Debat

Er der en voksen tilstede?

Siden nytår har man kunne læse den ene sindsoprivende afsløring efter den anden, omkring hvordan kommunerne ikke lever op til dataloven på børneområdet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Spørgeskemaundersøgelser om børns trivsel registreres direkte på cpr.nr., gemmes på ubestemt tid, samkøres med anden data, bliver benyttet til at lave handleplaner på individ niveau, alt sammen ulovligt, og i strid med lovet anonymitet. Spørgeskemaer om børn og unges seksuelle debut, stofindtag og kriminalitet registreres på fødselsår og -måned, skole og klasse, og kaldes anonyme.

Al denne data om børn og unge, er i følge udbyderne af indsamlingsdatabaserne og repræsentanter for kommunerne, meget vigtig for kommunernes evne til at handle overfor børn i vanskeligheder. Åbenbart så vigtig at man er helt ligeglad med børns datasikkerhed.

I det ene system er der et rødt flag, når børns svar falder i den negative kategori for trivsel, og så leverer læreren en bekymringsskivelse til myndighederne. For nogen lyder det måske fabelagtig smart, men helt lavpraktisk, så er det meget lidt tillidsvækkende, og man kan da godt forstå, hvis børnene pludselig begynder at passe på med, hvor de sætter deres flueben. Der er ikke meget sjov ved, at der pludselig laves en masse indsatser, på baggrund af noget, man troede man havde sagt i hemmelighed. Det svarer til at læse i folks dagbøger i smug, eller at tjekke deres søgehistorik på nettet. Det er helt enkelt uetisk.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er også uetisk, når man, som KL, ønsker at kommunerne kan indsamle og samkøre data om fx børns trivsel med forældrenes socioøkonomiske forhold, eller børns afgangsprøvekarakterer med deres etnicitet. Det er både fordomsfuldt og uetisk, men også med til at danne en forestilling om, at man ud fra børns sociale status ved fødslen kan bestemme deres livsforløb. 

Vi er næsten ovre i en barnagtig naivitet, hvor fuldvoksne mænd og kvinder tror, at vi kan hente svarene på samfundets udfordringer i et data ark. Der synes at være en forestilling om, at hvis vi ved at barn A født under nogle bestemte omstændigheder klarer sig rigtig godt, så vil barn B klare sig lige så godt, hvis det tilbydes de samme omstændigheder.

Sådan er mennesker ikke, vi er os selv, vi skabes selvfølgelig i samspil med verden omkring os, men vi er også os selv, træffer egne valg, har vores personlighed og vores biologiske forudsætninger, som er helt vores egen, og som ikke kan aflæses ud fra den smule data, det er muligt at indsamle os.

Data, som er personlig, og som vi egentlig helst ser os fri for, at nogen sidder og leger ‘gæt en taber’ med. 

Powered by Labrador CMS