Ministerium strammer den

Finansministeriet mener, at folkeskolen kan yde samme kvalitet for færre penge

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Finansministeriet mener, at kommunerne kan spare på folkeskoleområdet, uden at det går ud over kvaliteten.

Det har ministeriet netop konkluderet i en budgetredegørelse, men den forsker, der er ansvarlig for undersøgelsen bag redegørelsen, er ikke enig.

'Det er i hvert fald en stramning i forhold til de konklusioner, jeg ville drage. Man kan ikke sige, at der er basis for omprioriteringer, fordi ressourceforbruget per elev ikke ser ud til at have nogen særlig effekt på, hvordan eleverne gennemfører en ungdomsuddannelse', siger lic.polit. Eskild Heinesen.

Han er forskningsleder hos Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, som har foretaget undersøgelsen, der er grundlaget for Finansministeriets budgetredegørelse.

Undersøgelsen er en sammenligning mellem kommunernes ressourceforbrug på skoler og skoleelevernes videre karriere. I alt blev der indsamlet statistik om cirka 30.000 personer.

Analysen viser, at et stort ressourceforbrug per elev ikke har nogen indflydelse på, om eleven begynder på en videregående uddannelse, bliver arbejdsløs, går ud af folkeskolen i utide eller afbryder en ungdomsuddannelse, inden den er afsluttet.

Til gengæld øger det sandsynligheden en smule for, at eleven får en ungdomsuddannelse eller tager 10. klasse.

På det grundlag står der i redegørelsen, at 'det kan indikere, at det vil være muligt at opretholde kvaliteten (i folkeskolen) ved et mindre ressourceforbrug'.

Det mener Eskild Heinesen ikke.

'Ressourceforbruget kan have indflydelse på andre ting. Vi har ikke målt trivsel i skolen. Hvis de får en række færdigheder, som giver dem et rigere liv, uden at det har nogen effekt på, hvordan de klarer sig i uddannelsessystemet, så er det også en positiv effekt, men vi måler det bare ikke i vores analyse', siger han.

Claus Baunkjær, kontorchef i Finansministeriet, er ikke uenig i, at ressourceforbruget har betydning for andre ting. Han holder dog fast i, hvad der står i redegørelsen.

'Vi forsøger at lave effektvurderinger. Vi kigger på, hvordan det går eleverne på længere sigt. Det sker ud fra de ting, vi kan måle i forhold til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Dermed ikke sagt at alle tænkelige facetter af folkeskolens præstation er blevet målt, men det er nogle centrale punkter, vi har fat i', siger Claus Baunkjær.

Skjult dagsorden

Steen Frandsen, cheføkonom i DLF, ser det som et problem, hvis der bliver truffet politiske beslutninger på grundlag af analysen.

'Man går ind og måler på noget, der kun illustrerer en del af det, der er folkeskolens opgave, og drager vidtrækkende konklusioner. Det er som at slå i en dyne. Der er noget, der buler op et andet sted. Så kommer der et nyt problem', siger han.

Han mener, at Finansministeriet har en skjult dagsorden.

'Det er et stort problem i denne analyse, som Finansministeriet jo bruger til at argumentere for, hvorfor de kan lave små rammer for den kommunale økonomi. Det er jo deres skjulte motiv i det her, og man har på fornemmelsen, at de har skrevet konklusionen, før de har set rapporten', siger han.

Eskild Heinesen mener, at undersøgelsen giver grundlag for at prioritere pengene i folkeskolen anderledes.

'Man kan konkludere, at hvis man for eksempel vil have flere til at tage en ungdomsuddannelse, så hjælper det ikke meget at hælde flere penge i folkeskolen. Så må man målrette indsatsen mod det bestemte mål', siger han.