Denne tredje artikel om Den Relationelle Skole sætter fokus på forældrenes store rolle og betydning i det komplekse samspil mellem skolen som institution, skolens medarbejdere som individer, børnene som selvstændige subjekter, og sidst og vigtigst i denne artikel, forældrene som tryghedsskabende base og forældrene som primær personerne i børnenes liv.

Det er ikke nogen let artikel at skrive, da miljøet den beskriver er meget komplekst med mange faktorer der spiller ind og da artiklens fokus uden tvivl vil ramme områder, der let kan være forbundet med forskellige opfattelser og følelser fordi vi alle, hver i sær er subjekter med egne følelser, vilkår og opfattelser. Jeg vil dog kaste mig ud i det alligevel, da forældrene har en særdeles central position og vigtig rolle i Den Relationelle Skole.

I behovspsykologien ...

I behovspsykologien beskriver den Amerikanske psykolog Abraham Maslow (1970) et behovshieraki, hvor de nederste behov i pyramiden betegnes mangelbehov og de to øverste behov i hierakiet betegnes vækstbehov. Mangelbehovene er subjektets fysiske behov, tryghedsbehov og sociale behov. Det er selvfølgeligt, at opfyldelsen af barnets fysiske behov og barnets tryghedsbehov primært er forankret hos forældrene. Ligeså vigtigt er det at pointere, at opfyldelsen af netop disse behov er helt central for, at barnet har ressourcer til at udfylde sin rolle i det sociale system, som skoleklassen også er. Derfor er barnets og forældrenes relation helt afgørende for barnets læringskapacitet.

De sociale behov - et fælles ansvar ...

I forhold til barnets sociale behov er forældrenes rolle også central. At støtte barnet i at skabe relationer og samspil med ligestillede er en opgave og et ansvar, som forældrene har en betydelig andel af. Netop i forhold til opfyldelsen af barnets sociale behov har skolen også en del af ansvaret, som Professor John Hattie beskriver i sin bog Synlig Læring for lærere (2013), hvor han pointerer, at det er skolens ansvar at skabe et miljø, der bygger på fællesskab og tilhørsforhold for alle. Hattie beskriver ligeledes konsekvensen for den enkelte, såfremt han ikke oplever dette fællesskab og tilhørsforhold, som mulig disintegration og ringere præsteren (Hattie, 2013).

Forældrenes rolle og ansvar, og betydningen heraf for den Relationelle Skole, er derfor kolossalt stor. Dels har det betydning, at relationen til barnet opfylder dets fysiske behov og skaber tryghed i barnets verden og dels er det centralt, at forældrene og skolen samarbejder om, at dække og udvikle barnets sociale behov. Dette samarbejde bør bygge på en stærk gensidig relation mellem forældrene og skolens fagprofessionelle.

Den sociale arv tynger Danmark ...

I rapporten: Den Sociale Arv tynger Danmark, fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2011), beskrives forhold i Danmark der viser, at denne Relationelle styrke og sammenhængskraft ikke er en selvfølge i Danmark og, at der er en tydelig tendens i forhold til en kausal sammenhæng mellem geografiske og socioøkonomiske forhold og den Relationelle sammenhængskraft, der er mellem skole og hjem.

Rapportens konklusioner beskriver de negative konsekvenser dette har for ligheden i børnenes adgang til uddannelse. Konsekvenser, der blandt andet betyder, at børn fra for eksempel Rudersdal kommune – med en stærk uddannelsestradition – har en betydelig større sandsynlighed for at klare sig godt i skolen i forhold til børn fra flere kommuner på Københavns Vestegn, med en betydelig svagere uddannelsestradition. I denne sammenhæng kan der sættes lighedstegn mellem uddannelsestraditionen og hjemmets Relationelle kapacitet i forhold til skolen.

Risiko for afpersonalisering af relationelle samspil ...

Jeg har oplevet lærere, der i forskellige debatfora har givet udtryk for, at skolen er en professionel organisation og, at forældrene skal blande sig uden om hvad der foregår her. Ligeledes har jeg oplevet forældre, der indædt skælder ud på lærerne på grund af deres – efter forældrenes udsagn – manglende kompetencer og manglende information.

Begge dele er lige misforstået og udtryk for en afpersonalisering af det relationelle samspil og begge af disse positioner er lige skadelige i forhold til udvikling og styrkelse af Den Relationelle Skole. Jeg har samtidig – i disse situationer - oplevet børn og unge i midten, der har oplevet en ringe fungerende relation mellem skolen og deres primærpersoner, hvilket – i elevens verden – har skabt ubalance i forhold til opfyldelsen af deres fysiske behov og som samtidig har reduceret deres tryghed.

Forældrenes betydning og ansvar for den relationelle skole ...

I den virkelige verden er forældrenes betydning og forældrenes ansvar derfor kolossalt stort i Den Relationelle Skole.

Gennem positivt og imødekommende samspil mellem skolen og hjemmet, der bygger på en gensidig anerkendelse af de forskellige opgaver og muligheder hjemmet og skolen har i forhold til barnet, og gennem udvisning af positiv gensidig nysgerrighed overfor hinandens relationer til, og samspil med, barnet skabes den optimale adgang til opfyldelse af barnets vækstbehov øverst i behovshierakiet.

Det er her Den Relationelle Skole optimalt set skaber de bedste udviklingsmuligheder for børnene – alle børnene - og det er i denne Relationelle Skole, at forældres rolle er vigtig og hvor forældres betydning for barnets succes er stor.

Referencer:

Hattie J. (2013), Synlig Læring for lærere, Dafolo

Maslow A., (1970), På vej mod en eksistenspsykologi, Nyt Nordisk Forlag

Rapporter:

Arbejdernes Erhvervsråd (oktober 2011), Den sociale arv tynger Danmark