Længere skoledag: Eleverne går til færre aktiviteter i fritiden

Efter indførelsen af folkeskolereformen og den længere skoledag, gik hver elev i 2016 i snit til 1,28 fritidsaktivitet om ugen mod 1,35 i 2014, viser nyt notat.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forskerne fra forskningscentret Vive kan ikke konkludere, om udviklingen i elevers brug af fritidsaktiviteter er en direkte konsekvens af folkeskolereformen, eller om der fx er tale om en generel tendens i samfundet. Men som de skriver, er reformen "den største ændring, som har påvirket alle folkeskoleelever i denne periode, så det er også sandsynligt, at den kan være medvirkende til at forklare ændringerne i antallet af fritidsaktiviteter over tid".

I gennemsnit gik en folkeskoleelev i 2014 til 1,35 fritidsaktivitet om ugen. Det tal var i 2016 faldet til 1,28 fritidsaktivitet per elev per uge.

De yngre elever går til flere fritidsaktiviteter end ældre elever, men de store elever bruger flere timer per aktivitet, de går til. Og ifølge analysen tyder det på, at elever på skoler, der i høj grad har implementeret reformens 'Åben skole' går til lidt mere i fritiden end andre. 

"Et godt børneliv består af mere og andet end undervisningen i skolen. Der skal også være plads til fritidsaktiviteter. Der er det ærgerligt, at tallet er faldet lidt. Omvendt er det positivt, at vi nu ser værdien af Åben skole, som præsenterer aktiviteter for elever, der måske i mindre grad har berøring med foreningslivet", siger undervisningsminister Merete Riisager i en kommentar til den nye analyse.

Læs mere

Rapport: Den længere skoledags betydning forelevers fritidsaktiviteter (pdf)