Som ung lærer kunne jeg næsten ikke vente med at kaste mig over litteraturanalyse med eleverne i 9. klasse. Men et kursus fik mig på andre tanker!

Det gik ud på, at vi skulle glemme alt om guldhorn, hosekræmmere og politiske kandestøbere ... væk med det gamle. Nu skulle der andre boller på suppen: Det udvidede tekstbegreb og hertil et samspil med faget samtidsorientering.

Jeg læste vejledningerne grundigt. Tyrede kommunikationsmodeller med måbende børn. Jonglerede med tegneserier, film, reklamer, læserbreve, artikler og fotos. Kørte til København og købte en kasse med gamle fotoblade. Ude ved Enghave Plads fandt jeg en kuffert med slidte Anders And-blade. Genbrug før genbrugsdillen.

Børnene sagde, at det var noget underligt noget, jeg pressede igennem. Forældrene var tavse en rum tid … men kun en rum tid. Så fulgte der kritiske spørgsmål: Skulle klassen slet ikke læse Martin A. Hansen, når nu Stevns var et stenkast fra Køge? Nej, det skulle de ikke! Nu lå vægten på det udvidede tekstbegreb. Masser af billeder.

Jeg vil godt sige undskyld til de elever, der var 15 år i 1976. Jeg overså Holberg. Det virker måske, som om jeg overdriver! Men det nager mig faktisk. Vi nåede heller ikke »Guldhornene« - eller andre kvalitetsværker. Fortidens fangarme og dårlig samvittighed har fået tag i mig. Hvordan kan man være så kortsynet at forsømme de gamle værker?

Undskyld! Især til eleverne. Men også til forældrene.