Det kan måske udefra se ud som om, at den vidtgående specialundervisning i perioder har befundet sig i sin egen lille verden. Det har muligvis betydet, at specialskolerne har kunnet leve i fred – måske oven i købet til tider er blevet glemt – eller har været et let offer, når politikere og forvaltningsfolk med regneark som det primære styringsredskab, har svinget den skarpe sparekniv.

I København var sidst store omgang for et par år siden, hvor en såkaldt bechmarkundersøgelse viste, at de københavnske kategori-4 skoler (Skolen i Ryparken, Strandparkskolen, Fensmarkskolen og Øresundsskolen) var dyrere en tilsvarende skoler i eksempelvis Århus. De københavnske politikere i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på den baggrund at de 4 skoler skulle spare 13, 7 mio. tilsammen. En meget voldsom besparelse.

Det blev, uden held, forsøgt forklaret, at en mulig årsag til at den vidtgående specialundervisning var dyrere i København også kunne hænge sammen med forskel i kvalitet. At undervisningen indenfor den vidtgående specialundervisning simpelthen var af en højere kvalitet i København end eksempelvis i Århus. Det var svært, næsten umuligt, at trænge igennem med en sådan kvalitetsdagsorden.

Udover det ret store sparekrav på 13,7 mio. kr. stod de fire kategori 4 skoler overfor en anden stor udfordring. Folkeskolereformen skulle rulles ud på skolerne. Den vidtgående specialundervisning var tilsyneladende glemt i reformen, hvor de fælles mål slet ikke var tilpasset eleverne på kategori 4 skolerne.

Behovet for, at den vidtgående specialundervisning kunne måles på andet end eks. elevfravær, lønkroner og personalets sygefravær, var tilstede. Behovet for at diskutere kvalitet, at måle og beskrive kvalitet, var tilstede. Jeg synes nu, at vi altid havde forsøgt – i hvert fald beskrivende i elevplanerne - at arbejde med udvikling og kvalitet. Men OK, det var tilsyneladende ikke noget, andre end os selv på specialskolerne, kunne forstå.

Elever, som har et sværere udgangspunkt end mange andre, har også krav på, at blive så dygtige, som de kan. Naturligvis! Det kræver, en diskussion af, hvordan der skabes de bedste fysiske rammer for undervisningen samt at der sættes didaktiske og specialpædagogiske overvejelser i fokus. Det kræver, at udvikling hos den enkelte elev kan måles og beskrives på en eller anden måde.

Projektet Alle i Mål, som er i gang med at blive implementeret på de fire skoler samt på undervisningscentret UiU, kan, efter min mening, give os på kategori 4 skolerne nogle redskaber til at trække kvalitetskortet, når sparekniven slibes. De formulerede pejlemærker tager udgangspunkt i eleverne og synliggør kompetencerne på en såkaldt P-skala. Udgangspunktet er nemlig, at alle elever er undervisningsbare og alle elever har kompetencer og potentialer.

Arbejdet med Alle-i-Mål-pejlemærkerne kræver lærere med didaktiske og specialpædagogiske kompetencer, som er erhvervet via uddannelse og erfaring. Det kræver derudover lærere, som evner det tværfaglige samarbejde med eksempelvis pædagoger, psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter og talepædagoger. Implementeringen af Alle i Mål giver også udfordringer. Sådan er det måske ofte med nye arbejdsredskaber. Udfordringerne er ikke ens på de fire skoler og UiU, hvorfor jeg vil opfordre til, at personalet på skolerne inddrages i hele processen, altså også i forbindelse med implementeringen.

Jeg håber, at de københavnske politikere har pakket sparekniven væk og i stedet med stolthed letter yderligere på pengekassen. De fire københavnske specialskoler samt UiU udvikler og implementer et helt nyt redskab, som mange andre skoler og kommuner efterspørger rundt om i landet. København er helt i front!