Debat

Opråb til lærerne: Vi har selv hovedansvaret for at genoprette og stadfæste vores professionalisme

I en tid hvor lærernes professionsgrundlag trues på mange måder, er det strengt nødvendigt, at vi som lærere viser og italesætter vores professionalisme. Vi må mestre og insistere på, at vores primære opgave er pædagogisk-didaktisk. Ellers reduceres lærergerningen nemt til et teknologibaseret læringsbogholderi, til en ”rundkredspædagogisk” praksis eller til entertainment. Og kun lærerne selv kan modvirke det.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerprofessionen og dens omdømme lider mange knæk i disse år – kulminerende med lockouten i 2013. Med ét mistede vi i mine øjne vores anseelse. Jeg havde aldrig i mine på dét tidspunkt 17 år som lærer været flov over mit job, men det blev jeg meget hurtigt i disse skelsættende forårsdage. Al faglig stolthed og professionalisme forsvandt de morgener, hvor mine kollegaer og jeg stod på gadehjørnet uden for skolen iklædt – beklager kære kollegaer – latterlige grønne kasketter, mens vi forsvarsløst modtog de forbipasserendes ucensurerede reaktioner: De venlige vinkede, nogen brugte fornøjeligt hornet, andre kiggede lige igennem os, mens ikke så få endda gav os fingeren. I de dage mistede jeg fuldstændigt følelsen af, at vi som lærere kunne noget, som ikke alle kunne gå ind fra gaden og gøre lige så godt.

Fra da af har der været et stærkt behov for at genoprette og stadfæste vores professionalisme. Den har været truet siden, og vi skal som faggruppe være vågne over for, i hvilke situationer det er særlig vigtigt at holde fast i og markere vores faglighed og opgave. Ellers er der fare for, at den vil ændre sig permanent.

Teknologibaseret læringsbogholderi

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Den rigide målstyringstendens og fænomenet Synlig Læring udgør en af de største trusler mod lærerprofessionen. En skole i Skanderborg er som den første i Europa udnævnt til Visible Learning Partner School. Udnævnelsen følger af, at skolen har formået at omsætte John Hatties Visible Learning-koncept til den daglige undervisning.

I en del andre kommuner er man optaget af Synlig Læring – bl.a. i Gladsaxe. På kommunens hjemmeside hedder det, at alle skoler er godt i gang med at arbejde med Synlig Læring. Og omdrejningspunktet er centrale elementer fra John Hatties feedbackmodel:

  • Feed up: Hvad skal jeg lære?
  • Feed back: Hvor langt er jeg kommet?
  • Feed forward: Hvad er mit næste skridt?

Eleverne skal være læringsbevidste. Det vigtige er at lære at lære. Fagligt indhold er ligegyldigt. Læringsmål og konkrete resultater, er det, der tæller. Heraf følger, at læreren skal være læringsekspert, læringsdetektiv og læringsbogholder, der hele tiden skal iagttage og registrere elevernes udbytte og fremskridt i diverse – ofte teknologiske – systemer.

I min foredragsvirksomhed bliver jeg af og til kontaktet af kommuner eller skoleledere, der vil invitere mig til at holde oplæg om, hvordan en dannelsesforståelse kan omsættes til konkrete målbare parametre. Man har erfaret, at dannelse og et bredt læringsbegreb er ved at vinde indpas i skoledebatten, men tænkningen omkring synlig læring og læringsbogføring har mange steder helt overtaget forståelsen af skolens opgave, undervisning og elevernes udbytte, hvis kompleksitet man derved har mistet blikket for. Man forestiller sig, at hele skolens virke og dermed også den komplekse dannelsesopgave kan indfanges af målstyringstænkningen og forestillingen om Synlig Læring.

Rigtigt mange steder er lærerrollen i dag altså stærkt knyttet til det stærke læringsparadigme. Undervisningen skal genere synlige læringsresultater, som kan bogføres i fx de digitale læringsplatforme. Man er optaget af den snævre og målbare læring – og kun den. Elevernes faglighed indskrænkes betragteligt. Kun det direkte iagttagelige udbytte har betydning. Og lærergerningen reduceres til et teknologibaseret læringsbogholderi. Der er givet en ”opskrift” på, hvad god undervisning er, og devisen lyder, at succes opnås, hvis ”opskriften” følges i alle fag og alle timer. Væk er behovet for pædagogisk dømmekraft og den grundlæggende forståelse af, at skolens opgave er pædagogisk og dermed eksperimenterende, uforudsigelig og fuld af dilemmaer, som læreren til stadighed må håndtere med netop sin pædagogisk-didaktiske faglighed, der ikke leverer endegyldige svar, men som giver et fundament af viden og erfaring at reflektere og foretage valg ud fra.

