Blog
3   57

Er det offentlige ramt af en data-og digitaliseringsrus?

Abonner på nyt om Folkeskoleforældre i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Data- og digitaliseringsskeletterne vælter ud af skabet i denne tid, hvor Politiken har sat fokus på ulovligheder i forbindelse med den nationale trivselsmåling, kommunale målinger og offentlige aktørers samarbejde om undersøgelser. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at vi oplever offentlig omgang med private data, som både er ulovlig og etisk problematisk.

Begrundelsen for dataindsamlingen hviler tilsyneladende på en præmis om, at data er nødvendige for at sikre indsatser i praksis. Men hvad nu, hvis dette er en illusion? Hvad nu, hvis iveren efter data har skabt en slags data-rus, hvor jagten på data ender med at blive målet frem for midlet?

Lad mig først præsentere nogle erfaringer og fortællinger fra virkeligheden på skoleområdet, vi i foreningen Folkeskoleforældre præsenteres for, når forældre henvender sig til os:

Artiklen fortsætter under banneret

Forældre fortæller i stigende grad om børn som er selvskadere, selvmordstruede, stressede, angstramte – med diagnoser, eller på vej til det.

Andre forældre fortæller om børn som har alvorlige problemer, og læreren og skolen nægtes ekstra ressourcer. Eksempelvis børn som går i en klasse med 10 børn som har brug for ekstra støtte og omsorg. Det er børn, som har forældre med psykiske lidelser, børn med indlæringsvanskeligheder, børn med diagnoser, børn som ikke er diagnosticeret endnu, og flere børn som har det ekstra svært i livet. Læreren kan ikke engang få tildelt en ekstra voksen i timerne. Så går tiden med det. Og børnene får det sværere og sværere i livet.

Andre forældrepar fortæller om deres barn som har læsevanskeligheder, måske er ordblind, og at barnet ikke får den fornødne hjælp på grund af manglende ressourcer.

Flere forældre fortæller om flerårige forløb, de har haft med deres barn, som har fået det dårligere og dårligere, mens skolen forgæves har forsøgt at få hjælp til barnet. Først når barnet forsøger selvmord og/eller kommer ind i psykiatrien, sker der ”noget” – men ofte alt for sent, og ikke nok. I årevis har barnets klasse også været vidner til en klassekammerat, der er smuldret foran deres øjne. Gad vide, hvordan det har påvirket klassekammeraterne?

Forældre fortæller om børn der lige nu udsættes for pres fra UPV, og karaktergivning på baggrund af, hvad de kan præstere i skolen, trods deres forskellige vanskeligheder. Børn oplever konstante tests, mange lektier, og opsplittede klasser uden kontinuitet, med vikarer som ofte er uuddannede. Lektiehjælpen i skolen, som burde være en hjælp, bliver reelt ikke tilstrækkelig hjælp, oftest fordi de voksne ikke har nok tid, eller ikke har den fornødne faglige viden. Desuden fortæller forældre også om manglende tid hos lærere til et samarbejde om børnenes problematikker.

De senere år har flere forældre henvendt sig og fortalt om skammen over fattigdom, eksempelvis over barnets manglende fødselsdagsgaver til fødselsdage i klassen (hvilket medfører, de ikke deltager), manglende mulighed for fritidsinteresser, og brugt tøj og sko som er slidte. Børnene lider under det, og dette påvirker deres livskvalitet samt overskud til at lære og udvikles sundt.

Hvorfor indsamle data? En alment kendt begrundelse for indsamling af data er angiveligt for at hjælpe med at opspore og hjælpe børn, der har brug for det. Man kan sige, at der ligger nogle gode intentioner bag.

Men hvad med børnene, som skulle hjælpes? En forælder har fortalt, at alle de smarte dataindsamlere ikke har gjort sig klart, at der faktisk findes en virkelighed uden for statistikkerne og forskningen, og at dét der rammer børnene hårdest, er de strukturer der omgiver dem, med en manglende mulighed for at opleve tryghed i hverdagen i skolen sammen med nærværende voksne og handlemuligheder for både de voksne og dem selv. De fleste af de børn, som forældrene fortæller os om, indgår ikke i officielle statistikker. Vi taler eksempelvis om børn, som tænker på selvmord, børn som er selvskadere, har angst og nogle er i overhængende fare for depression.

Kort sagt: Mange af børnenes problemer optræder ikke i de digitale data som indsamles centralt eller ude i kommunerne. Digitale data er ikke udtryk for et 1:1 forhold til virkeligheden. At tro dette, er en illusion.

Men handles der på de digitale data, der er? Der er adskillige eksempler på forskning, rapporter og undersøgelser som viser problemer, der ikke handles på. Et eksempel er betydningen af normeringer på daginstitutionsområdet. Fagprofessionelle og forskere har gennem flere år advaret om følgevirkningerne. Men sker der noget? Handler man politisk på det? En forælder fortæller ”Det har jo været på vej længe, de røde lamper har bimlet og bamlet over et dårligere og dårligere børneliv – men data indsamles, og dét i større og større grad. Men det hjælper ikke ude i den virkelige virkelighed”.

Kort sagt: Der indsamles data, hvor intentionen tilsyneladende er at hjælpe børnene. Men reelt handles der ikke på den viden, som de ansvarlige beslutningstagere præsenteres for. En handlen, som ellers kunne gøre en forskel ude i virkeligheden. Hvad er da formålet med at indsamle data?

Men tilbage til den gode intention! Vi må huske den gode intention. Der foreligger et ønske om at dataindsamlingen skal gøre en (god) forskel. Men – der er noget galt!

