Debat

Hatten af for ministerens undsigelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Tina Nedergaard!

Det var velgørende i sidste uge at læse, at jeg efter din mening »selvfølgelig« ikke kan huske »hundredvis« af trinmålsevalueringer udenad. Men nu drejer det sig ikke om hundredvis, men tusindvis.

Din oplevelse af, at lærerne er gode til at finde »niveauet«, er korrekt. Problemet er bare, at det ikke er bekendtgørelsens niveau.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Bekendtgørelsen fastsætter som mindste-niveau evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål, i mit tilfælde 2.160 trinmål, som jeg skal have overblik over, når jeg skriver mine elevplaner. Det kan jeg kun ved at huske resultaterne af de mange tusinde evalueringer udenad.

At dette astronomiske antal evalueringer ikke bliver gennemført i virkeligheden, fordi den opgave er lige så umulig som huskeopgaven, er en helt anden historie.

Din legitimering af at finde »niveauet« underminerer bekendtgørelsen, der fra ministeriets side har været håndhævet særdeles rigoristisk på dette punkt. Selv om Bertel Haarder med tiden blev mere ulden i sin mund, når det gjaldt praksis, forblev han knivskarp vedrørende det formelle grundlag. Elevplansbekendtgørelsen var realistisk og skulle realiseres.

Den doktrin har du nu undsagt. Hatten af for det.

Lad mig rette en misforståelse. Jeg er ikke imod elevplaner, men jeg er imod ved lov at få pålagt en umulig opgave, som gør, at jeg hver dag går hjem som lovbryder.

Som lærer har jeg altid sat meningsfuld skriftlig kommunikation med »mine« forældre højt. I den forbindelse er »meningsfuld« det, der er nerven i mit arbejde med eleverne. Den kommunikation slog elevplansbekendtgørelsens surrealistiske monstrum ihjel.

Lad os bare lave elevplaner på »niveauet«, du taler om. Men så må du ændre bekendtgørelsen, så dette niveau bliver lovligt. Det er det ikke i dag.

Powered by Labrador CMS