Debat

Advarsel: Falsk varedeklaration!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi stoler på varedeklarationer på madvarer. Vi regner med, at de fortæller noget pålideligt om varens næringsværdi, og om hvilke tilsætningsstoffer der er i maden. Men tænk, hvis pølsefabrikanten kun blev kontrolleret for anvendelse af farvestoffer, mens alle andre væsentlige oplysninger blev udeladt?

Diskussionen om, hvorvidt de nationale test i folkeskolen skal offentliggøres, lever desværre fortsat, selvom internationale erfaringer viser, at det får negative konsekvenser for undervisningen, når skoler sammenlignes på baggrund af testresultater. Har borgerne da ikke et krav på at vide, hvordan det går i skolen, når det nu er dem, der betaler? Jo, selvfølgelig har de det, men de bliver taget ved næsen med den »varedeklaration«, de får med offentliggørelsen af testene.

De resultater, folkeskolen præsterer, bør måles i forhold til de kvalitetskrav, der er sat i lovgivningen, målene for arbejdet i skolen er beskrevet i fagenes mål.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Disse mål indeholder blandt andet krav om kommunikative færdigheder og evne til samarbejde. En stor del af elevernes evner kommer til udtryk mundtligt, så mange af de færdigheder, eleverne skal opnå, er umulige at måle i de skriftlige, elektroniske, nationale test.

I Sverige har man i mange år haft nationale prøver undervejs i skoleforløbet. De adskiller sig fra de danske maskinrettede test ved, at det er lærerne, der vurderer elevernes standpunkt på baggrund af en række prøver i hvert fag. I fysik skal eleverne som en del af prøven opstille forsøg og samarbejde om opgaveløsningen. I matematik indgår spil, som eleverne skal løse i grupper. I Sverige er man således tættere på en varedeklaration, der passer til kvalitetskravet.

Skal vi så bare offentliggøre karakterer som i Sverige? Nej - i Sverige har de en lang tradition for offentlighed i alt. Selv den enkelte elevs karakterer og lærerens beskrivelser af eleverne kan hentes af enhver, der har lyst. Det har danske forældre næppe lyst til at lægge børn til.

I stedet bør man lade fagfolk tolke og videreformidle skolernes resultater, ligesom det er fagfolk, der skriver varedeklarationen på pølsepakken. Som borgere har vi valgt nogle repræsentanter i kommunalbestyrelserne, der bruger skolelederes og forvaltningers kvalifikationer til at vurdere skolerne. Forældre er ikke kvalificerede til det. Forældres opbakning til skolen betyder meget mere for barnets skolegang, end at de kender sidste års testresultater.