X Factor-Thomas’ rytmer banker stadig for skolen

En tilværelse som musiker står og banker på lærer og X Factor-vinder Thomas Ring Petersens dør. Men det bliver ikke let at forlade skolelivet, som han giver en del af æren for sejren.

Publiceret Senest opdateret
»Lærere er generelt gode til at kommunikere og samarbejde, og de kompetencer har været meget brugbare for mig hver eneste uge, hvor jeg har været i kontakt med koreografer, journalister, stylister og sanglærere«, siger Thomas, der både er lærer og vinder af X Factor.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi kender ham som Thomas fra X Factor. Og vinder.

Men ud over at være et nyt idol er han også lærer Thomas.

Hans fulde navn er Thomas Ring Petersen, og han elsker at være lærer, men han var faktisk ved at give op midt i læreruddannelsen. Han havde svært ved at finde sig til rette på seminariet, fordi han ikke genkendte folkeskolen i undervisningen. Studiet og hans tanker om skolen virkede uforenelige. Efter en dårlig eksamen i idræt og to år som studerende valgte han at holde pause. I stedet brugte han mere tid på musik, sideløbende med at han var vikar på Hellerup Skole, hvor han tidligere havde været i praktik.

»Det var skønt, for på skolen elskede jeg mit arbejde, og det var, som om det hele faldt på plads her. Nu forstod jeg snakken fra studiet, og efter et år fik jeg blod på tanden til at vende tilbage«, fortæller den 30-årige lærer.

Rustet med en masse erfaring og gode oplevelser var det som at begynde på ny, selvom han blot genoptog uddannelsen på Københavns Dag- og Aftenseminarium.

»Det var fedt at komme tilbage. Jeg følte mig bedre rustet, og fagene interesserede mig på en helt anden måde. Jeg kunne se sammenhængen, og det gjorde mig i stand til at vælge i teorien og litteraturen til at specialisere mig til at blive bedre.

Jeg indså, hvilken lærer jeg skulle være«, siger Thomas.

Han nød også at være en del af musiklivet på læreruddannelsen, fordi det bestod af folk, der virkelig brændte for musik og havde en enorm musikglæde.

»Jeg mindes dog, at underviserne ikke var begejstrede for X Factor. Men mon ikke de har tilgivet mig«, siger han med et smil. Efter at han blev færdiguddannet, kom han tilbage til Hellerup Skole, hvor han i dag er klasselærer for en 2. klasse og underviser i dansk, idræt, musik og svømning.

Vant til kritisk og ærligt publikum

Det var ikke en tilfældighed, at Thomas blev lærer, for han har altid været glad for at arbejde med børn. Som ung talentfuld bordtennisspiller underviste han børn i fritiden og mærkede, at han var god til at lære fra sig. Og han nød det. På læreruddannelsen kunne han specialisere sig i flere fag og ville gerne arbejde med både musik, idræt, svømning og dansk.

I begyndelsen af studiet blev Thomas utilpas bare ved tanken om at stille sig op foran en stor forsamling, men for kort tid siden stod han foran et publikum på 40.000 mennesker i Parken.

»Læreruddannelsen og jobbet har lært mig at finde ro i at være på. Jeg har ikke noget problem med at være midtpunkt og styre showet, for det er man jo vant til som lærer«, siger han. Selvom springet fra 25 elever til 40.000 tilskuere umiddelbart kan lyde som en kæmpe omvæltning, så understreger Thomas igen, at hans erfaringer som lærer var en fordel i det store show:

»Man skal være lidt af en performer for at være en god lærer, for man står dagligt over for et meget kritisk og ærligt publikum. Hvis man er uengageret og ikke formår at brænde igennem, så mister eleverne hurtigt interessen«, siger han.

Lærerbaggrunden har også hjulpet ham igennem alle forberedelserne til de store show.

»Lærere er generelt gode til at kommunikere og samarbejde, og de kompetencer har været meget brugbare for mig hver eneste uge, hvor jeg har været i kontakt med koreografer, journalister, stylister og sanglærere. Hele lærerlivet er jo en stor samarbejdsøvelse, hvor man skal løse opgaverne på bedste måde og ofte er nødt til at improvisere eller hoppe ud i noget nyt«.

Stort fravær op til finalen

I fire måneder har han fredag efter fredag optrådt med nye numre på X Factor, og det har medført fravær fra skolen. De sidste 14 dage inden finalen var han stort set ikke på skolen.

»Det kan jo kun lade sig gøre, fordi jeg har nogle fantastiske kolleger, der har taget mine timer. Lærerne lægger godt nok selv skema på skolen, men der er mange, der har løbet stærkere i den sidste tid for at hjælpe mig. Og det er jeg dybt taknemlig for«. Især 2.-klassens læsevejleder har overtaget meget af hans skema. Thomas arbejder på 80 procent tid. Han regner med at arbejde fuld tid i en periode blandt andet i nogle projektuger for at bringe orden i efterslæbet. Men det er ikke kun timeregnskabet, der presser på. Han har savnet sine elever, kolleger og skolen meget.

»X Factor har været en fantastisk lærerig rejse for mig, men samtidig har det også været så ekstremt krævende. Så det er skønt at komme tilbage på skolen og bare være lærer Thomas og få en kram og mærke, at de også har savnet mig«, siger han.

Lærer eller musiker - det svære valg

Foreløbig regner han dog kun med at fortsætte som lærer frem til sommerferien for så at forsøge sig som musiker.

»Jeg er simpelthen nødt til at gribe chancen, selvom jeg elsker at være lærer. De sidste ti år har jeg arbejdet for at bryde igennem musikalsk, hvor jeg har spillet og skrevet min egen musik«. Han regner med, at den kommende plade kommer til at bestå af egne sange på engelsk, og han har allerede mange sange på lager. X Factor-dommer Remee roste især Thomas for hans evne til at gøre selv de største rocksange til sine egne. I finalen sang han U2's »With or without you«. Første skoledag efter påskeferien og X Factor-finalen spillede han igen sangen, men denne gang sammen med skolens musiklærere foran et begejstret publikum af elever og kolleger, der ønskede ham velkommen tilbage.

Thomas er godt klar over, at musikbranchen ikke er guld og grønne skove, så derfor overvejer han også, om musikertilværelsen måske skal kombineres med en lærervikarstilling. Men lige nu føler han, at han skylder elever, forældre og kolleger at komme tilbage til skolen og få lagt en slagplan for, hvad der skal ske med hans klasse.

Thomas Ring Petersen

- 30-årig lærer og vinder af Danmarks Radios X Factor-konkurrence.

- Bor i København med sin kæreste, der også er lærer.

- Uddannet på Københavns Dag- og Aftenseminarium i 2009.

- Underviser i dansk, svømning, idræt og musik på Hellerup Skole.

- Begyndte med at spille guitar i gymnasiet. Har siden skrevet og spillet sine egne sange.

Powered by Labrador CMS