Debat

Vi er Danmarks tal

Handler om unge i præstationssamfundet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af: Mille Foged

Så begyndte det altså. 9. klasse. Året, hvor det er knald eller fald- ifølge lærere og forældre. Det er nu bunken med forventninger og krav begynder at hobe sig op. Bunken som aldrig stopper med at vokse. Det er nu den øgede forventning i vores samfund om, at man hele tiden skal præstere, kommer til syne- og det er kun begyndelsen.

Mens man kæmper med stilen på værelset, så man kan tilfredsstille deres forventninger, råber mor, at nu er der familietid. Og man har jo altid tid til familien. Mens far deler kortene ud, taler mor om det nye gymnastikhold- Man kunne jo blive så meget bedre, hvis man gik på endnu et hold. Man ville jo sikkert komme til at springe sidst og stå forrest i serierne. Inden mor kommer for godt i gang, afbryder far og spørger, hvordan det går med skolen. Og ja, det går vel fint nok. Og det eneste man kan tænke på, er stilen inde på værelset, træningen om en time, festen i morgen og billedet du posted for lidt siden- Gad vide, hvor mange likes, det har fået.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi skal konstant holde os aktive. For tænk nu, hvis vi går i stå. Tænk nu, hvis vi ikke er de bedste, ikke får 1. pladsen, ikke har det højeste snit, ikke kan følge med- Tænk, hvis vi sakker bagud og bliver tabere. Hvis man ikke vinder- så taber man, så simpelt er det. Der er ikke noget, der hedder middelmådig i denne konkurrence, for så er man jo ikke unik- så er man ikke en ener. Så jeg kæmper videre, jeg skal lave det vildeste spring, jeg skal have det højeste snit, og de fleste likes- for ellers er jeg middelmådig, en taber, ik´?

Vi er, ligesom den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver, i et accelerationssamfund; vores tilværelse er blevet speedet op. Hastigheden er forøget på stort set alle fronter. Vi skal hurtigt blive bedre, hurtigt i gennem uddannelsessystemet, man skal hurtigt udvikles, for ellers sakker man bagud. Angsten, for at sakke bagud, bliver hermed til en kronisk belastning. Der er endda lavet regler så det kan svare sig at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet. Det er her, den globale konkurrence presser på. For Danmark vil gerne kunne følge med- nej, Danmark vil gerne være i blandt de bedste. Så vi unge skal presses igennem uddannelsessystemet, så Danmark kommer højere op på skalaen. Så hvad gør Danmark- jo, de giver ”bonus” til dem, der højest tager to sabbat år efter gymnasiet. Man kan derfor blive nødt til at sætte tempoet op, for ellers har man ingen chance for at kunne følge med de andre, så man kan have lige så mange muligheder, som de andre. Vi har ikke have foden på bremsen- men nærmere på speederen. Men med den fart skal du også passe på, du ikke kører galt.

Som min bedstefar ville sige; ”I er så forfærdeligt privilegeret, I kan jo alt. I får alt serveret på et sølvfad- Jeg skulle derimod kæmpe hårdt for at… ” Men er det et privilegium? For, sagt med mine bedstefars ord, så kan vi vælge alt. Hvilket man i vores præstationssamfund hurtigt bytter ud med; så skal man alt. Man skal have en sport, have en uddannelse, man skal til alle fester, man skal have høje karakterer, så man netop kan alt, så man har alverdens muligheder. Man skal kunne jonglere med tonsvis af bolde- uddannelse, venner, familie sport osv. Jeg ved ikke med dig, men jeg har altså svært ved at jonglere med 3 bolde. Nu er det så, min mor smider en kommentar ind; hun kunne altså jonglere med mange bolde, og hun kunne jonglere med en hånd, da hun gik i 1. klasse- det kunne hun, fordi de legede ”sunde” lege i frikvarterne, og de var ikke klistret til mobilen. Der fik jeg den.

Men det kan hun jo sagtens kritisere- det er ikke hende, der er vokset op med de sociale medier. Sociale medier er en del af vores hverdag- det er her, vi udstiller vores hverdag, her, vi jager likes og følgere, her, vi danner det perfekte glansbillede, her, vi ser, hvor lykkelige og dygtige alle andre er, her, vi bliver vurderet via likes…

Det er jo fuldstændig grotesk, hvordan vi hele tiden bliver vurderet. Hvordan vi allerede i folkeskolen bliver tæsket gennem nationaltest og prøver. Det kommer helt oppe fra toppen, fra den globale konkurrence. Vi skal hele tiden forbedre os og gerne overhale de andre lande. Det siver ned igennem hele systemet, og ender på det enkelte individ. Den enkelte, der høvles igennem prøver med alles øjne på sig- alles øjne der vurderer og sammenligner. Hvor ligger man i forhold til gennemsnittet, hvordan klarede resten af klassen sig, hvilken karakter svarer det til? Man bliver hele tiden sat på en skala- hvad er det for et menneskesyn? Vi er simpelthen blevet til levende tal, der går rundt, tal der sammenlignes, tal der bestemmer ens fremtid, tal der styrer ens liv. Vi er Danmarks tal, ikke Danmarks mennesker. Er vi ligeglade med det hele menneske, er vi ligeglade med at skabe et menneske, der har tillid til, at det nok skal klare sig igennem livet? Bare man får gode karakterer, bare Danmark ligger i toppen af skalaen, så er alt andet ligegyldigt. Er vi bare tal, der hele tiden skal forbedres? Hvornår er nok, nok? Hvornår kan vi stoppe med at få flere og bedre kompetencer, være færdige med at finjustere vores evner, stoppe vores konstante udvikling, -så vi kan lette foden lidt fra speederen og sige; Nu er nok, nok?

Men man har også sine egne forventninger, hvor der måske aldrig kommer til at findes et nok? For man vil altid presse sig selv, altid kunne skuffe sig selv, altid skamme sig, så kun det perfekte er godt nok. Og jo, det er fint, at man helt selv kan vælge, men alle muligheder står åbne. Jeg er selv ansvarlig for at skabe det perfekte liv for mig. Det er lidt af et ansvar. Tænk, hvis jeg kun bliver næsten lykkelig?

Det er virkelig en præstation, hvis man ikke bukker under for præstationssamfundets præmisser.

Når nej… Vi er jo bare de unge, der klynker.

Powered by Labrador CMS