SF kommer i dag med et udspil, der blandt andet vil ændre i folkeskolelovens formålsparagraf og de overordnede mål med folkeskolereformen.

SF vil have sfo-formålsparagraf i folkeskoleloven

I et nyt udspil foreslår SF, at skolefritidsordningen får sin egen formålsparagraf i folkeskoleloven. "Jeg er ked af, at sfo-politik ofte drukner i diskussionen om folkeskolen", siger Jacob Mark.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fritidspædagogikken fylder for lidt i den politiske debat.

Det mener SF, der i dag lancerer et stort sfo-udspil. Partiet foreslår blandt andet at folkeskoleloven udvides med en formålsparagraf for sfo'en, og at der til de overordnede mål med folkeskolereformen tilføjes et "selvstændigt mål for alle børn i skolealderen, at de opnår et stærkt fritidsliv i fællesskab", lyder det i udspillet.

"Vi mener, at der er brug for grundlæggende ændringer af reformen. Og når vi laver de ændringer, så er det på tide at prioritere fritidspædagogikken igen. Det kan man passende gøre ved at sætte et mål for fritidspædagogikken, så det ikke kun er det der foregår i folkeskolen, som man sætter mål for, men også det der foregår efter skoletid", siger SF's undervisningsordfører Jacob Mark.

Ifølge SF skal folkeskolereformen evalueres allerede nu, og ikke i 2019, som det ellers er aftalt.

Status efter tre års reform: Trætte elever og ingen testfremgang 

"Nu må vi se hvad der sker med reformen. Det vigtigste i det her er, at sfo'en skal have en selvstændig formålsparagraf. Jeg er ked af, at sfo-politik ofte drukner i diskussionen om folkeskolen. Det er vigtigt, hvad der sker efter skoletiden, hvor man som børn kan bearbejde de ting, man har lært, man kan få venner og tage nogle af de konflikter der opstår i folkeskolen med over i sfo'en og få dem løst der", lyder det fra SF'eren.

Udspillet indeholder derudover forslag om at sætte et loft over forældrebetalingen i sfo på 40 procent, minimumsnormeringer i daginstitutionerne, udvidelse af åbningstiden og et stop for, at sfo'ernes penge bruges på at dække huller i folkeskolernes økonomi. Forslagene bliver blandt andet finansieret ved at sænke koblingsprocenten, som er det tilskud landets privatskoler får af staten, fra 76 til 71 procent.