Dette handler også om var at finde nogle basale principper for hvordan vi kommer til at udnytte vores egne svagheder. Vi kan så vende tilbage til hvordan de samme principper kan åbne op for alternativer! De tre essays er et forsøg på at opfriske den "kritiske ontologi"; eller sådan noget og lidt til…

Staten og demokratiet, som tragediens scene…

Men hvad kan vi da ved denne ontologi - vi kan måske passende tale om #konkurrencestaten, og give den det 'funktions annerkendende' prædikat #rovstaten! Mine første #rovprædikat (#rovtragik og #rovjournalistik) handlede om at demarkere den politiske dramaturgis aktualisering af tragedien… med #rovstaten demarkeres yderligere hvordan den rodrift (kan) sættes i scene, og aktualiseres.

Der er vel ingen tvivl om at #rovstaten udgør en realitet! Vi kan jo ved selvsyn se at folkeskolereformen er indrettet så vi spiller efter reglerne for denne virkelighedsbeskrivelse, men hvad vi ikke opdager er at #rovstaten handler om #rovdrift på forskellige klasser af borger… fx de liberalt konkurrencevillige, og dem som ikke vil være det! Væsentlige dele af #rovstatens spille regler, har en skjult funktion: at vi opdeles i helte og skurke!

Begge parter kan siges at være skrøbelige i dette drama, de liberale helte deltager idealistisk i en konkurrence… som de i realiteten ikke kan vinde, og de anerkendes reelt ikke derfor! Kun de der "vinder" anerkendes. Omvendt for de udførende arbejderhelte… de anerkendes kun efter de #rovmål, som dikteres i det #rovstatens virkelighedsbeskrivelse!

#rovreformation 

En af de ting vi også har lært, under indførelsen af folkeskolereformen, var at denne bygger på (ledsages af!) #rovevidens! Det vil sige at sådanne politiske reformer gerne finder sin legitimitet ved evidens, heraf altså #rovevidens og #rovlegitimitet… logikken i dette handler om at #rovevidens reelt må henvise til aktualiseringen af det vi nu kan kalde #rovtragik… frit efter Aristoteles' forskrift, en dramaturgi for tragedien: verden opdeles i helte (os) og skurke (også os?) - eller #rovstatens udgave: vinderstater og taberstater!

Lad os vel antage at Danmark allerede er blandt vinderne blandt konkurrencestater, vi er 5-6 millioner vindere - men hvem 'er' da taberne: lortestaterne? ( Vi bør senere se på de 'systemisk implikationer', hvad er tragediens systemiske real 'produkt' - mon ikke Lars Henrik Schmith har give os et bud?!) 

#rovprædikat og dramaturgi

Bemærk, at et sådant #rovprædikat alene har en kvalitativ/pragmatisk funktion… altså det vi demarkerer er den dramaturgi (mekanik!), som vi kan observere/registere.. Det virker 'ganske uinteressant' at udpege aktørerne - i enhver tragedie kan enhver aktør frit udskiftes med enhver anden - der knytter sig ingen reel identitet til tragedien… men tragedien aktualiseres reelt først når vi identificere os med vores roller.. eller føler os tvunget dertil!

Det kræver lidt øvelse - bliver let fristet til at sætte sit selv i spil - men prøv at opfinde et nyt #rovprædikat, at bruge det og at undgå at anvende det som aktør. En mulig tilgang ville være teater anmelderens… eller en antropologisk skabelon er nødvendig?

Hvis en da fremstår som fortaler for konkurrencestaten - sige dette ikke noget 'reelt' om denne aktørs karakter? Nej - egentligt ikke, det sige os bare at 'denne' aktør (og/eller dennes modstander) ikke har gennemskuet #rovtragik's dialektiske mekanik… men vi kan vel alle lærer det og blive lidt klogere?  

At lade det være, eller ikke lade dét være… dét var sagen…

De første indlæg…:

* Hvordan sættes vores Ego ind, og hvordan gøres det til skurken i tragedien

* Findes der en mekanik bag vores ulykkelige kærlighed til tragedien

* Det tredje indlæg (endnu ikke publiceret)… apori?