Skolereformen blev profileret på at skulle levere et fagligt løft til alle folkeskoleelever. De skal blive så dygtige, som de kan. I parentes bemærket kan det undre, at det blev fremført som en ny vision for skolen, men det er en anden problematik.

Svaret på udfordringen – at gøre alle børn dygtigere – har på mange måder lydt: læringsmålstyret undervisning. Der har siden reformens ikrafttræden hersket en forståelse af, at hvis man som lærer bare underviste ud fra synlige, målbare mål, skulle det faglige løft nok komme af sig selv. Men den forståelse udspringer af en stærkt forenklet forestilling om god undervisning og elevers faglighed.

Hvad bliver elever dygtige til, hvis undervisningen er målstyret? De bliver i bedste fald dygtige til det, der kan måles og vejes. De kan få en konkret viden om en række emner, og de tilegner sig – hvis alt går efter den fastsatte plan - færdigheder, der kan måles. De bliver måske hurtigere til at læse eller mere sikre i at gange tocifrede tal med hinanden.

Men er det dét, der menes med ”at blive så dygtige, som de kan”? Næppe. For der skal ikke megen læsning af skolens og fagenes formål til, før man opdager, at skoleelevers faglighed netop ikke kun skal være konkret og målbar. De skal fx tilegne sig en forståelse. De skal udvikle deres selvstændige stillingtagen. Og de skal arbejde kreativt med det faglige stof og tilegne sig kundskaber. Alt sammen fænomener, der rækker ud over den synlige, forudsigelige og målbare læring.

Så den læringsmålstyrede undervisning kan måske nok gøre eleverne dygtige inden for nogle snævre områder. Men de bliver ikke så dygtige, som de kan. For de vil gå glip af den brede, langsigtede og ikke-målbare faglighed.

Så man kunne med rette stille spørgsmålet: ”Eleverne skal blive så dygtige, som de kan – men til HVAD?”

Når et bredt flertal i Folketinget tidligere på året vedtog at gøre de 3.170 bindende færdigheds- og vidensmål vejledende, var det for at give lærerne frihed til selv at beslutte, hvordan der skal arbejdes med mål i undervisningen. Aftalen skal ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) gøre op med ”målene som en rigid tjekliste, der gør undervisningen mekanisk” (https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2017/okt/171025-ny-raadgivningsgruppe-skal-foelge-aftale-om-faelles-maal-i-folkeskolen-til-doers).

Ministeren har som bekendt nedsat en rådgivningsgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan aftalen bedst implementeres og får betydning for undervisningen ude i klasseværelserne.

Men hvis dét skal lykkes – at den politiske beslutning kommer til at ændre den pædagogiske praksis – er det helt nødvendigt, at Undervisningsministeriet og KL trækker i samme retning.

Folketingspolitikerne har i sidste uge valgt at udskyde behandlingen af aftalen om Fælles Mål (https://www.folkeskolen.dk/619568/faelles-maal-lov-udskudt-partier-bekymrede-for-kommunale-maal) med den begrundelse, at man er bekymret for, om de vejledende mål vil blive afløst af nye bindende, kommunale mål.

Det er der god grund til at frygte. I forskellige sammenhænge har jeg drøftet mål, målstyring og formål med folk fra både KL og kommuner. Og hér synes om nogen steder at herske den forståelse, at hvis eleverne skal blive så dygtige, som de kan, skal de konkrete læringsmål være bindende og gennemsyre al undervisning.

Men dén forestilling er vi nødt til at mane til jorden. Læringsmålene må være vejledende og frivillige, hvis vi som lærere skal frigøre os så meget fra den ensporede målstyring, så vi kan bibringe eleverne den faglighed, som de har krav på. Rigid målstyring gør i bedste fald eleverne dygtigere på et snævert felt, men det gør dem dummere inden for den brede, ikke-målbare faglighed. Og dét kan ingen jo være interesseret i.

Mit håb er, at man i KL og ude i kommunerne vil lytte til og respektere den pædagogiske og fagprofessionelle indsigt og komme til den overbevisning, at mål selvfølgelig hører til i enhver undervisning, men at vi er nødt til at skabe mere plads til de overordnede kompetencemål og formål, hvis vi skal lykkes med at lave en skole, hvor eleverne bliver så dygtige, som de kan, og hvor de bliver rustede og dannede til at gå deres fremtidige liv som mennesker og borgere i et demokratisk samfund i møde på et kvalificeret og oplyst grundlag.