I 1970 érne var jeg rådgivende psykolog på flere læseklinikker. Derfor ønskede jeg at læse om tidens almindelige krav til retskrivning i bogen ”Standardiserede Standpunktsprøver i Retskrivning” fra 1965.  Her kunne man se de 50 ord, som man skulle stave til, og hvilke resultater det f.eks. gav i 1965.

Og her er resultater for syvende klasserne i oktober 1965. Det var fællesklasser med både drenge og piger. 

Resultaterne er delt op i 5 grupper: en midtergruppe, og til højre for den er der to grupper, der er dygtigere. Til venstre for midtergruppen har vi de to grupper, der er dårligere.

Resultaterne bør interessere os.

De er her:

7,2 %       23,1%        39,6%        29,4%       5,6%

De 7,2 % viser, at så mange af eleverne havnede i den dårligste gruppe, og at 5,6 % klarede at være i den bedste. Men tallene viser også, at langt de fleste børn lå i midtergruppen. Og det er det, der skal få os til at tænke. For det er en særdeles vigtig sag i et samfund, at den største gruppe er midtergruppen. Det giver et roligt samfund, og det vidste blandt andet Grundtvig, som digtede sange om det, som vi stadig synger.

Det kæmpestore problem i vores samfund er, at vi har mistet den midtergruppe. Når vi tager prøver i klasserne, er resultaterne ofte opdelt i to adskilte grupper. Og det vil sige, at en hel del børn med en anden undervisning kunne have været placeret i midtergruppen. Det føler de også selv, og de slås med aggression, depression og sygdomme af forskellig slags. Og samfundet lider under, at et stort antal unge ikke trives med sig selv.

Det bliver vi nødt til at forsøge at ændre på. Derfor må vi undersøge, om vi kan få ideer fra den gamle undervisningsform og forsøge at bruge de ideer på en friere måde.

Og det var netop det, vi i 15 år nåede at få erfaring med. Sagen var jo, at i 19 70 var skråskriften en selvfølge, og det nye læsebogssystem, der udkom i 1974 under navnet ”ABC-dansk” tillod sig i oprørstiden (fra 1960 – ca 1990) at bruge den på en anden måde og lod børnene skrive selv uden andre krav, end at man skulle kunne læse det. Og som man kan se af de vedhæftede prøver, gik det udmærket, og børnene kunne lide det. Og lærerne havde det også godt, for de fik bedre tid til at hjælpe dem, der ønskede det.

Børnene lærte meget lettere at læse og skrive, og vi kunne nøjes med ganske få børn med læsebesvær. Den gamle skole vurderede, at 2-3 % i samfundet var ordblinde, og med en klasse på 25 børn ville der jo ikke engang være én i hver klasse. Det passer ret godt med de ovenfor nævnte resultater. Det passede også fint med vores nye erfaringer, som vi måtte give afkald på, da skråskriften ikke måtte anvendes mere.

Ingen vidste dengang noget om skrivningens betydning, og derfor protesterede man ikke mod at få skråskriften  afskaffet. Men det er jo tilladt at undersøge tingene.