Rundkredspædagogik

I sin tale ved Folketingets åbning i 2003 udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sine berømte kritik af folkeskolen, der ifølge ham i alt for høj grad lagde vægt på, hvad eleverne følte og syntes, i stedet for at fokusere på at udvikle deres faglighed. Han sagde: ”Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?”” (Statsministeriets hjemmeside: www.stm.dk)

Udtalelsen åbenbarer en – tror jeg – udtalt fordom om lærere og vores virke i skolen. En fordom, der nødvendiggør, at vi til stadighed rejser os – hver især og i samlet flok, i det private som i det professionelle liv – og viser og manifesterer, at lærerfagligheden har rod i et helt andet substantielt teoretisk og praktisk fundament. Hvis vi vil genrejse vores faglige omdømme, må vi bevidst vise, hvori vores faglighed består.

Af samme grund ærgrer det mig, at man i TV2-udsendelsen ”Pisk eller gulerod” i december 2017 kunne høre, at en lærer, der skulle tage imod sine nye elever, stillede dem den opgave, at de skulle vælge at sidde på den træstub, der ”talte mest til dem”. Jeg er klar over, at replikken kan være anvendt i en sammenhæng, der ikke yder den pågældende lærer retfærdighed, men alligevel ligger der rigtig meget i den replik. Den manifesterer ikke lærerfagligheden. Tværtimod. Den vedligeholder – i den bedste sendetid – den rundkredspædagogiske fordom, og det har vores profession ikke ”råd” til. Vi skal som faggruppe tænke meget over, hvilket sprog vi benytter i og om vores virke. Sproget kan bygge vores faglighed og anseelse op, ligesom det kan nedbryde den.

Entertainment

I forbindelse med ”normaliseringen” af lærernes arbejdstid i 2014, hvor vores forberedelsestid blev reduceret, diskuterede jeg konsekvenserne med en ven, der ikke er lærer. Han var af den klare opfattelse, at man som fx idrætslærer ikke kunne have brug for megen tid til forberedelse. Hans forestilling var, at man da bare lige kunne dele klassen i to hold og lade dem underholde sig med at spille rundbold eller høvdingebold. Hvor lang tid kunne det tage at arrangere en aktivitet, som eleverne syntes var sjov, og hvor de fik rørt sig? Opfattelsen var, at det faglige indhold primært skulle være underholdende, og der var ingen tanke på, at undervisningen skulle lede frem til bestemte færdigheder eller kompetencer. Da jeg konfronterede ham med, at en af mine dygtigste kollegaer oplevede, at idrætsfaget for ham krævede allermest forberedelsestid, og da jeg samtidig viste min ven fælles mål for idræt, ændrede hans forståelse sig meget. Han fik blik for fagets omfattende indhold, og den mangefacetterede faglighed, eleverne skulle opnå. Jeg er sikker på, at min vens opfattelse af læreropgaven er ret udbredt.  Og den opfattelse skal vi gøre noget aktivt for at aflive. Nok kan man som lærer møde respekt for, at man kan ”styre” og ”håndtere” eleverne, men vi kan jo andet end det. Vi kan andet end at beskæftige og underholde. Vi kan træffe didaktiske valg og undervise på måder, der igangsætter de bedst mulige lære- og dannelsesprocesser for eleverne. Og dét kræver andet og langt mere end at kunne entertaine.

Gør lærerfagligheden synlig

Der er altså en lang række gode grunde til, at vi som faggruppe skal være vågne, rejse os og påtage os den opgave at genoprette og manifestere lærerfagets professionalisme. Vi har en særlig faglighed, men vi er i den situation, at den – i modsætning til mange andre faggruppers – trues, nedvurderes og meget let udviskes.

Vi skal åbne munden og udtrykke os. Vi skal stille spørgsmålstegn ved, hvad overdreven læringsmålstyring og Synlig Læring gør ved skolens opgave, ved elevernes faglighed og dannelse og ved lærerprofessionen. Vi skal gå i dialog med ledere og kommuner, der falder på halen for dem, der vil sætte den pædagogiske praksis på formel og lade den styre af de digitale læringsplatforme. Vi skal bruge et pædagogiske-didaktisk sprog om vores gerning, så de rundkredspædagogiske forestillinger kan manes til jorden, og vi skal gøre det klart, at der bag alle vores didaktiske valg ligger andre intentioner end blot at ville underholde eleverne. Vi skal vise, hvad man som professionel lærer kan og ved om undervisning, lære- og dannelsesprocesser og skolens opgave i samfundet, og vores primære redskab er det pædagogisk-didaktiske sprog. Det er strengt nødvendigt, at vi ikke tier og tænker, at andre må tage bladet fra munden for os. Vores styrke og vores professionalisme manifesteres i sproget, og det skal vi bruge. Der er ingen andre, der gør det for os. Vi bærer selv hovedansvaret for at genrejse og stadfæste lærerfagligheden.

Powered by Labrador CMS