  • Når offentlige myndigheder lader hånt om børns og forældres ret til privatliv og lyver om ikke-eksisterende anonymitet.
  • Når kommuner sagsbehandler ulovligt på baggrund af tilfældigt afgivne svar i et elektronisk spørgeskema.
  • Når offentlige myndigheder lader børn ned til 12 år skulle forholde sig til temaer som selvskade, seksualitet, mobning, prostitution, ensomhed, vold i familien, alkohol, mobning, stofmisbrug og kriminalitet uden deres forældres vidende om spørgsmålenes art. Man kan ikke måle menneskers følelsesliv, ligesom man måler temperaturen med et termometer. I disse tilfælde kaster man børn ud i alvorlige overvejelser om livets skyggesider, og overlader børnene til sig selv imens. Man risikerer at gøre skade på børnene.
  • Når offentlige myndigheder indirekte antyder, at løgn er nødvendigt, fordi man ellers ikke kan få ærlige svar på undersøgelserne.
  • Når både børns og forældres tillid til offentlige myndigheder eroderer, og vi allerede nu oplever børn der svarer ”falsk positivt”, fordi de ikke ønsker at komme i myndighedernes søgelys.
  • Når der anvendes millioner af kroner på indsatser, som mere er baseret på ”tro og håb end på dokumentation og fakta”.
  • Når målingerne kritiseres for at være af dårlig kvalitet. Dette gælder flere områder, eksempelvis selve spørgsmålene. Hvordan skal en 12-årig eksempelvis svare på følgende spørgsmål? (fra Ungeundersøgelsen): ”Hvor mange af dine tanker på en normal dag handler om krop, vægt, kost og motion?” Hvor svarmuligheder er 0-24 %, 25-49 %, 50-74 % eller 75-100%.
  • Når målingerne kritiseres for at give indtryk af generelle tendenser, men er baseret på øjebliksbilleder hos børnene.
  • Når kommuner ikke anmelder undersøgelser til Datatilsynet
  • Når man risikerer at problematisere børn og familier på grund af statistiske ”afvigelser” og ubegrundet udpege familier og børn i ”risiko”, mens børn med reelle behov overses.
  • Når der ikke handles på målinger, eller handles modsat af, hvad målingerne viser.

Hvad skete der med den gode intention? En del tyder på, at målet helliger midlet! At dataindsamlingen i sig selv har fået førsteprioritet. Man har mistet kontakten til etikken og respekten for privatlivets fred og demokratiske principper. Vi taler ikke om små private aktører – vi taler om kommuner, KL, forskere, universiteter, ministerier og offentlige organisationer. De BURDE vide bedre! De VED det. De har bare VALGT at handle anderledes?

Er der sket en dekobling mellem myndigheder og tilknyttede aktørers fokus på data og digitalisering og virkeligheden?

Eksempelvis ser vi i KL’s ’Kommunernes teknologispring” et oplæg, som angiveligt beskriver mulighederne for digitalisering og anvendelse af data. Men oplægget er lavet uden skelen til eksempelvis etiske dilemmaer. Eller til, om tiltag er ønskelige. Dette vil ”man” lade de enkelte kommuner afgøre.

Et offentligt styringsparadigme kaldet Digital Era Governance så sit lys i 00’erne og blev præsenteret som et opgør med New Public Management. Indenfor Digital Era Governance findes der to retninger – hvor den ene angiver, at digitaliseringen bliver et middel for at opnå politiske mål, mens den anden angiver, at digitaliseringen bliver målet i sig selv.

I dag oplever vi, at digitalisering og datahøst i form af målinger, indikatorer og samkøring af registre i højere og højere grad fylder i den offentlige sektor. Det kan tyde på, at Digital Era Governance i Danmark er blevet versionen, hvor digitaliseringen bliver målet i sig selv. Denne version er med fokus på målinger, kvantitative data og indikatorer også præget af New Public Managements styringsteknologi.

Myndigheders ulovlige og etisk problematiske jagt på data for datas skyld og en dekobling i forhold til begrundelser, konsekvenser, og handlen på viden i form af ”data” kombineret med digitale visioner hos KL, hvor det er digitaliseringens muligheder som skal angive mulighedsrummet for politiske løsninger – og ikke omvendt - tyder på, at vi er havnet i en situation, hvor digitaliseringen er blevet et mål i sig selv. Og hvor vi samtidig oplever, at private frihedsrettigheder, etiske overvejelser og demokratiske processer sættes ud af spil.

Imens betaler vores børn den ultimative pris. Deres virkelighed forbedres jo ikke af utallige mængder af digitale data. Deres virkelighed forbedres først, når fokus rettes mod politiske valg og indsatser, som rent faktisk har vist sig at hjælpe børnene. Der mangler jo ikke viden! Der er adskillige eksempler på forskning, undersøgelser og rapporter, som beskriver alvorlige problemer inden for snart alle offentlige områder. Der er også adskillige eksempler på forskning, undersøgelser og rapporter, som beskriver grundlaget for et bedre børneliv.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har udtalt ”Data er det nye guld”. Mon vi er ramt af en guldfeber, hvor data i sig selv anses som ”guldet” som skal bringe velstand til Danmark? Samtidig er det en alvorlig trussel mod Danmark. Søren Pape har udtrykt ”Vi er jo ikke DDR” i forbindelse med fremsættelsen af et nyt forslag om datalov. Pape har tilsyneladende ikke opdaget, hvor alvorlige problemer der er med private frihedsrettigheder og demokratiske processer i måden, det offentlige håndterer data og digitalisering på. Det kan vi ikke acceptere i et demokratisk samfund.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