Lektor Hanne Knudsen savner lærere og pædagoger i Mai Mercados debatpanel Opdragelsesdebatten

Opdragelsesdebatten: Konference om opdragelse og skole

Børne- og socialminister Mai Mercado inviterer til bred, folkelig debat om børneopdragelse anno 2018 med initiativet Opdragelsesdebatten. Til marts er der konference om emnet på DPU.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At samle og kvalificere debatten om, hvad børneopdragelse skal kunne, er baggrunden for Opdragelsesdebatten, siger ministeren, der inviterer alle til at deltage. En ny undersøgelse fra tænketanken DEA viser, at der er for mange elever i børnehaveklasserne, der ikke er rustet til at gå i skolen, det et er en del af baggrunden for initiativet. Men der findes ikke en bestemt formel for god børneopdragelse, fordi børn og forældre er forskellige, understreger ministeren.

Initiativet skal kortlægge forskning på området, og ministeren har udpeget eksperter til et debatpanel med forfatter og stifter af online-magasinet Nordic Parenting Sofie Münster som formand.

"Jeg oplever, at forældre efterspørger konkret viden om deres børns opvækst og en mulighed for at debattere opdragelse på en måde, der ikke handler om løftede pegefingre og dårlig samvittighed. Derfor er jeg rigtig glad for at skulle være formand for Opdragelsesdebattens panel, hvor vi får mulighed for at bruge ny viden til at sætte opdragelse på dagsordenen og som afslutning overrække vores perspektiver til regeringen for samspillet mellem familieliv og familiepolitik", siger Sofie Münster.

Debat: Opdragelsesdebattens 'hvorfor'

Dilemmafyldt pædagogik

Opdragelsesdebatten kører frem til juni 2018 på Facebook, og 6. marts holder DPU Aarhus Universitet konference om opdragelse, hvor blandt andre børne- og socialminister Mai Mercado vil holde oplæg.

Lektor Hanne Knudsen, DPU Aarhus Universitet, skal på konferencen tale om spillet om opdragelsesansvaret mellem skole og hjem. Hun har forsket i pædagogisk ledelse bredt set - ro i klassen, klasseledelse, skoleledelse og har skrevet ph.d. om relationen mellem skole og familie.

"Når ministeren rejser debatten nu, tror jeg, at det kan handle om, at den pædagogik der er aktuel i folkeskolen er meget dilemmafyldt. Man vil både have, at eleverne kan forholde sig i ro, kan modtage en kollektiv besked, kunne orientere sig efter lærerens forventninger - men også at eleverne samtidig er initiativrige, dynamiske og at de lærer maksimalt", siger Hanne Knudsen.

"Man vil have differentieret undervisning, hvor det er muligt for nogle at sidde i vindueskarmen, mens andre sidder i sækkestole eller ved et bord. Man vil maksimere læringen med alle midler, og eleverne skal selv finde ud af, hvordan de er i spil - om de arbejder selvstændigt eller er aktive i gruppearbejdet. Det kræver maksimalt socialt kompetente elever".

Hun understreger, at det kan være svært at undervise indenfor de pædagogiske idealer, der er på spil lige nu.

"Problemer med ro og koncentration bliver set som problemer med børnenes opdragelse. I stedet for at overveje, om pædagogikken og de pædagogiske idealer, de lange skoledage eller andet i skolen er problemet, bliver det til, at eleverne er forkert opdraget. Man ønsker at opdrage forældrene til at opdrage eleverne. Derfor er denne opdragelsesdebat lidt en åben appel. Men som jeg ser det, er forældrene allerede meget på banen. Der er forældremøder, familieklasser og en debat på Intra i folkeskolen. Forældrene bliver hele tiden inviteret med - og det er ikke med til at gøre udfordringerne mindre for lærerne".

Hanne Knudsen mener, det kan blive lidt svært, fordi Opdragelsesdebatten kommer fra en minister, mens der allerede foregår masser af debat ude på skolerne. Hun mener ikke, at det handler om at dele ansvaret op mellem skole og forældre men mere at se på resurserne og hvad eventuelle problemer bliver konstrueret af.

"At lave en kampagne fra statsligt hold, som skal give forældrene ansvar for børnenes opdragelse, rummer et paradoks", siger Hanne Knudsen.

"På den ene side vil man have forældrene til at tage ansvar for opdragelsen. På den anden side er der ikke tillid til, at forældrene kan finde ud af, hvad deres ansvar omfatter, uden statens hjælp. Men hvorfor appellerer ministeren til forældrene, hvis hun ikke stoler på, at de er ansvarlige", spørger hun.

"Der foregår allerede en masse debat om opdragelse og pædagogik - mellem forældre, mellem forskere og ikke mindst på skoler og i daginstitutioner. På skolerne er der en supervigtig debat om den pædagogiske praksis og idealer. Om hvordan kan kan lave en pædagogik, der kan fungere med levende børn, der stritter i øst og vest og som nogle gange skal have at vide, at de skal gøre mere af dette og holde op med noget andet. Og mellem forældre er der masser af debat om den gode opdragelse".

Det er en diskussion af, hvad vi vil med vores børn og unge og hele vores samfund. For vi vil jo ikke bare have det lydige barn, vi vil også have det dynamiske, initiativrige og maksimalt lærende barn.

Hanne Knudsen savner lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, psykologer og andre professionelle i debatpanelet.

"Det er også iøjnefaldende, at opmærksomheden bliver drejet væk fra de massive nedskæringer i daginstitutioner og i hele uddannelsessektoren", siger hun.

 

Opdragelsespanelet

Institutleder på DPU Claus Holm er med i ministerens opdragelsespanel og vil afslutte konferencen, hvor der bliver en paneldebat om opdragelse med deltagelse af Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal, formand for BUPL's lederforening Eva Munck og landsformand i Skole og Forældre Mette With Hagensen.

Medlemmer af debatpanelet udover Sofie Münster og Claus Holm er familiepsykoterapeut og forfatter Fie Hørby, speciallæge Imran Rashid, forfatter Kristine Sloth, formand for Forældrenes Landsorganisation Fola Louise Gjervig Lehn, psykolog Per Schultz Jørgensen, læge Peter Lund Madsen, skuespiller Peter Mygind, chefredaktør på Berlingske Tidende Tom Jensen og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic.

Læs mere

Læs debatindlæg fra Mai Mercado

Læs om Opdragelsesdebatten

Følgdebatten på Facebook