har brug for viden, der kan gå andre veje i en uforudsigelig verden. Den eneste årsag til, at et politisk flertal slipper afsted med at skære ned på uddannelser i Danmark i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed er, at flertallet af danskere synes, det er vigtigere at fokusere på hovedbeklædning hos religiøse mindretal. Dette kan aflæses direkte af meningsmålingerne.

Skal ovenstående ændres, må de af os, der arbejder med uddannelse i Danmark, sørge for, at befolkningen for alvor forstår værdien af en politisk uddannelsestænkning, der opruster. Som en sidebemærkning er det interessant her at notere sig, hvor hurtigt et folketingsflertal kunne blive enige om at Putin kommer til Danmark for at blive, hvis vi ikke investerer ekstra 20-30 milliarder årligt i militæret.

Befolkningen kan altså overbevises, hvis der er et konkret trusselsbillede!

Om vi, der kærer os om skole og uddannelser, ligefrem skal lade en trussel materialisere sig for befolkningen, er et springende punkt, men vi skal være langt bedre til at argumentere bredt og vedkommende, for hvis ikke et flertal af befolkningen prioriterer en uddannelsesdagsorden, ja så gør politikerne desværre heller ikke. Det danske politiske niveau er i stigende grad præget af en populistisk og karrierefremmende tilgang. I øvrigt er denne nye politiske kultur et levende bevis på, hvorfor det er så vigtigt, at vi bliver bedre til at uddanne og danne nye generationer.

Hvis børn og unge i Danmark skal kunne bevare og udvikle vores velfærdssamfund, må de have viden og kompetencer, som kan anspore dem til at begå sig i en verden, hvor nytænkning, kreativitet og basal viden går hånd i hånd med dannelse, frisind og forståelse for inklusion og demokrati.

Derfor må vi insistere på følgende forbedringer af folkeskolen:

Et langt større og mere målrettet fokus på videreuddannelse af alle lærere og pædagoger i Danmark, hvor videreuddannelse på alle plan bliver en fortløbende proces for alle.

Hver skole skal have en pædagogisk ledelse, som rent faktisk har tid og ressourcer til at lede pædagogisk

Arbejdsmiljø og vilkår for ansatte i den danske folkeskole skal forbedres markant. Det skal være attraktivt at være ansat her

Folkeskolerne i Danmark skal tilføres ressourcer, der modsvarer inklusionsudfordringen. Forskningen på dette område angiver klare veje

Hele videreuddannelsessektoren i Danmark skal opruste økonomisk og uddannelsesloftet bør afskaffes

Der skal tænkes en linje gennem hele uddannelsessektoren, hvor alle led i langt højere grad trækker på en fælles målsætning om at udvikle uddannelse og skabe sammenhænge i stedet for intern konkurrence

Der er tale om simple og dyre tiltag. Tiltag, som på sigt kan fremtidssikre verden som et sted, hvor mennesker stadig har muligheden for at leve i frihed og velfærd. Det kan være interessant og også relevant med diskussioner, hvor fx læringsmålstyring er i centrum. Pædagogiske debatter kommer og går. Men uddannelsessektoren må byde ind med en mere målrettet vision, der har en ambition om at få hele befolkningen i tale. Og allerhelst med det afsæt, at folkeskolen skam er yderst levedygtig og stadig er det vigtigste samlingspunkt for fælles værdier i vores samfund.

Lektor, Søren Bøjgård