Folkeskolereformen og lov 409 om lærernes arbejdstidsaftale er en naturlig og selvfølgelig anstødssten for mange, der interesserer sig for skolen. Hvad er det for en skole, der lægges op til med reformen, og hvordan og inden for hvilke rammer skal arbejdet i skolen foregå?

Det er også udgangspunktet for Steffen Larsens bog "Folkets Skole", som bygger på den præmis, at reformen og lov 409 har fjernet skolen fra folket. Det er derfor på tide at vise en vej for at gøre skolen til en folkets skole.

Larsens tilgang er ikke ganske en afvisning af reformen, men det er en klar afvisning af, at undervisningen skal styres af mere eller mindre snævre læringsmål. For Larsen, ligesom for langt de fleste lærere, er skolens sigte langt bredere end læringsmål. Det handler om udviklingen af hele mennesker, og her er den faglige udvikling af eleverne kun en blandt flere parametre. Desuden kan faglighed eller faglig udvikling i sig selv ikke meningsfuldt reduceres til faste mål.

For at sikre, at skolen i højere grad end målstyret bliver formålsstyret, skal skolen arbejde med udvikling af tillid, dialog og arbejdsglæde. For Larsen bliver trivslen hos børn og voksne forudsætningen for den vellykkede skole. Hvis man sikrer børnenes og de voksnes fysiske og mentale sundhed - helse - så vil alle også præstere bedre, og skolen vil komme i mål med glade og velfunderede og velkvalificerede mennesker.

En anden del af Larsens diagnose af folkeskolen tager fat på den politiske ledelse og den politisk styrede skoleledelse. Ledelse er blevet et spørgsmål om styring og økonomisk rationalitet - det er regnearkene, der taler et sprog, der er fjernt fra menneskelighed og meningsfuldhed. Ledelse bliver i den nuværende situation en fjern og abstrakt størrelse, der ikke er i kontakt med det, der sker "på gulvet" - i klasserne og for skolens aktører (pædagoger, lærere og børn).

Det snævre fokus på læringsmål og anvendelsen af new public management skyldes, at skolen hænger fast i industrisamfundet, hævder forfatteren, og han taler for, at der er “brug for et nyt regime", der har “borgerne og deres behov i fokus”. Det er vigtigt at tænke skolen ind i en samfundsmæssigt lokal sammenhæng. Skolen og dens voksne hænger også sammen med, hvordan man betragter kommunens ansatte. Inden for new public management bliver de ansatte betragtet som abstrakte funktioner, der er reduceret til økonomiske brikker, og dermed tømmes funktionerne for mening. Derfor må ændringen af skolen også ses i sammenhæng med en politisk ændring af opfattelsen af medarbejderne. Det er også deres "helse", det drejer sig om.

Der er ikke i Larsens diagnose anknytningspunkter til, hvordan man så kan arbejde med disse. Ud over det indlysende, at man jo bare kan vælge at gøre noget helt andet. Hvordan det skal ske, har Larsen ikke noget bud på.

Steffen Larsen har valgt at skrive sin bog som en "fremtidsberetning", der foregår i 2027, efter at man har valgt en hel anden vej i 2017. Kommunen har simpelthen valgt at gå den vej, Larsen synes. Han trækker her på en klassisk genre, hvor forfatteren kan sige noget om sin samtid ved at forlægge beretningen i tid eller rum, så der kan etableres en kontrast - et perspektiv.

"Folkets Skole" beskriver, hvordan skolen er i 2027, efter at kommunen har sadlet om og lagt afstand til snævre mål og new public management. Man har gjort elevernes og skolens voksnes trivsel til det afgørende, man har arbejdet med, hvad der giver børn og voksne mening i tilværelsen: nemlig en kombination af individualisme og fællesskab, hvor man handler i forhold til det fælles bedste og ud fra en (højere) mening. Det er hele tiden den enkeltes velvære, der er i fokus, hvilket også får alle til at præstere bedre.

Det er ikke sådan, at man ikke er interesseret i at klare sig godt i sammenligning med andre. Tværtimod. Man har fået “en skole med robuste børn, der er ukuelige, og som kommer igen efter modgang” ... “en skolen, der bygger på elevernes og personalets individuelle styrker, både talenter, læringsstile og karakterstyrke”. Videre hedder det, at det “er godt med topresultater. Resultater er vigtige, men processerne frem mod resultatet er mindst lige så vigtige”. Og det hedder også: “Det er værdifuldt at kunne benchmarke skolen med andre skoler i ind- og udland”.

Det kan måske være lidt svært helt at forstå, hvordan resultaterne og processerne kan være lige vigtige. Er processerne vigtige, fordi de fører til resultatet? Hvis ikke, hvordan kan topresultater og benchmarking så være vigtige?

Steffen Larsen insisterer på at bygge på forskningen inden for motivation, læring, lykke, flow og så videre. Men han er meget selektiv i sin inddragelse af forskningen. Han henviser umiddelbart til den forskning, der bekræfter de forestillinger, han har om "den gode skole", og han diskuterer ikke forskningen, og han vurderer den ikke i forhold til anden forskning. Det virker faktisk ikke til, at han er interesseret i, om forskningen er valid eller ej, men mere i, hvad den peger på.

I det hele taget er det en lidt utilfredsstillende bog, der er kommet ud af bestræbelserne. Der synes at være et misforhold mellem, hvad forfatteren synes, en god skole skal være - altså en holdning ud fra en række værdier - og hvad forskningen siger - altså hvordan man kan nå bestemte ting gennem rationel analyse.

Da der er tale om en debatbog, kunne forfatteren i højere grad have lagt vægt på de værdimæssige og politiske argumenter - i stedet for at forsøge at gøre opfattelsen af skolens "hvorfor" til et videnskabeligt anliggende.

Genren fungerer heller ikke, da forfatteren tilsyneladende ikke selv tror på den. Derfor har han også først en analyse, som helt tydeligt er placeret i nutiden. Og fremtiden beskrives så tilpas løst og abstrakt, at den snarere bliver et postulat. Der er ikke gjort noget for at give fremtidsscenariet en "tyk beskrivelse", så man kan mærke, at den eksisterer, hvilket den jo gør inden for bogens egen logik.

Der er mange fine og gode "ønsker" til, hvordan man kan bedrive skole på en måde, der undgår en række af de uhensigtsmæssigheder, der findes i dag. Det er selvfølgelig fint at pege på, at der skal være udfoldelsesmuligheder for den enkelte, der er rodfæstet i et fællesskab. Det kan de fleste nok blive enige om i forvejen. Desværre bevæger denne debatbog sig ikke op over de behjertede ønsker om en skole, der tager formålsparagraffen alvorligt. Problemet er i sidste ende, at debatindlægget ikke bygger på en egentlig uddannelsespolitisk og samfundsmæssig analyse - diagnose.

Derfor bliver det beskrevne alternativ også let som en luftspejling, der kan være nok så køn at se på.