Victor Dinesen var ligesom de fleste andre 10-årige drenge. Han spillede fodbold i frikvarteret, gik til karate i fritiden og var med jævne mellemrum oppe at slås.

Men midt i påskeferien i 4. klasse forandrede alting sig for familien Dinesen. Efter mange måneders undersøgelser og behandling, døde Victor Dinesens far af kræft, og den bare ti år gamle dreng stod pludselig uden sin far.

Når elever rammes af sorg: "Vi lærere kan gøre en stor forskel"

Han fik en uge fri fra skole, og midt i den dybe sorg efter at have mistet sin far, bankede det lige pludselig på døren. Det var hans folkeskolelærer, der stod på dørtrinnet. Med sig havde han en stor bunke håndskrevne breve fra klassekammeraterne på Lindevangskolen på Frederiksberg. Læreren havde fortalt klassekammeraterne om den forfærdelige omstændighed, der i løbet af påskeferien havde ramt Victor Dinesen og hans familie, og alle eleverne havde skrevet et brev til deres sorgramte kammerat.

"Mine klassekammerater havde skrevet breve til mig for at støtte op om mig, og så jeg vidste, at de tænkt på mig. Det rørte mig virkelig, for jeg havde aldrig regnet med, at skolen ville støtte mig på den måde. Da jeg fik brevene og støtten fra skolen, blev jeg utrolig rørt, fordi jeg fik en støtte, jeg ikke havde forventet", fortæller Victor Dinesen, der i dag går i 1.g på Rysensteen Gymnasium.

"En af mine andre lærere kom med til noget så personligt som min fars begravelse. Lærernes tillidserklæringer var så store. At komme med til begravelsen må virkelig have været svært for den lærer, men det var virkelig vigtigt for mig, fordi det skabte et helt andet bånd end bare lærer-elev-forholdet. Relationen blev meget mere personlig. Det var vigtigt for mig, at jeg havde et personligt bånd til mine lærere, så jeg kunne tale med dem om nogle meget personlige ting. Hvis jeg ikke havde følt mig tryg ved det, så havde jeg haft det forfærdeligt", siger Victor Dinesen.

Sorg er hverken tids- eller fasebestemt

Det var ikke kun i forbindelse med dødsfaldet, at Victor Dinesens lærere støttede op om den unge skoleelev. Forud for påsken var gået mange måneders sygdomsforløb, siden Victor Dinesens far fik konstateret den livstruende sygdom. I den periode, hvor Victor Dinesen fra den ene dag til den anden skulle vænne sig til at have en dødssyg far, gjorde lærerne på Lindevangskolen alt, hvad de kunne for, at han kunne opretholde et nogenlunde normalt liv:

Normal hverdag

"Det vigtigste for mig var, at jeg kunne fortsætte med en normal hverdag. At jeg ikke blev til et slags offer og ikke følte, at der var noget i vejen med mig, samtidig med at min far var syg. Skolen havde meget fokus på, at jeg skulle fortsætte med den hverdag jeg kendte, så jeg ikke var ked af det hele tiden. Det hjalp virkelig meget", siger Victor Dinesen.

Da Victor Dinesen to uger efter dødsfaldet igen trådte tilbage ind i klasselokalet på den gamle Frederiksberg-folkeskole, lavede han sammen med sine lærere nogle klare aftaler om, hvordan hans sorg kunne håndteres, samtidig med at han gik i skole.

"Jeg talte meget med mine lærere. Vi aftalte, at hvis jeg havde brug for noget tid alene eller havde behov for at sidde og græde lidt i løbet af dagen, så kunne jeg bare gå ud af klassen, og så ville min lærer komme og støtte mig. Alle lærerne sagde, at jeg skulle tage den tid, jeg havde brug for. Jeg fik lov til at trække mig lidt tilbage og tage tingene i mit eget tempo", fortæller Victor Dinesen.

Ph.D: Sådan hjælper du elever i sorg

Han fremhæver selv relationen til sine lærere, og den tryghed og tillid han havde til dem, som det allervigtigste i tiden efter dødsfaldet:

"Lige så snart jeg trådte ud af klassen havde jeg mulighed for at tale med en lærer om det. Jeg var tryg ved mine lærere, og kunne tale med dem om det. De var rigtig gode til at tage sig af mig og støtte mig, når jeg havde brug for det", siger han.

Sorgen forsvinder ikke

Tidligere på ugen udsendte Kræftens Bekæmpelse udgivelsen Sorghandleplan 2.0, der er en manual til opdatering af folkeskolernes sorgberedskab. En af de centrale pointer er, at sorgen ikke fortager sig, og derfor opfordrer organisationen skolerne til at have særligt fokus på barnet, også når den akutte sorg har fortaget sig og barnet er vendt tilbage til hverdagen - og også selvom der er gået flere år siden tabet.

"Jeg bliver stadigvæk ked af det nogle gange. Jeg kan huske særligt én episode i 8. klasse, hvor jeg var helt ude af den. Jeg sad ude på skolens brandtrappe i en halv times tid. Der kom en lærer og satte sig ved siden af mig, helt uden at sige noget, men han sad der bare og fik mig til at føle mig bedre tilpas i situationen", fortæller Victor Dinesen. Han fortæller videre om den store festdag, som sidste skoledag normalt er for de fleste elever, lærere og forældre: "Det var virkelig hårdt til min dimension. Jeg vidste jo, at min far ikke kunne komme. Jeg ville gerne have, at han skulle se, hvor godt jeg havde klaret det. Så det var svært at gå ud af skolen, uden at min far så det. Men han er her jo stadig. Hvis han ikke er et sted deroppe, så er han stadigvæk inde i mig. Jeg er glad for, at jeg lærte ham at kende, så jeg stadig kan spejle mig i ham".

Elever i sorg

Som årene er gået, og Victor Dinesen stille og roligt har vænnet sig til, at hans far ikke er her mere, er han blevet optaget af at hjælpe andre børn, der oplever at miste en forælder. Derfor har han også delt sin historie med Kræftens Bekæmpelse, da de skulle skrive Sorghandleplan 2.0.

"Jeg vil gerne dele mine erfaringer, så både eleverne, lærerne og forældrene ved, hvordan man kan håndtere sådan en situation på en god måde. Jeg har hørt så mange historier om, at folk er blevet fuldstændig isoleret i deres klasse, og andre der er blevet tvunget til at snakke om dødsfaldet foran hele klassen. Det er svært at lave et eksemplarisk forløb, men med sorghandleplanen ved lærerne, hvordan de kan hjælpe en elev, der er i en frygtelig dårlig situation", fortæller han.

Victor Dinesen priser sig lykkelig for, at hans lærere tog så godt hånd om ham:

"Da jeg mistede min far, var der slet ikke det samme fokus på sorg, og man havde ikke de samme redskaber, som man har i dag. Jeg var heldig, at jeg havde så gode lærere, der var virkelig dygtige til det de lavede, og som håndterede det rigtig godt".